Stole my heart - One Direction 2

Så er 2' ern her. Et år efter Kaitlin valgte, at glemme alt om Niall har hun et fantastisk liv. Hun har kæreste, hun er igang med, at uddande sig, men der er noget der irritere hende ektremt meget. Hun bliver ved med, at få blomster og en masse andre ting af en som gerne vil huskes. Promblemet er, at Kaitlin har glemt alt om den her dreng. Mrs. Tomlinson skriver stadig som Kaitlin og Regine skriver stadig som Niall.

14Likes
18Kommentarer
2475Visninger
AA

6. Kaitlins synsvinkel

 

Vi fandt en parkerings plads og jeg så hvor mange piger der kom. Virkelig mange. Nogle havde noget på kinderne og andre gik med bannere. Jeg kunne ikke se hvad der stod, men jeg kunne vel gætte, at der kom en eller anden kendt. ”Far? Ved du hvilken kendt der kommer ind i tivoli?” Jennifer viftede med armene. Jeg kiggede i retningen af dem, men der var kun synet af piger. ”Ja det er piger Jennifer. Flot.” Jeg rullede lidt med øjnene og ventede et svar fra far. ”Øhm... Ja jeg mener jeg så, at nogle der hedder One Direction skulle komme og spille her klokken 5. Skal vi se dem?” Hvor havde jeg hørt det før. Sikket fra radioen, men jeg husker ikke nogle sange eller noget. De er sikkert nogle ukendte mennesker.

”Skal vi ikke bare gå der over nu?” Klokken var omkring de 4 stykker og der var en time til de drenge skulle optræde. Der var bare piger over alt med deres navne på kinderne og gik og sang. Sikkert nogle af deres sange. ”Ja lad os bare gøre det.” Far og Jennifer var gået videre og skulle prøve flere børneforlystelser. Far mente at det ikke var godt for Jennifer, at hun var blandt så mange mennesker så Hellen og mig tog derhen sammen. ”Det skal nok blive fedt. Det kan være du kan få en autograf hvis de giver det.” Hellen puffede til mig. ”Det er fint nok uden. Jeg overlever.”

”You dont know you are beautiful. That’s what makes you beautiful.” Blev der sunget igen.. Og igen.. Og igen. Om og om, igen og igen.

”Tivoli! Giv den op for... ONE DIRECTION!” Der blev skreget så meget. Hvorfor kunne de ikke holde deres kæft. Fem drenge gik ud på scenen. Jeg kunne næsten ikke se noget, men heldigvis var der en stor skærm. Efter nogle sange fik jeg øjenkontakt med en af dem. Ham den blonde. Det føltes mærkeligt. Som en knude i maven. ”Hellen jeg har det ikke godt.” Hun kunne tydeligvis ikke høre mig. Den blonde begyndte, at synge. Jeg brød sammen. Han var ikke bare en blond dreng der var med i et band.. Han var den person der ville huskes. Jeg begyndte at græde imens jeg så Niall i øjnene. Ja Niall. Niall som var min bedste ven igennem 17 år. De 17 gule tulipaner stod for hvor mange år vi havde kendt hinanden. Det var et år siden jeg valgte, at glemme ham og glemme alt om One Direction. Min mor lovede mig ikke, at tale om dem og hun gav mig hendes ord.

Det hele kørte rundt i hovedet på mig. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget som helst. Og slet ikke de skrigende piger eller musikken for den sags skyld. Jeg stod egentlig bare og kiggede ind i Nialls øjne. De flotte, flotte øjne. Han var da også virkelig flot i den bluse og det hår. Hvorfor? Hvorfor tog jeg i tivoli? Jeg ville bare gerne glemme ham. Efter alt der var sket ville jeg glemme ham og han skulle ikke tænke på mig. Jeg husker kysset. Det dejlige og lettende kys da jeg sagde farvel med tårer i øjnene i London lufthavn for et år siden.

Koncerten var færdig og jeg ville bare gerne væk. Måske ville Niall ikke tænke på mig eller prøve, at finde mig. ”Kaitlin? Kaitlin Collins?” Pokkers. Jeg vendte mig om mod scenen og så Niall stå der. Alle andre kiggede også op på ham. Han pegede på mig og med et var der en ”sti” op til scenen. Pokkers. Jeg gik med svedige håndflader der op og meget langsomt. Jeg kiggede tilbage på Hellen. Hun så bare glad ud og gjorde noget med hænderne som nok skulle betyde, at jeg bare skulle gå derop. Jeg så Niall dybt i øjnene. Han var lykkelig. Jeg fik en hånd til, at gå op på scenen til Niall. Niall tog min hånd og så endnu mere lykkelig ud.

