Holocaust

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2012
  • Opdateret: 12 maj 2012
  • Status: Færdig
En novelle om holocaust (1933-50) som jeg afleverede som opgave i historie. :-)

36Likes
7Kommentarer
1590Visninger

1. Holocaust

 

(1933 - 1934)

 

Da far kommer hjem, ser han underligt sørgmodig ud. Jeg forsætter med at lave mine lektier og venter på, at far fortæller hvad der er sket. ”Sarah og Peter!” Kalder min mor og jeg rejser mig hurtigt, og smutter ud i køkkenet til mor og far. Mor græder. Tårerne triller langsomt og smertefuldt ned ad hendes kinder. ”De har lukket min butik” siger far og ser ned i gulvet. ”Det kan de da ikke!” Raser jeg og stamper i gulvet. Jeg ved, at nazisterne også har brændt alle de bøger, min mor har fået udgivet. Og nu har far mistet sin butik! ”Hvordan skal vi så overleve?” Spørger min bror Peter, og mor hulker endnu højere. ”Vi har jo vores rationeringskort..” mumler far og tårerne stiger op i mine øjne. Det svier. Min veninde Anneli og hendes familie lever af rationeringskort. Det lyder ikke særlig sjovt, efter hendes beskrivelse af deres mad. Men vi skal da nok klare den. Under aftensmaden, informerer far os om Hitler. Han har udnævnt sig selv til rigskansler og fører, fordi Paul von Hindenburg er død. Det er jeg faktisk ked af at høre.. Det er vidst Hitlers skyld, at så mange jøder er blevet arbejdsløse. Blandt andet mine forældre.

 

(1935)

 

Da jeg cykler hjem fra skole, bliver en avissælgende mand pågrebet af nogle soldater. Han råber og skriger og river sine aviser til sig. ”De må ikke sælge disse aviser, Herre” siger den ene af soldaterne. Han har et uhyggeligt hagekors på sin uniform. Manden løber sin vej med aviserne, og soldaten trækker sin pistol. Jeg stopper cyklen, og holder mig for ørerne. Rædselsslagen kniber jeg øjnene hårdt sammen. De må ikke. De må ikke skyde ham. Skud. Skuddet runger længe inden i mig. Dybt og indtrængende. Jeg tør ikke kigge tilbage, og cykler derfor hurtigt hjem. Grædende kaster jeg mig i min mors arme, da jeg kommer ind ad døren. ”Jeg hader nazisterne” græder jeg. Langsomt forklarer jeg min mor, hvad der skete ude på gaden. Hun ryster på hovedet. Vi kigger begge straks op på far, da han kommer ind ad døren med Peter, min lillebror. ”Vi har ikke længere noget statsborgerskab” siger far og mor ser med åben mund på ham. ”Alle jøder bliver nu betegnet som andenrangsborgere” afslutter far og sætter sig tungt i stolen.

 

(1936)

 

Mor og jeg træder ind i venteværelset i lægehuset og bliver mødt af en masse forvirrede mennesker. Vi maser os op til skranken og spørger assistenten om vores tid. ”Har I ikke hørt det?” Spørger hun og ser underligt på os. ”Hørt hvad?” Spørger mor og assistenten ryster på hovedet. ”Alle jødiske læger er holdt op med at praktisere” siger hun og mor og jeg kigger på hinanden. Det bliver da værre og værre! Da mor og jeg går ud af lægehuset, spørger jeg hende fortvivlet: ”Hvad med min fod, mor?”, ”den må vi bede Elise om at se på” sukker mor og jeg trækker på skulderen. I skolen i dag skubbede en ikke-jødisk dreng til mig, så jeg faldt. Nu kan jeg knapt gå på min fod. Og jeg bryder mig ikke særlig godt om Elise.. hun faktisk også kun sygeplejerske. Men hun er bedre end ingenting. Lige så snart mor og jeg er kommet hjem går vi ind til naboerne. Elise og Frank. I mens at Elise undersøger min fod, fortæller Frank os noget chokerende. Normalt ville voksne ikke fortælle sådan noget, når der var et barn til stede. Men Frank er anderledes… Han behandler børn og teenagere, som rigtige mennesker. ”De har åbnet en udryddelseslejr i Oranienburg” siger Frank og mor ser forfærdet på ham. ”Det er kun 35 km herfra!” Siger mor og jeg måber. Det var dog en væmmelig idé, at opføre en udryddelseslejr. Far fortalte mig om dem forleden dag. Vi jøder har jo ikke gjort noget forkert… Eller har vi?

