Zayn Malik - Don't leave me!

Megan flytter hjemme fra, du hun endelig bliver 18 år.
Da hun har været ude at købe møbler sætter hun sig på sin ynglings café hvor One Direction drenge havde lyst at hænge ud den dag. Hvad sker der når de hjælper hende med at samle møbler og hun får et tættere forhold til dem?


Følg mig på Twitter Real_Kathrine

27Likes
30Kommentarer
7819Visninger
AA

35. ♫ Tower bridget ♫

Dagene skred fremad med lyntes hast. Jeg knoklede hårdt i skolen og når jeg endelig var hjemme lavede jeg altid ekstra arbejde. Det var hårdt, jeg så nok ikke alt for meget til Lilly, men det var ikke tid. I skolen hang jeg mest ud med Alice, men hun havde aldrig været hjemme ved mig, for når jeg endelig have fri fra skole blev min tid brugt fuldt ud med Zayn.

"Skal vi ikke gå en tur skat" Zayn placerede sig på stolen ved siden af min. Jeg havde hovedet begaravet i en lovbog. "Har ikke tid" jeg kiggede ikke engang op og jeg vil gætte på mine ord blev mumlet utydeligt. "Skaaaat kom nuuu" Zayn blev sidene på stolen. "Lektier" jeg læste vidre. Jeg manglede stadig at øve på en fremlæggelse om Obama til samfundsfag og jeg var kun halvt færdig med Historte. "Du skal have noget luft" Zayn klappede stædigt bogen i og hev den væk fra mig. "Zayn jeg har ikke tid, skole" jeg prøvede at hive ud efter min bog. "Kærste før skole" Zayn grinede over mig, da jeg sad og hoppede for at få fat i bogen. "Det kan du sagtens sige, kom så med den" jeg kiggede strengt på ham, hviklet bare fik ham til at grine. Han iagtog mig lidt, og lænede sig så frem for at kysse mig. "Skat kom så, du skal have noget luft" han hev mig op fra stolen og jeg fulgte opgivende efter. Vi nåde ned på gaden hvor det blæste helt vildt meget. Mit hår blæste vildt rundt til alle sidder. "Hvor vil du så gå hen?" jeg kiggede over på Zayn. "Tower Bridge" Han flættede vores fingre sammen og vi begyndte at gå ned af gaderne. Han var sjuldt bag en grå løs hat og et par ray-ban solbriller, jeg havde selv et bar store guccisolbriller på. Vi nåde broen og trådte ud på den. "Det tør jeg ikke Zayn" jeg hev min fod tilbage som om jeg havde brændt mig på broen. Jeg havde altid været meget bange for gamle broer, hvorfor vidste jeg enlig ikke, men sådan var jeg. "Hvorfor?" han trådte tilbage og lod hans tommelfinger nusse min håndryg. "Jeg ved det ikke" jeg kiggede ud over den kæmpe store bro. "Jeg passer på dig smukke" der var noget i hans stemme der fik det til at lyde så overbevisende, så rigtigt.

-Zayns synsvinkel-

Stephanie klemte min hånd en ekstra gang inden hun trådte ud på broen. Der var så meget jeg ikke vidste om hende endu, selvom vi havde kendt hinanden længe, næsten et halvt år. Jeg kiggede over på Stephanie, min prinsesse, hun kiggede ud over broen og sugede alt til sig. Hun førte hendes hånd op for endu en gang at prøve at få hendes smukke blonde hår til at blive bag ved hendes øre, selvom vinden hele tiden blev ved med at puste det om i hendes øjen. Ligenu var der både fanfrit og jonarlist fri, det var lang tid siden Stephanie og mig havde haft 10 minutter alene i offentligheden uden presse og fans. Vi gik i en behagelig stilhed længere og længere ud på broen. "Steehanie jeg skal tale med dig om noget" jeg stoppede og hun vendte sig hurtigt mod mig så vi havde øjenkontakt. "Så alvorlig" hun smilede. "Jeg skal på tour, med drengene" jeg kiggede sørmodigt på hende. Hendes øjne fyldtes straks med vand, men ingen lod hun lade løbe. "Hvor lang tid" hun kiggede på mig. "2 måneder" jeg kunne mærke hvordan savnet til hende allerede fyldte mit hjerte. "Det er jo dit arbejde, jeg vil heppe på dig her i London" hun smilede halvhjertet til mig. De ord betød alt, jeg vidste hun var stærk nok til ikke at sætte sig over i et hjørne og tude selvom hun savnede mig. "Jeg elsker dig" jeg lod mine læber ramme hendes fløjls bløde læber. "Jeg elsker også dig" hun smilede og vi stod lidt og bare kiggede på hinanden. "Oh My Gard Zayn Malik og Stephanie Walther" en lys pige stemme fyldte mine øre og sekunder efter var Stephanie og jeg omgivet at fans, presse og blitzer. Stephanie knugede min hånd, som om hun var bange for jeg ville give slip og lade hende være tilbage alene. Det hele var kaos, pigernes skrig det blev afbrudt af jonarlisternes spørgsmål. Nogle gange undrede det mig hvordan de alle sammen kunne komme frem på mindre en 30 sekunder, når der inden ingen havde været. Mine bodygards fik hurtigt reddet os ud af sitoationen og fået os tilbage til vores lejlighed. Vi nåde ind i lobbyen, ind i sikkerhed. Jeg kiggede over på Stephanie, hun kiggede også op på mig. Hendes øjne vilede lidt på mig inden hun brød ud i grin. "Steph hvad er der så sjovt" jeg kiggede uforstående på hende. "I det ene øjeblik står vi midt i noget mega romantisk og de næste er vi omringet af kaos. Tænk dine fans elsker dig så meget" hun grinede ordene ud og de var en smule sværer at forstå. Jeg brød også selv ud i grin. Det var lettende bare at lade grinet løbe over mine læber, selvom sitoatioen slet ikke var særlig sjov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...