Stole my heart - One Direction 2

Så er 2' ern her. Et år efter Kaitlin valgte, at glemme alt om Niall har hun et fantastisk liv. Hun har kæreste, hun er igang med, at uddande sig, men der er noget der irritere hende ektremt meget. Hun bliver ved med, at få blomster og en masse andre ting af en som gerne vil huskes. Promblemet er, at Kaitlin har glemt alt om den her dreng. Mrs. Tomlinson skriver stadig som Kaitlin og Regine skriver stadig som Niall.

14Likes
17Kommentarer
2539Visninger
AA

5. Nialls synsvinkel

Jeg strøg nervøst hånden gennem håret og strammede derefter bæltet. Trøjen var jeg stadig lidt usikker på, lige nu stod det mellem to trøjer, som var vidt forskellige. Jeg skyndte mig ud i gangen, hvor jeg fik øje på Louis - nej, det var ikke ham, jeg skulle spørge. Hans stil var meget anerledes end min, derfor ville han sikkert vælge noget forkert. Mine ben bevægede sig hurtigt hen imod Liams prøverum, hvor jeg flåede døren op. Liam stod i kun underbukser, i færd med at tage bukser på, men jeg styrtede ind alligevel, det her var jeg van til.

"Okay Liam", sagde jeg, mens jeg holdt de to trøjer oppe, "Hvilken en af dem her?". Liam så kritisk på de to trøjer og endte med at tage dem begge to ud af hænderne på mig. "Ingen af dem, tag denne her i stedet", sagde han og kastede en trøje hen til mig. Nu var det min tur til at se kritisk på den, så vidt jeg huskede, havde Liam kun haft den på derhjemme, ikke på scenen eller til et interview. "Godkendt", sagde jeg smilende. Liam smilte hurtigt tilbage og fortsatte så med at fumle lidt med bukserne, som efterhånden var taget på.

Endnu engang måtte jeg løbe ud på gangen og det var faktisk først nu, jeg kom i tanke om, at jeg faktisk løb i bar mave. Jeg skyndte mig at stoppe, tage trøjen på og løbe videre. Min mave var langt fra ligeså flot som Liams, så jeg foretræk at holde den for mig selv.

Jeg tjekkede for 27. gang mit hår i spejlet og lige som de andre 26 gange, sad det stadig pænt. Mine håndflader var begyndt at svede, ret underligt, vi skulle jo bare optræde i Tivoli. Lille, sølle tivoli. Okay, måske var det ikke helt sølle, men i forhold til alle de andre steder, vi efterhånden havde optrådt, var det altså ret sølle. Men alligevel, var jeg nervøs, faktisk mere nervøs end jeg plejede. Det mest irreterende var dog, at jeg ikke vidste hvorfor, der var jo intet at være nervøs for. Vi havde sunget sangene hundrede gange før, dansetrinene var øvede langtid i forvejen og outfittet var blevet godkendt adskillige gange.

Liam kom trippende hen til mig, han så også lidt nervøs ud, men ikke mere end han plejede. Lidt efter kom Zayn gående, med sin sædvanlige seje attitude, igen lagde jeg mærke til nervøsiten bag det hele. Hvorfor var vi alle sammen så nervøse, eller var det bare mig, der var begyndt at ligge mærke til det? Det skulle undre mig, hvis det var første gang vi var nervøse, for vi skulle på scenen. Og havde Harry ikke engang udtalt sig til et blad, at han altid var nervøs før han skulle på, ligemeget hvormange gange han før havde prøvet det?

"Hele vejen fra England... ONE DIRECTION", lød en stemme og i samme øjeblik begyndte vi at gå ind. Jeg var den sidste og dermed den mest nervøse, tror jeg da. Udenfor blev vi mødt af et brag af skrig, farver og blitz. Jeg smilte stort, mest til ære for fansene. Og de godtog det med en masse skrig og endnu mere blitz. Liam råbte en hilsen og de svarede skrigende, jeg hørte ikke rigtigt efter, ventede bare på de indledende toner til vores første sang.

Lidt efter begyndte tonerne til 'One thing' at komme, jeg sang med, dansede og smilte ud til publikum. Jeg så ud på publikummet, som en rigtig sanger gjorde, men jeg så dem ikke. Der kunne være tomt, jeg ville ikke opdage det, mine tanker var et andet sted. Jeg tænkte på blomsterne, om de mon var noget frem og om drengene nogensinde ville opdage det. Det ville de sikkert ikke, f.eks. foregav jeg, at det kun var sangen 'I wish', der var blevet skrevet pågrund af hende. Men det var også pågrund af hende 'More than this' var blevet skrevet, hver gang vi sang den, sang jeg om hende, de sang om hende.

De vidste det bare ikke...

I det samme begyndte akkorderne til 'More than this' at komme ud af højtalerne, jeg rystede tankerne ud af hovedet og gjorde klar til at danse med. Denne gang kiggede jeg rigtigt ud på publikum, de stod også og sang med, uvidende om hvad denne sang egentligt handlede om. Pludselig så jeg en velkendt pige blandt publikum, var det... hende? Jeg modtog et lille puf fra Louis, jeg rystede forvirret hovedet og blev klar over, at det var nu jeg skulle synge. Min mund åbnede sig og sang, men denne gang sang jeg ikke for publikum, jeg sang for hende;

If I'm louder, would you see me?

Would you lay down, in my arms and rescue me?

Cos' we are the same.

You save me, but when you leave, its gone again.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...