Spring in Seoul

Lea er dansker, studerende i London. Henry er canadier og musiker i Super Junior-M.

Lea er rolig, genert og alene. Henry er udadvendt, sprudlende og aldrig alene.

Lea er violinist. Henry er violinist.

A/N:

Goddag. :)
Denne movella er lavet over et plot min veninde lod mig omskrive. Derfor bør ingen credits gå til mig mht. det.
Den er skrevet fra hhv. Lea's synsvinkel og Henry's synsvinkel. Hvert kapitel vil have navn efter den synsvinkel den er skrevet ud fra. Vær opmærksom på at nogle kapitler tidsmæssigt vil foregå samtidig.

XOXO MissVendetta

5Likes
5Kommentarer
1304Visninger
AA

5. Lea

Lea

 

Hun lukkede øjnene og så noderne danse for sit indre blik. Der var en vis ro over hende, men der var alligevel noget sært foruroligende som kun ventede på at advare hende, mod en fare hun ikke selv kendte. Til sidst blev den foruroligende følelse så stærk at hun gispende måtte slå øjnene op. Hun sad i et øvelokale i National University of Seouls musikcampus. Hendes violin lå på det store flygel. Der stod et flygel i hvert eneste øvelokale. Men Lea havde ikke rigtig kunne få en tone ud over strengene her til morges. Aftenen før havde hun siddet i en park. Først havde hun bare spillet hvad der var kommet til hende og overraskende nok havde det været noget helt nyt, noget som hun aldrig havde spillet før. Da hun så havde lavet en fejl var hun blevet så skuffet over sig selv at hun bare automatisk var slået over på Ave Maria. Den havde hun spillet så mange gange at hun kunne den i søvne. Hun sukkede og besluttede sig for at tjekke sin e-mail. Hun vidste godt at de egentlig ikke måtte bruge deres computere i øvelokalerne, men når nu hun alligevel ikke kunne spille, kunne hun jo ligeså godt bruge tiden på noget mere fornuftigt. Hun tændte for computeren og hørte dens summen. Lea lod den starte op på flyglet og gik så på internettet for at tjekke sin e-mail. Spam-mails. Masser af spam-mails. Hun sukkede. Det var så typisk. Med et faldt hendes blik på en anderledes-udseende e-mail. Mia! Hun smilede stort da hun så e-mailen og åbnede den på. Formelle ting først. Hvordan går det? Har du det godt? Er du glad? Det var de typiske spørgsmål – dem Mia altid startede en samtale med. Da hun læste videre kom hun til at grine. Alt det formelle var lagt til side og ordene der dansede i e-mailen beskrev ting og steder Lea måtte se når nu hun var derovre. Nederst i bunden, under alle afslutningerne, stod der en ps. ”Lea, Yesungs forældre har en restaurant – du er nødt til at besøge den. Og seriøst, du må ikke skuffe mig!” Lea smilede for sig selv. Det betød virkelig meget for Mia, så selvfølgelig måtte hun besøge den restaurant. Tage nogle billeder og sende til hende. Lea begyndte at pakke computeren og violinen sammen. Da hun trådte ud af lokalet mødte hun et par medstuderende. Hun snakkede ikke rigtig med nogen på skolen. Selvom hun kunne en lille smule koreansk havde det ikke været nok til at finde venner. Hendes far havde også advaret hende dengang hun var taget til London. Musikere havde sjældent venner. Det var en trist konklusion, det vidste hun godt. Men sandt var det alligevel. I hvert fald klassiske musikere som hende. Hun åbnede e-mailen på sin iPhone og læste adressen igen. Gad vide hvor den lå henne? Hun slog den op på Google Maps. I øjemål så det ikke ud til at ligge langt fra hvor hun stod nu. Derfor besluttede hun sig for at gå. Hendes mave begyndte at knurre i samme øjeblik hun tog et skridt. Hun grinede indvendigt af sig selv. Måske var det et meget godt tidspunkt at gå ned for at spise. Hun havde trods alt ikke spist særlig meget i løbet af dagen og da det kun var eftermiddag var der sikkert masser af plads. Hun tog violinen og sin taske og begav sig så af sted. Da hun 20 minutter senere stod foran en dør skævede hun ned til sin iPhone. Kunne det virkelig være her? Der så ikke nær så fint ud som hun havde regnet med. Alligevel var det vidst ikke en billig restaurant, konkluderede hun menu-kortet som hang udenfor. Så lagde hun telefonen i lommen og gik ind. En ung fyr hilste på hende og bad hende følge med så hun kunne få et bord. Så meget havde hun dog styr på koreansk til at forstå. Hun fik et bord allerbagerst i lokalet. Da de servede hendes mad sad hun med hovedet dybt begravet i et par nodepapirer. Hun vidste faktisk ikke hvorfor hun overhovedet forsøgte at skrive sin egen komposition, for hun havde aldrig været god til den slags. Men der var bare et eller andet denne eftermiddag der var anderledes. Og nu skulle det prøves af. Hun vidste jo at ingen nogensinde ville komme til at læse noderne eller høre hende spille netop denne melodi. Derfor var der også endnu flere grunde til bare at fortsætte med at skrive. Hun smagte på maden, netop som endnu en ung medarbejder kom ud og om til hende for at tørre de resterende borde af. Hun var så dybt begravet at hun fik et chok da han pludselig talte til hende. ”Det ville være bedre med et højt C der..” Hun kiggede op og mødte hans mørke øjne. ”Et... højt C?” Han nikkede til hendes spørgsmål. ”Ja. For du skriver vel til violinen, gør du ikke?” Hans øjne så ned på violinkassen. Hun nikkede igen. ”Jo, hvordan vidste du det?” Han smilede til hende. ”Jeg kunne genkende instrumentkassen..” Lea gengældte hans smil. ”Men du mener altså at et højt C ville være bedre der?” Han nikkede bestemt. ”Hvis jeg må låne violinen, skal jeg illustrere hvad jeg mener.” Hun kløede sig i håret og trak violinen op på skødet. Hun var ikke specielt glad for at låne den ud. Uden den var hun helt alene her i Seoul. Han smilede stort til hende. ”Jeg ødelægger den ikke og jeg stjæler den heller ikke.” Hun begyndte at pakke den ud og kunne samtidig ikke lade være med at hade sig selv indvendigt. Hun gav en fremmed lov til at spille på violinen. Det kunne hun aldrig nogensinde tilgive sig selv. Han tog den forsigtigt da hun rakte den frem til ham. Han smilede igen og lagde den til skulderen. Så pegede han ned på et stykke i hendes nodepapirer. ”Se, det her er det du allerede har skrevet, ikke? Det lyder sådan her.” Uden så meget som at lave en eneste fejl spillede han stykket igennem. Hun måbede en lille smule. Han var dygtig. Han var rigtig dygtig. Ellers havde han ikke kunne spille det når nu han kun havde kigget på det et par gange. Så smilede han igen og pegede på et stykke. ”Hvis du ligger et højt C her, kommer det til at lyde sådan her.” Med de ord spillede han samme stykke som før, men inkluderede et højt C. Lea kiggede overrasket på ham. Han var faktisk ret. Det lød bedre hvis hun lige fik lagt det høje C ind. Hvordan kunne hun have misset det? Hun tog sin kuglepen og skrev det ind. ”Tak.” smilede hun, da han rakte hende violinen igen og hun pakkede den sammen. Så fik han øje på sakura-blomsten på kassen. ”Det er en smuk kasse, hvem har lavet den?” Hun kunne ikke lade være med at grine. ”Det er min veninde, som ville give mig et minde med.” Han nikkede. Så fik han øje på nogen ovre ved muren, undskyldte sig og fortsatte med sit arbejde. Lea spiste videre. Maden var overraskende god, men det eneste der var i hendes hoved var den unge fyr, der spillede violin. Hvorfor havde han ville hjælpe hende i det hele taget? Hun grinede lavt af sig selv. Hun så lost ud. Det måtte have været det. Han havde bare været høflig. Så gik det pludselig op for hende at de havde talt engelsk. Hun havde lignet en turist, ellers ville han vel have talt koreansk til hende. Hun sukkede. Det ville hun spørge ham om hvis de mødtes en anden dag.

