Everything About You!

Everything About You!
Er en Fan Fiction, af One Direction, pigen Anna, har et forfærdeligt liv, men det hele bliver vendt op og ned når hun flytter hen i en blok i London!
Kan hun klare at værre så langt væk fra sin bedsteveninde, som bor i Wales, 199 km. Vest for London, og hvad sker der med hendes mor som ligger syg med brystkræft?

3Likes
9Kommentarer
1772Visninger
AA

8. Kap. 8

 

 

Kap. 8

 

*ddddrriiinnngg...ddddrriiinnngg...ddddrriiinnngg* det var min mobil der ringede. Jeg rakte ud efter den, og greb den, det var et nummer fra Wales, jeg kunne genkende det, ’’Lad vær at tag den, det er bare nogel som vil svine dig til’’ Sagde Niall, ’’Det er hospitalet, jeg kender numeret’’ svarede jeg ham og jeg så ind i hans smukke blå øjne sendte ham blikket skal-jeg-tage-den? Han nikkede og jeg tog den. ’’Hej, det er centraal hospitalet i Wales’’ sagde en rar kvinde stemme, ’’Hej det er Anna’’ svarede jeg hende.

 

- Vi har en sørgelig nyhed at skulle bringe til dig.

 

- Hvad er det lad mig hører det.

 

- Din mor, Kirsten, er detsværre...ja død., vi er kede af at skulle fortælle dig det.

 

Jeg lagde på og og lagde telefonen over på boredet igen, jeg huskede hvad og hvor jeg kom fra, jeg havde været så tæt på at glemme det. Nu vendte det hele tilbage et kort øjeblik, jeg havde ikke længere en mor. Jeg lå bare og stirrede ud i luften, der i seng sammen med Niall, en tårer trillede ned af min kind, jeg tører den væk, men endu en tårer kom trillende. Jeg var måløs, fortabt jeg vidste ikke jeg elskede min mor så meget. ’’Det skal nok gå, skat’’ trøstede Niall, han prøvede så godt han kunne, han havde hørt det hele. Det var okay, jeg ville bare have endu sværer ved at fortælle ham det. Jeg begyndte at græde mere, jeg brød sammen, jeg hulkede og kunne selt ikke stoppe tåre vrimlen, jeg satte mig op i sengen, og vilede mit ansigt i mine hænder. Jeg mærkede en hånd på min skulder, Niall sad ved siden af mig, jeg elskede hans med føelse. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og tog fat i ham som en bamse. Han kyssede mig blidt i håret, og lagde sit hovede på mit hovede. Jeg følte mig tom, helt tom, og om jeg bare var ingenting. Jeg kiggede op på Niall, en tårer trillede også ned af han kind, selv om vi kun havde kendt hinanden i ja, kun 3 dage havde han med føelse.

 

Vi sad længe på sengekanten, meget længe. Det var meningen at vi skulle havde spist nede hos Harry, som boede lige under os. Alle var nok kommet, det lød ivært fald sådan. En meget glad Louis kom ind til os, men stoppede brat op i døren da han så os, sidene på sengekanten grædene og tavse. Niall forklarede ham det hele, mens kom de andre drenge trippende, de trøstede mig alle sammen. Jeg var glad for deres støtte, det var førstegang jeg havde set dem så nedtrykkte. Ingen af os havde nogen form for appetit, ikke en gang Niall. Jeg var træt, jeg havde eller kun sidet på sengkanten og grædt, men jeg lagde mig i sengen og sov. Drengene blev hos mig hele dagen, og holdt skiftevis ’vagt’ ved mig seng, drømte konstant, maridt, det var lige præcis derfor de sad der, for at vække mig når det var allerværst. Sådan gik det i 3 dage, det var kun nætterne i Nialls arme jeg var stille, men lige så snart solen kom frem startede alle mine drømme. Jeg var konstant træt, og sov hele tiden. De havde prøvet at tilkalde lægen. Han gav mig nogle sovepiller, men det hjalp ikke på mine drømme, jeg drømte bare vidre, og råbte og skreg i søvnen. Ingen vidste hvad de skulle gører ved mig.

 

Liam snakkede ringede tit til Amalie. De ville se om Amalie kunne få mig til at falde til ro. Hun vidste godt hvad der var sket, og var lige så nedtrykt som drengene. Hun kom om en uge, der hvor jeg skulle have været starten i skole, men nej, jeg skulle blive hjemme. Lægen havde været der igen, jeg skulle vækkes hver dag og op og lave noget, bare et par timer. Det gjorde jeg så, mens jeg ventede på at dagen hvor Amalie skulle hentes i lufthavnen kom. Jeg var glad for at hun kom, men mindre end jeg troede jeg ville værer, meget mindre. Jeg havde nu boet hos drengene i snart en uge. De var begyndt at vække mig vær dag klokken 10, for at se om jeg kunne spise. Derefter lavede vi noget motiverende. De havde fået besked på at snakke med mig om min mors død hver dag. Jeg brød sammen, hver dag når vi snakkede. Jeg havde ikke været vågen mere end to timer og så gik jeg i seng igen, jeg drømte og drømte om dagen, og blev vækket utalige gange. Ugen gik og jeg kunne midt på ugen holde ud at værer oppe 3 timer, 2 gange om dagen. Det var blevet lørdag og søndag skulle vi hente Amalie i lufthaven, den dag var jeg oppe 7 timer, det var stort, men jeg var glad og sov godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...