Spring in Seoul

Lea er dansker, studerende i London. Henry er canadier og musiker i Super Junior-M.

Lea er rolig, genert og alene. Henry er udadvendt, sprudlende og aldrig alene.

Lea er violinist. Henry er violinist.

A/N:

Goddag. :)
Denne movella er lavet over et plot min veninde lod mig omskrive. Derfor bør ingen credits gå til mig mht. det.
Den er skrevet fra hhv. Lea's synsvinkel og Henry's synsvinkel. Hvert kapitel vil have navn efter den synsvinkel den er skrevet ud fra. Vær opmærksom på at nogle kapitler tidsmæssigt vil foregå samtidig.

XOXO MissVendetta

5Likes
5Kommentarer
1303Visninger
AA

3. Lea

Omkring hende lød alverdens talte sprog. På tavlerne stod alting først med hanguel før det med småt stod på engelsk. Jo, hun var landet i Seoul. Flyveturen havde været forfærdelig lang. Hun undertrykte et gab. Det var ikke meningen hun skulle være træt nu hvor hun lige var landet. Hurtigt fulgte hun de resterende passagerer fra flyet, i håb om at de også skulle finde bagagebåndene. Men så heldig var hun ikke. Det endte med at folkene drejede af og forsvandt for hende og Lea stod tilbage og så forvirret ud. Hun kneb øjnene sammen men alle pilene forvirrede hende så skrækkeligt. Det var ikke nogen nem lufthavn, så meget kunne hun sige med det samme. Hun sukkede. Hun var nødt til at spørge en af de medarbejdere der gik rundt. Genert gik hun hen til en og prikkede ham på skulderen. ”Undskyld mig.” Hendes engelske flød automatisk ud af hende. Indvendigt bandede og svovlede hun. Hun havde jo netop lært den sætning på koreansk fordi hun allerede før afrejse vidste at hun ville få brug for den. Hun gentog sig selv på koreansk. Han smilede til hende og pegede. Heldigvis for Lea talte han engelsk til hende. På trods af hans meget dominerende asiatiske accent forstod hun ham godt. Hun gik smilende ned mod bagagebåndene og da hun endelig fandt derned kørte der kun et par kufferter. Det gjorde det nemt for Lea at finde sig egen. Besværligt fik hun bakset den ud over kanten og ned på gulvet. Hun satte en hårtot der havde forvildet sig om foran hendes ansigt om bag øret. Så fortsatte hun over til 'store kufferter'-båndet. Hun skulle finde sin violin. Den var letgenkendelig for den var den eneste der havde en stor lyserød sakura-blomst malet i det ene hjørne. Hun smilede da hun så den. Blomsten var malet af hendes veninde Mia inden hun tog til London. Mia havde læst kunst i Danmark og var hamrende dygtig til at male. Tanken om Mia fik hende til at savne sit hjemland. Det var sjældent at hun så Mia og nu, hvor hun var rejst til Sydkorea, var tanken om at skulle være sammen med Mia næsten umulig. På den anden side vidste Lea at Mia forgudede Sydkorea og ikke mindst en masse af de sydkoreanske bands. Måske hun kunne lokke hende til at besøge hende. Så valsede hun hen mod udgangen på sine spidse stilethæle. Det havde været en dårlig idé at tage stiletter på, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Lea elskede ellers sine hæle og hun måtte indrømme at hun sjældent gik i andet. Men nu var hun alligevel for usikker og hendes fødder gjorde ondt. Hun priste sig lykkelig ved tanken om de flade converse allstars der lå i hendes kuffert. Åh, hvor ville hendes fødder dog elske dem. Da hun kom ud på parkeringspladsen kiggede hun sig omkring. Klokken var 12.30. Der stod en masse taxi'er, busser og lufthavnsbusser. Udover dem var der tonsvis af biler. Hvordan skulle hun dog nogensinde komme til sin lejlighed? Hun havde penge nok til en taxi, hvilket nok var det sikreste. Men hendes koreanske var slet ikke sikkert nok til at hun turde tage en taxi. Hun blev pludselig revet ud af sine tanker da nogen stødte ind i hende. ”Undskyld.” Personen som var stødt ind i hende undskyldte et par gange. Uden at tænke over det svarede Lea ham smilende på engelsk. Der var ingen grund til panik – hverken hun eller han var jo kommet til skade. Han bar en stor hættetrøje, solbriller og en kasket. Lea forsøgte ihærdigt at lede efter hans øjne i de mørke glas, men det var umuligt. Da han mente at han havde undskyldt tilstrækkelig mange gange forsvandt han videre. En taxi-chauffør prikkede hende på skulderen. ”English?” spurgte hun forsigtigt og taxi-chaufføren nikkede ivrigt. Hun smilede stort. Han talte engelsk. Dog med accent, men det var helt klart til at forstå. Hun satte sig glad ind i taxien med violinen på skødet, mens han lagde hendes taske om i bagagerummet. Han smilede da han satte sig ind og hun gav ham adressen. Mens de kørte talte han om alt det hun absolut måtte se mens hun var i Seoul. Og hun skulle endelig tage ud af storbyen også og opleve det Sydkorea der var udenfor. Lea nikkede. Hun skulle nok nå at få set det hele, det var hun slet ikke i tvivl om. Der var så meget hun ønskede at se, der var så meget hun ikke