 

De følgende dage spiste Lea altid hos Yesungs forældre. Hun håbede stadig at møde ham den mystiske violinspiller, men ingen havde kunne hjælpe hende, da hun ville spørge efter ham. Deres engelsk var nemlig ikke på samme niveau som hans og hun kunne ikke spørge på koreansk. Den fyr der havde vist hende på plads havde heller ikke været til stede siden den dag hvor hun havde besøgt stedet for første gang. Hun sukkede da hun forlod restauranten den dag, kun for at tage bussen tilbage til hendes lejlighed. Naboen larmede. Det gjorde de altid. Det var uanset hvad de lavede. Barnet skreg konstant og manden virkede så højrystet. Selv når de havde sex kunne hun høre det. Da hun trådte indenfor smed hun skoene og jakken og skyndte sig ind under dynen. I dag havde hun ikke lyst til at høre noget. Hun ville ikke mindes larmen fra hendes barndomshjem. Der var en grund til at hun sjældent var hjemme, men nu var klokken ikke engang 19 og hun havde været tvunget til at gå hjem. Så hørte hun naboen råbe og trak hovedpuden op over ørerne. Stop, bad hun. Please, stop. Men intet syntes at gå som det skulle. Lydene borede sig ind i hendes ører og hun mærkede hvordan tårerne gled ned over hendes kinder i en strøm hun ikke længere havde kontrol over. Så stoppede råbene fra naboen og alt blev henlagt i stilhed. Hun tog tøjet af og puttede sig under dynen. Hendes kinder var stadig våde men hun havde ikke overskud til at tørre dem. Hun følte sig drænet for alting. Da hun lukkede øjnene, kunne hun ikke finde ro. Hendes søvn var urolig, plaget af mareridt og hun vågnede flere gange i løbet af natten, badet i sved. Klokken 4 var hun nødt til at stå op og gå i bad. Hun turde ikke forsøge at falde i søvn igen. Hun lod vandets hårde stråler ramme hendes nøgne krop. De skulle banke minderne ud af hende. Det trommede for hendes ører, men hun skruede ikke ned for vandet. Det skulle ud. Koste hvad det koste ville. Da hun endelig trådte ud af badet var hun øm efter de hårde stråler. Til gengæld kunne hun også mærke at de var væk. Minderne. Djævlene. De var forsvundet ned i afløbet for en tid. Nu gjaldt det om at komme ud af lejligheden inden naboen vågnede og hjalp dem tilbage. En halv time senere strøg hun ud af døren og løb ned mod parken. Det eneste hun havde med sig var en lille taske med nogle nodepapirer. Hendes ben gjorde ondt under hende. Havde lyst til at give op. Men Lea tvang dem videre. Hun måtte væk derfra inden minderne kom tilbage. Nu hvor hun endelig havde fået dem banket ud af kroppen. Da hun endelig standsede stod hun foran springvandet i parken. Hun bøjede sig forover for nemmere at kunne få luft. Det gjorde ondt i lungerne når hun forpustet forsøgte at hive mere luft ned end det var muligt for hende. Hun var i dårlig form. Hun var i rigtig dårlige form. På trods af det havde det altid lykkedes hende at flygte. Også denne gang var hun stukket af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...