”Endelig. Endelig husker du mig. Jeg har ventet i et år på det her. Du er lige så smuk som jeg sidst huskede dig. Jeg gav aldrig op og se her. Jeg fandt dig og du fandt mig. Jeg elsker dig og det vil jeg altid gøre. Lige meget om du går fra mig, eller om du slå mig eller andet. Du er min drøm og det har du været i 4 år. Jeg har været forelsket i dig i 4 år. Jeg elsker dig Kaitlin Collins. I love you.” Jeg stod lamslået. Det var præcist det som han sagde i min drøm Jeg kiggede ud mod publikum og de stirrede. ”Jeg…” Jeg rystede på hovedet og løb ud back stage. Det var det der var tættest på. Jeg løb hulkende efter et toilet. På vejen prøve de andre drenge, at stoppe mig og i hælende på mig var Niall. ”Kati! Kaitlin stop.” Endelig toilettet. Jeg løb derind og ind på en af toiletterne.  Jeg kunne høre at døren åbnede sig. ”Kaitlin? Sig noget. Sig noget til mig så jeg ved det er dig.”

”Jeg ville glemme det hele. Det havde jeg gjort indtil nu. Du lovede, at glemme alt om mig. Jeg sagde farvel. Sådan rigtigt farvel.  Og så holder du ikke dit ord. Jeg ødelagde alt. Jeg kyssede med Louis og jeg ødelagde alt mellem os. De to bedstevenner kunne blive uvenner.. Ihh ja. Jeg kan det bare ikke. Jeg vil ikke ødelægge mere end det jeg allerede har gjort. Du fortjener bedre end mig.” Der var én stor pinlig tavshed. ”Men Kaitlin. Jeg elsker dig jo. Du er den jeg har ventet på og du havde bare dine ting. Og det er også helt okay. Der er ikke noget der kan ændre på det. Kom nu ud så jeg kan se dig rigtigt. Jeg har savnet dig sådan.” Min mobil vibrerede i min lomme. ”Hallo?” Det var Jonny. ”Nej. Jeg ved ikke. Jeg elsker dig jo, men jeg kan bare ikke det med, at du hader din mor. Der er noget jeg ikke har fortalt dig. Jeg elsker min mor og jeg vil ikke lade som om mere, at jeg ikke kan lide hende mere. Du er fantastisk, men nogle gange kan du også bare være virkelig en idiot. Du opfører dig bare så idiotisk ret mange gange og det var det, der brændte af der. Jeg er villig til, at prøve en gang til, men så skal du acceptere mig som jeg er og leve med, at jeg elsker min mor. Møs.” Jeg lagde på og ventede på Niall ville sige et eller andet. ”Øh.. Jeg hader altså ikke min mor. Men du elsker mig. Kaitlin du elsker mig. Kom ud til mig. Jeg er mere end klar til, at prøve igen. Jeg accepterer dig Kaitlin. Det har jeg altid gjort. Møs til dig også.” Shit. Han havde troet, at jeg havde talt til ham, men virkeligt havde jeg jo talt til Jonny. Jeg var faktisk kommet sammen med ham igen. Hvad skulle jeg sige til Niall?

”Er der andre derude?” Jeg var klar til, at møde ham rigtigt, ansigt til ansigt. ”Nej. Du kan bare komme ud.” Jeg tørrede lige alle tårerne væk og fandt lige et spejl frem fra min taske. Jeg så fin nok ud. Jeg åbnede døren og så Niall. Gud hvor var han smuk. Han er godt nok blevet smukkere end sidst jeg så ham. Han er lige til, at kysse. Med ét gik han frem og vores læber mødtes. Det føltes helt rigtigt. Fantastisk faktisk. Men der var også noget helt forkert i det. Jeg var faktisk utro. ”Nej.. Niall det går ikke.” Jeg gik et skridt tilbage og så Nialls triste ansigt. ”Det er sådan, at jeg faktisk.. Har en kæreste. Det var ham jeg snakkede med lige før. Han ringede til mig.” Han rystede på hovedet og jeg kunne se, at han begyndte, at græde. ”Jeg vidste det. Jeg vidste bare du havde en anden! Nu føler jeg mig jo bare som en idiot.” Han vendte sig om og gik mod døren. ”Niall vent!” Jeg tog fat i hans skulder og vendte ham om. Vores læber mødtes igen, men denne gang vildere. Vi røg faktisk ud mod gangen. Da det var en skubbedør og vi bævede os meget. En masse kameraer modtog os hvis man kan kalde det sådan. Jeg skyndte mig, at gå et skridt tilbage og løbe væk. Jeg havde gjort noget lort. ”Kaitlin? Hvordan er det, at have Niall tilbage? Og hvordan er det, at kysse ham?” Alle spurgte mig. Alle paparazzierne. Lort, lort, lort.. Det var det eneste jeg kunne tænke.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...