Love Song

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Sey Sun er en ganske almindelig 19-årig ung kvinde, hvis liv har taget en drastisk drejning.
I et år har hun befundet sig i Seoul, Sydkoreas hovedstad, for at lære noget mere koreansk og samtidig tjene nogle penge. At hendes arbejdsgiver skulle vise sig at være en af de mest eftertragtede fyre i Sydkoreas musik og film industri, havde hun aldrig forestillet sig.
Vi møder hende i en taxa, hvor hun tænker på året, der er gået, og på de ting som har endt med at skabe hendes egen Love Song.

15Likes
68Kommentarer
2538Visninger
AA

4. A bowl of Janchi Gooksu

Taxaen drejede om et hjørne, hvor der befandt sig en restaurant. Jeg hørte min mave rumle svagt, men lod blot som ingenting. Jeg havde ikke spist noget hele dagen, selvom tanken om mad nu alligevel var en smule fristende...

Jeg stod med en lille kylling på et spækbrat, som jeg var i gang med at skære ud i små stykker, efter jeg havde kogt det. Du havde ikke ligefrem særlig meget mad i køleskabet, men jeg havde da fundet en kylling i fryseren og nogle nudler i skabet, samt et par gulerødder og en squash. Jeg var meget koncentreret, da jeg ligefrem kunne høre hvor skarp kniven var, når den smuttede så let som ingenting igennem kyllingkødet, og derfor næsten ingen lyd lavede.

Da jeg var næsten færdig med at skære kyllingen ud, gled kniven for mig, og jeg kom til at skære mig selv i fingeren. Jeg så hvordan den røde væske stille piblede frem fra det lige snit på spidsen af min pegefinger. Jeg skyndte mig over til vasken, hvor jeg stak min hånd inden under, for at vaske blodet væk, mens jeg så mig omkring efter noget papir. Til mit held var der en køkkenrulle ikke så langt væk, som jeg lige nøjagtig kunne nå, hvis jeg strakte hele min krop, mens jeg stadig holdt min finger under den kolde hane.

Jeg fik viklet papir rundt om min blødende finger, hvorefter jeg kunne forsætte med min madlavning. Jeg smed resten af kyllingen ud, fordi den var blevet smurt ind i mit blod, og derfor ikke var særlig appetitlig længere. Da jeg først havde fået fjernet blodet fra kniven og fra spækbrattet med noget besvær, takket være min handicappede tilstand med masser af køkkenrulle rundt om min ellers blødende finger.

Da jeg først havde fået smækket de få ingredienser sammen, som der skulle til, satte jeg uret til, hvorefter jeg kunne gå over og skifte papiret rundt om min finger ud. Jeg bed mig lidt i min læbe, da synet af blod egentlig altid havde skræmt mig lidt, selvom jeg ikke havde tænkt over det før... Der havde jeg kun haft maden til dig i hovedet.

"Hvad er der sket?" Jeg hørte din bekymrede røst, da du pludselig stod bag mig ude i køkkenet og så på min stadig let blødende finger. Du greb fat om mit håndled og trak mig blidt over til vasken, så jeg kunne skylde min finger igen, mens du fandt et plaster frem til mig. "Mianhe Rain... Jeg ville bare lave noget mad til dig, så du måske kunne blive hurtig rask..." 

Du gik stille over til mig igen og slukkede for vandet. Du kiggede ikke på mig, men var meget koncentreret om at duppe min finger tør, inden du forsigtigt satte plastret om min finger, som var jeg en såret fugl, hvis vinge du bandt ind. "Hvad står menuen så på?" Dit smil og dine øjne, der pludselig var vendt imod mig, ramte mig som havde jeg fået et slag i hovedet. "Janchi Gooksu." Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte hamrede afsted, fordi vi stod med ikke andet end ti centimeters afstand, hvilket ydermere fik mine kinder til at blusse let.

