Zayn Malik - Don't leave me!

Megan flytter hjemme fra, du hun endelig bliver 18 år.
Da hun har været ude at købe møbler sætter hun sig på sin ynglings café hvor One Direction drenge havde lyst at hænge ud den dag. Hvad sker der når de hjælper hende med at samle møbler og hun får et tættere forhold til dem?


Følg mig på Twitter Real_Kathrine

27Likes
30Kommentarer
7823Visninger
AA

24. ♫ Its hard to Breakup ♫

Dagene fløj afsted og jeg havde efterhånden været sammen med Zayn i 5 måneder. Det føltes som ingen tid, men jeg elskede ham. Han var kun hjemme i hans egen lejlighed for at hente nogle ting han mangelde. Jeg havde fået instaleret et spa bad oppe på tagterassen, så der brugte jeg meget tid. Jeg brugte i det hele tager næsten alt min tid på toppen af huset, enten sammen med zayn, drengen, Lilly eller bare alene. Drivhuset var stoppet med tomatplanter, vindruer, agurk og alt mulgit. Køkkenhave kasserne var også sået til med gullerødder, radiser, ærter, majs ja alt hvad jeg havde kunnet mase ned. Jeg sad alene oppe ved en af kasserne og var i gang med at luge ukrudt ved ærterne. Jeg havde mine hvide jordørhansker på. Man kunne svagt hører larmen fra londons travle gader. Det føltes som om mit liv var perfekt. Som om jeg havde alt hvad jeg kunne ønske mig, den perfekte kærste, den perfekte familie og de perfekte venner. Jeg levede i min egen lille lykke bobble og ingen knne springe den.

-Zayns synsvinkel-

Jeg steg ud af taxaen. Jeg havde haft endu en alt for hård dag u studiet. Her på det sidste havde jeg forsømt Stephanie alt for meget. Det var som om jeg ikke passede til hende længere, som om jeg elskede hende for højt. Jeg tryggede på opknappen ve elevatoren, op til Stephanis lejelighed som jeg næsten var flyttet ind i. Jeg steg ud og låste op, ind til stilheden. Der var ikke en lyd i hele lejligheden, så det betød hun var oppe på tagtarresen. Den var det bedste jeg nogen sinde havde givet hende, de bedste penge jeg nogen sinde havde brugt var på den tagtaressen. Jeg smuttede op af trappen og skubbede døren op. Jeg fandt Stephanie sidde med hovedet begravet i et jordbær bed. Hun kiggede op og smilede stort. Hun have jord i håret og så som altid vildt smuk ud. Hendes flotte blå øjne lyste op. "Stephanie jeg er nødt til at tale med dig" jeg kiggede alvorligt på hende. Jeg havde truffet min beslutning. "Selvfølgelig skat" hun rejste sig op og smuttede over til mig. "Steph det er bare, jeg føler ikke jeg er god nok til dig, jeg føler ikke jeg kan give dig den kærlighed du fortjener, så jeg slår op med dig, jeg mener det godt, jeg elsker dig" jeg kludrede rundt i ordene, men en ting var sikkert hun forstod budskabet, for hendes før så lykkelige øjne fyldtes med tårer. "Hvad?" hendes stemme  var en lav hvisken, som jeg knao kunne høre. "jeg slår op" jeg kiggede på hende. Det føltes på den ene side så rigtigt at sige det og på den anden side føltes det mere end forkert. "Så gå, jeg kan ikke holde ud at se på dig, og gider du sende dit konto nummer over sms så jeg kan betale for tagtaressen, jeg vil ikke kunne holde ud at være her, hvis jeg ved du har betalt for den" hendes stemme var isnende kold og jeg begyndte næsten at fryse. "Stephanie, nej" jeg bakkede et par skridt væk, jeg ville ikke have hendes penge. "Zayn, jo ellers giver jeg pengene til Liam så han kan give dem til dig" hun vendte sig rundt og gik over mod gelænderet. Hun frøs mig ude fra hende. Jeg gik langsomt ned af trappen, jeg tror jeg havde gjort det rigtige men det var som om en lille stemme inden i mig blev ved med at fortælle at dette var mit livs største fejl. Jeg smed hurtigt det meste af mit tøj ned i en taske i frygt for Stephanie skulle komme ned. Tårer strømmede ned af mine kinder, det var forkert det jeg havde gjort og jeg vidste det. Jeg havde brug for at snakke med en, snakke med Liam.

-Stephanies synsvinkel-

Jeg vendte mig rundt, da jeg kunne høre hans gummisko på fliserne, han slæbte hans fødder efter ham. JEg så ham smække have døren i uden at se sig tilbage, så snart han var ude af syne lod jeg mig glide hulkende ned af glasgelænderet. Jeg skjulte mit hoved i mine ben. Min lykkebobble, var sprunget og nu blevet til sorg. Jeg havde mest af alt brug for at snakke med Justin. Justin vidste altid hvad jeg skulle gøre. Jeg kiggede op fra mine ben og så min Iphone lå henne på solstolen. Den føltes som urimeligt langt væk. Jeg resjte mig vaklende op og gik over og tog den op. Justins nummer var det første i min konaktbog så det tog ingen tid at ringe op. Så var det bare at håbe det passede med hans tid. "Det Justin" Justins glade stemme rungede i mine øre og jeg faldt endu en gang om på jorden. "Han slog op" jeg gav et hulk fra mig. "Steph det skal nok gå, jeg kommer over til dig lige med det samme, du må for alt i verden ikke være alene i lejliheden" Justin glæde var blevet ærstattet med sørmodighed og bekrymring. "Justin nej, jeg vil ikke have du kommer her over" jeg snøftede og samlede alle mine kræfter for at være stærk. Justin skulle ikke bare droppe hans liv for at være sammen med mig, det gik ikke. "Jo, min bedste veninde har brug for mig" han smed røret på inden jeg nåde at svarer og jeg vidste der ikke var noget at gøre, han ville være i London imorgen. Jeg rullede et par numre ned og fandt Lillys. Lige over stod Zayn under navnet min højt elskede kæreste. Han havde selv døbt sig det for nogle måneder siden. Jeg ændrede navnet til Zayn Malik. Koldt og ude følser, det røg ned i bunden af min telefonbog, jeg ville ikkem møde hans navn lige forløbig. "Det Lilly" Lillys stemme fyldte mine øre. "Lil, det Steph, Zayn har slået op, han sagde jeg betød for meget" jeg snøftede. "Steph! Er du okay?" hendes bekyring samlede sig. "Næsten" jeg kiggede ud over hustagene. "Tag over til Niall, han kan gøre dig glad" hendes stemme lød bbestemt. "Du har ret" jeg snøftede igen og lagde på. Jeg smuttede ned i gangen og ringede til Niall. "Niall jeg har brug for at snakke, jeg er ved dig om 10 minutter er det okay?" jeg håbede inderligt han sagde ja. "Selvfølgelig Stephi, tag noget pizza med" han grinede og lagde på. Jeg gik langsomt neden under og håbede ikke Zayn var der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...