 

(1937)

 

Måske er det bare indbildning. Eller så er det rigtigt. Jeg lægger øret helt ind til hoveddøren og lytter. Den er skam god nok, tænker jeg forfærdet. Soldaternes trampen på gangen, og Elises skrig. Far havde forberedt mig på, at de ville komme og hente dem. Hvorfor ved jeg ikke. Mest af alt forstår jeg ikke, hvorfor de ikke er gået under jorden. Der er to fra min egen klasse, der er forsvundet sporløst med deres familier. Alle ved at de er gået under jorden i frygt for nazisterne, men ingen snakker om det. Koncentrationslejren Buchenwald er blevet åbnet.. vi har længe hørt om, at de havde sat en masse fanger til at bygge den. Og nu er den blevet åbnet, hvilket vil sige at flere og flere jøder forsvinder. Vi mangler oftere og oftere jødiske lærere i skolen, flere og flere af vores bekendte er væk og nu vores elskelige naboer. Vi sagde farvel til dem i går aftes. Det var en meget rørende afsked.. Elise sagde, at jeg var den mest søde pige, hun nogensinde havde mødt. At jeg var smuk og klog, og jeg skulle passe på mig selv. Så det vil jeg gøre. En tåre triller stille ned ad kinden på mig.

 

(1938)

 

I dag kom far hjem med nogle underlige identitetskort. Dem skal vi altid have på os, efter årsskiftet. Jeg går ikke længere i skole. Jeg skulle have gået i gymnasiet dette år, men alle jøder er blevet forvist fra skolerne. Der blev sat sedler op over det hele med teksten: ”Ingen adgang for Jøder.” Der stod en masse soldater ude foran gymnasiet og Peter sagde, at der også stod en masse soldater ude foran hans skole. Det skræmmer og gør mig vred, at de sådan forbyder os at gå i skole. Hvad skal der så blive af os? Nu går vi bare herhjemme. Nogle gange spiller jeg kort med Peter. Jeg tror aldrig, at jeg har læst så mange bøger før. Mor render også bare rundt og tripper herhjemme. Far er næsten altid ude. Han får ulovlige jødiske aviser til os, og skaffer sig en masse info. Han vil vide, hvornår det er vores tur, til at blive hentet i udryddelseslejrene. Det er ikke sikkert, at vi overhovedet skal det. Men far vil helst være på den sikre side. Vores vejnavn er også blevet ændret. Hvorfor ved jeg ikke… Jeg har lidt på fornemmelsen, at det ikke må hedde noget jødisk. Jeg raser indvendigt. Det kan de bare ikke tillade sig, de dumme nazister! For en uges tid siden, blev et jødisk kvarter i nærheden hærget. Alt blev smadret, og alle jøderne blev taget til fange. Jeg bliver mere og mere bange for, at det skal ske for os.

 

(1939)

 

Hitlers stemme er dyb og skræmmende. Jeg hader at lytte med i radioen, når han holder tale. I dag er det i Rigsdagen. Han truer os jøder. Hvis der kommer krig, så vil det betyde udslettelsen af alle Europas jøder. Far ser bekymret ud. Mor og jeg græder. Peter sidder bare og stirrer. Månederne går, og bekymringerne og angsten bliver større og større hos os alle. Vi får tit besøg af fars tidligere kollegaer. De kommer for at få info. Far render stadig rundt i byen, helt til klokken 20.00. Han ville være ude i længere tid, hvis det ikke var fordi vi jøder havde fået forbud imod det. Om sommeren må vi være en time længere ude. Ikke at det gør den store forskel. Det bliver også snart forbudt for jøder at eje en radio. Men jeg er sikker på, at far finder på noget. Det gør han jo altid.