Som du spredte dine vidunderlige indbydende læber for at sige noget, bippede uret, og jeg løsrev mit blik fra dig. Stille gik jeg over og slukkede for uret, hvorefter jeg slukkede for blusset på komfuret. Du gik over til et skab og fandt to skåle frem, som du rakte hen til mig. "Du ligner ellers ikke en, som kan finde ud af at lave mad..." Jeg så en smule forfærdet op på dig, og du skubbede blot en smule drillende. "Jamen, hvis du ikke vil have det, så kan du da bare lade vær med at spise det.." Min stemme var en anelse mere spids, end jeg ville have den til at lyde, men den virkede alligevel efter hensigten.

"Ej, det skal da ikke gå til spilde!" Du skyndte dig at tage den skål, som jeg havde hældt nogle af nudlerne op i, hvorefter du gik ind imod stuen. Jeg hældte stille nogle nudler op i den anden skål også, mens jeg forsøgte at få styr på mit uregerelige hjerte. Med langsomme skridt gik jeg afsted mod lyden ad en fjernsyn, der kørte. Jeg fandt dig siddende nede foran din sofa, så du bedre kunne side ved sofabordet, mens du spiste. Dine øjne var rettet imod skærmen, og latteren der lød fra dine læber, var som sød musik i mine øre.

Jeg gik stille over og satte mig i sofaen lidt til venstre for dig, hvor jeg så lydløst som muligt begyndte at spise af mine nudler. Utroligt nok, smagte det faktisk bedre, end jeg havde forestillet mig, selvom det var første gang, at jeg havde forsøgt at lave Janchi Gooksu. "Jeg må tage mine ord i mig igen.. måske ser du ikke ud, som om du kan lave mad.. men det her smager fantastisk!" Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder endnu en gang, og jeg nøjedes med blot at nikke som tak, ved at vise, at jeg havde nudler i munden.

Du vendte endnu en gang dit blik imod den store fladskærm, hvor et eller andet program med nogle fra Gag kørte. Selvom det blot var komikere, der fjollede rundt på skærmen, misundte jeg dem alligevel. De kunne fange din opmærksomhed og få dig til at smile, selvom dine kinder stadig var rødlige af feber. Jeg fik spist mine nudler færdige og ventede stille på, at du også blev færdig med dine.

Jeg rejste mig stille fra sofaen og tog din tomme skål, da du var færdig, hvorefter jeg tavst forlod stuen og begav mig ud i køkkenet igen. Jeg gemte resten af nudlerne i en mikroskål, så det var let at varme igen, hvis du skulle blive mere sulten senere, hvorefter jeg gik over for at vaske de få ting op, som jeg havde brugt.

Mit blik faldt stille på plastret på min finger, og varmen steg straks op i mine kinder. Jeg rystede let på hovedet, hvorefter jeg forsatte med at skrubbe gryden, jeg havde brugt. Hvad var det dog, jeg havde gang i? Jeg befandt mig i dit hus.. i Rains hus... og ydermere kunne jeg mærke nogle følelser, som ikke burde være der... Du var jo næsten 11 år ældre end mig.

Et suk forlod mine læber og min skuldre sænkede sig, ligesom jeg mærkede en varme op ad min ryg. Du stod lænet op ad mig, med dit hoved hvilende på min skulder og dine læber så tæt på mit øre, at jeg kunne mærke din blide vejrtrækning på min øreflip. "Er der noget i vejen?" Jeg bed mig lidt i læben, da jeg under ingen omstændigheder kunne fortælle dig, hvad der i virkeligheden foregik inden i mig. "Nej.. jeg savner blot min familie.."

Jeg havde forestillet mig, at du ville sige, at du forstod det.. At du også savnede din familie eller sådan noget... I stedet forlod nogle helt andre ord dine læber.

"Bliv her i nat.."

Jeg vendte mit blik væk fra gaden igen. Forsøgte ikke at tænke tilbage... men jo længere væk fra dig jeg kom, jo mere kredsede mine tanker om dig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...