 

(1940)

 

Dagene føles så lange, men alligevel går månederne så hurtigt. Jeg kan slet ikke tro, at jeg skal fejre min 21-års fødselsdag i dag. Mor har lavet en lagkage. Den er yderst ynkelig at se på, men uden lagkagebunde og det der skal til, er det svært at lave en pæn lagkage. Jeg har fået en halskæde af mor og far, som de har arvet fra farmor. Den har en lang sølvkæde, med et stort hjertevedhæng. Hjertet er dekoreret med et lille guldhjerte skraveret ind i. Bag på sølvhjertet er farfars navn, Reinhard, skraveret. ”Så har jeg ham altid med på min vej” sagde hun altid og kyssede halskæden. For ikke så lang tid siden, gik hun bort. Farfar blev skudt af nazisterne, og så ville farmor ikke leve mere. Hun hang sig selv, og hendes naboer fandt hende, da de ikke havde set hende længe. Vi sørgede længe, men jeg bliver både vred og ked af det, når jeg tænker på dem. Det er så uretfærdigt det hele… Da det blev ulovligt for jøder at have en radio, fandt far et perfekt sted i gulvet, til at gemme radioen. Så vipper vi gulvbrættet op, når vi vil høre radio. I går hørte vi, at Tyskland har invaderet Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig. Og for 2 måneder siden, besatte Tyskland Danmark og det sydlige Norge. Jeg er bange for, at hvis dette bliver ved.. Så kommer alle lande under nazistisk styre, og alle jøder vil blive udryddet. Tanken slår ned i mig som et lyn. Jeg får gåsehud på armene, og glemmer helt at se glad ud. Mor ser bekymret på mig og tilbyder mig et stykke, af den ynkelige kage. Vi spiser alle fire i tavshed, før mor foreslår at vi beder en bøn. ”Det er jo så længe siden, at vi har bedt sammen” siger hun og vi hopper alle med på den. Vi beder en lang bøn til Gud. Før krigen bedte vi 3 bønner om dagen. Vi holdte også Bat Mitzvah for mig. Jeg har ikke hørt noget om, at nogle har holdt sådan én fest efter krigen begyndte. Så har det i hvert fald været i stilheden. Da vi hører en masse brag, ved vi godt hvad vi skal. Vi farer alle ned i beskyttelsesrummet, sammen med alle andre i vores kvarter. Vi er næsten alle jøder, og jeg har mødt mange af dem hernede før. Jeg hader når de smider bomber over byen.

 

(1941-1942)

 

Vi er flyttet. Nazisterne ville komme og hente os, så vi er flyttet lidt væk fra Berlin. Far havde en tidligere kollega, som godt kunne have os boende. Jeg har aldrig prøvet noget så uhyggeligt og angstfuldt, som at skulle snige sig ud af sin lejlighed. Jeg havde en lille taske med. Der lå mine vigtigste ting i, og så havde jeg ufattelig meget tøj på. Det måtte jo ikke se mistænkeligt ud, når vi sådan skulle flytte. Konstant hører vi om, hvordan jøder bliver massakreret og udslettet. Men det trøster mig dog lidt, at Adalbrecht går og bager lidt på mig. Han er Hr. og Fru. Reins søn, som vi bor hos. Han er 23 år, og han er rigtig klog. Mine forældre kan vældig godt lide ham, og kan ikke se nogen hindring for, at han og jeg skulle giftes. Giftes!! Jeg måbede, da de sagde det. Der er da ikke rigtigt noget at fejre, i denne tid. Så sent som i dag, fik vi at vide, at der er begyndt udryddelse i dødslejren Sobibor

(1943)

 

Adalbrecht og jeg skal giftes! Far har fået en præst til at komme i morgen, og så sker det! I en alder af 23, skal jeg giftes! Selvom det bare er vores familier der skal fejre os, glæder jeg mig alligevel! Og vi har hørt, at der er begyndt en masse oprør! Både i de ghettoer der er muret inde og i dødslejre. Vi er stadig ikke blevet fundet af nazisterne, hvilket egentligt er lidt utroligt. Det er ikke særlig langt fra Berlin vi bor. Men det er kun Reins familien der går ud, ikke os. Det ville være uforsvarligt. Jeg går ind i stuen til mor og tager i mod den kop erstatnings kaffe, hun rækker mig. Det skal nok blive en god dag i morgen!

 

(1944)

 

Toget bumler og larmer. Vi sidder tæt presset sammen, på et koldt trægulv i en lastvogn. Adalbrecht sidder tæt ind til mig og holder min hånd. Mor holder min anden hånd. Der sidder en masse jøder omkring os. Far og Peter sidder lige ved siden af os. Nogle græder, andre stirrer tomt frem for sig. Vi ved alle, at vi skal til en koncentrationslejr. Om det er en dødslejr, ved vi ikke. Vi håber selvfølgelig alle på, at det er en arbejdslejr. Lige før vi blev anholdt, hørte vi at russerne fik befriet dødslejren Majdanek. Det er det eneste positive, der er sket længe. Der er heldigvis næsten ingen børn i vognen. Der er en mor med sin grædende datter, og så er der det ufødte barn i min mave.

 

(1945)

 

Vi græder. Længe, dybt og indtrængende. Jeg har det som om, at hele min verden er brast sammen. Mere end den var i forvejen. De tog barnet, ligeså snart jeg havde født det. Om det var en dreng eller pige, det ved jeg ikke. Jeg skreg. Jeg skreg efter dem, at de ikke måtte tage det. At babyen var min. Jeg blev sparket i hovedet og fik at vide, at jeg bare skulle holde min kæft. Jeg tror, de har slået det ihjel. Det skærer i hjertet. Og i kroppen. Jeg er så sulten, at det gør ondt. I hele kroppen. Selv mine fingerspidser, er sultne. Far er død. Peter er død. Hr. og Fru. Reins er døde. Det er kun mor, Adalbrecht og jeg som stadig lever. Og vi lever i en ussel koncentrationslejr, i en af de mest beskidte barakker. Sachsenhausen hedder den vidst. Far gav det meste af sit brød til mig. Til babyen, som jeg ikke måtte beholde. I dag fik vi at vide, at Hitler har begået selvmord. Jeg følte et kort sus af glæde. Det betyder vel, at krigen snart er slut. Og der går rygter om, at Japan snart overgiver sig. Så slutter krigen.

 

(1946)

 

2. verdenskrig er slut. Helt slut. Det har den været i nogle måneder.. vi er bare først kommet hjem nu. Hjem til stumperne af det, der var engang. Til et bombet Berlin. Vi gik hele vejen hjem til Adalbrechts gamle hus. Det er stadig helt. På vejen derhen, stoppede vi rigtig, rigtig mange gange. Vi har været et sted i en måneds tid, hvor vi har sovet og spist mad, med tusinder af andre mennesker. Da vores navne var blevet skrevet op, og da vi var tjekket for sygdom, og da vi havde nok kræfter, kunne vi gå. Så nu står vi inde i Adalbrechts gamle hus. Mor bryder grædende sammen, da hun ser Peters gamle sweater ligge på den slidte sofa. Efter at have set tingene lidt an, går vi i seng. Jeg ved ikke hvor længe vi sover, men da vi vågner, er solen ved at gå ned. Adalbrecht og jeg stiller os ved vinduet og kigger ud. Halve huse. Huse der er jævnet med jorden. Alt er ødelagt. Mursten, møbler, ting, sten – alt muligt ligger og flyder på det, der en gang var en vej. Det eneste fuldendte og meningsfyldte der er at kigge på, er den smukke solnedgang. Det kan ingen ødelægge. Atombomber eller pistoler, intet vil nogensinde kunne destruere det. Jeg lægger mit hoved på hans skulder, og ser på de røde, gule og lilla farver. Nu skal alt nok blive godt igen.

 

(1947)

 

Vi har i dag hørt, at en masse af Hitlers folk er blevet dømt ved en domstol. Mange til døden, og rigtig mange til livstid i et fængsel. Det gør mig da lidt glad. Allerede nu, er mange huse bygget op igen. Veje er blevet repareret, og der flyder ikke længere med murbrokker og møbler på gaderne. Mor er blevet lidt gladere. Hun savner far og Peter vildt meget, men hun klarer den nok.

 

(1948-1950)

 

Mor har fået arbejde! Hun er blevet serviceassistent i et lægehus, hvor jødiske læger igen praktiserer! Jeg kunne næsten ikke blive mere glad, end da mor kom hjem og fortalte det. Adalbrecht har fået et job på et avis-bureau som artikel-skriver, og det kunne bare ikke blive mere perfekt! I morgen skal jeg til vores jødiske læge, og blive undersøgt. Jeg er ikke sikker, men jeg har en rimelig stærk fornemmelse af, at jeg er gravid! Og Adalbrecht og jeg har set på en lille lejlighed, midt inde i Berlin. Jeg tror også, at mor har godt af at få noget tid for sig selv. Så kan hun igen begynde at skrive bøger. Men ind til videre, så vil vi blive boende hos mor. Så kunne vi måske også hjælpe hende med at finde en ny mand. Jeg tager Adalbrechts hånd og klemmer den, og ser på min mor der sidder inde i stuen. Alt er blevet godt igen.

 

       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...