kunne give afkald på. Jack ville også hade hende, hvis hun kom hjem uden at have set alt det hun ville se. Hun måtte skrive en e-mail til ham så snart hun kom til lejligheden og fik sat sit internet op. Hun var også nødt til at skrive en e-mail til Mia og til sine forældre. Mia ville ærgre sig gul og grøn over at det ikke var hende som nu sad i en sydkoreansk taxi og hendes forældre ville prise sig lykkelige for at flyveturen var gået som den skulle. Lea gabte og taxi-chaufføren kiggede smilende på hende. ”Er De træt, frøken?” Lea nikkede lidt. Det kunne hun vidst ikke undsige sig. ”De kan bare ligge Dem til at sove, jeg skal nok vække Dem når vi er fremme.” Hun rystede på hovedet ved hans ord. Hun havde ikke lyst til at sove. Det var ikke derfor hun var kommet til Seoul. Hun skulle opleve byen. Det var derfor hun var her. Klokken var jo kun omkring 13. Desuden var hun ikke glad ved at ligge sig til at sove når hun sad med violinen på skødet. Hun strøg den malede sakura-blomst og chaufføren lagde mærke til hendes håndbevægelse. ”Spiller De musik, frøken?” Hun nikkede. ”Ja, jeg spiller violin.” Han smilede stort og begyndte at fortælle om hans søn som netop var begyndt at spille på violin. Hun genkendte stoltheden i hans stemme for hendes forældre havde haft nøjagtig den samme stolthed i stemmen dengang hun var begyndt at spille. Dengang for 17 år siden. Tallet overraskede hende. At det virkelig var så længe siden hun havde været en lille genert pige i sorte laksko og en violin hun ikke kunne spille andet end falsk på. Chaufføren stoppede bilen. ”Så er vi her.” Da Lea trådte ud af taxien mærkede hun den ene hæl give efter, hvorefter den knak og hun vaklede. Hun sukkede dybt. Hendes elskede stiletter var knækket. Taxi-chaufføren satte hendes kuffert på fortovet og smilede til hende, mens hun humpede hen til den med violinen og hendes håndtaske. Hun smilede til ham. ”Tak for hjælpen.” Med de ord rakte hun ham de penge han forlangte for turen. Da han kørte bukkede hun sig ned for at tage stiletterne af. Med håndtasken over skulderen, violin og stiletter i den ene hånd og den store kuffert i den anden gik hun ind i lejlighedskomplekset på bare fødder. Da hun endelig nåede sin etage og trådte ind i lejligheden måbede hun. Det var mere end hun havde regnet med fra skolens side af. Det lignede noget der havde kostet en million. Møblerne så nye ud, fjernsynet var stort. Hun stillede sine ting fra sig og løb over til det store vindue. Det var en drøm. Lea begyndte at nynne for at høre akustikken i lejligheden og blev så overrasket over hvor god den var at hun skyndte sig tilbage til violinen for at pakke den ud. Hun var nødt til at høre hvordan det lød når hun spillede. De første toner spillede hun bare uden at tænke over det. Et almindeligt A, et stille F. Så begyndte hun automatisk at føre buen i en mere bestemt bevægelse. Hun elskede at spille den sang, så hun gjorde det som regel automatisk. Hun lagde først mærke til at hun spillede den når hun var halvvejs inde i den. Schuberts Ave Maria. Så bankede nogen på døren og hun lagde violinen fra sig for at åbne. Udenfor hendes dør stod en mand sidst i 20'erne med et barn på armen. Han så vred ud. ”Lad være med at spille det tåbelige instrument!” Han forlod hende målløs i døråbningen. Barnet på hans arm kiggede på hende og rakte så tunge. Hun lod violinen falde ned langs siden. Havde de givet hende en vidunderlig lejlighed med den mest vidunderlige akustik, og så havde hun nogle naboer som ikke tillod at hun spillede. Det var forfærdeligt. Hun lukkede langsomt døren og sank så ned på sofaen. Hvordan skulle hun dog kunne færdiggøre sin uddannelse hvis hun ikke måtte spille. Selvfølgelig skulle hun gå på National University of Seoul, men der kunne hun jo ikke være altid. Hun spillede som regel 9 ud af hendes 16 vågne timer. Lea sukkede og tændte så fjernsynet. Med et blik på væggen skruede hun så langt ned at hun knap nok kunne høre det. Hun vidste ikke hvad det var hun så. Egentlig kunne hun ikke være mere ligeglad. Hendes naboer havde ødelagt hendes humør fuldstændig. En solstråle skinnede ind gennem hendes vindue. Det var ikke tidspunktet at surmule. Hun skulle ud at se byen. Lea rejste sig og gik hen til sin kuffert for at finde sine converse. Når nu stiletterne var blevet ødelagte var hun tvunget til at bære de flade. På den anden side, det havde hendes fødder sikkert heller ikke det store imod. Hun fandt dem efter at have smidt det meste af kufferten ud på gulvet. Uden at kigge på det rod hun efterlod sig skyndte hun sig ud af døren og lukkede og låste. På vej ned af trappen mødte hun naboen igen. Hun skyndte sig forbi dem og kiggede ned. Hun havde ikke lyst til at blive konfronteret igen. Da hun kom udenfor var det begyndt at snusregne. Det var i starten af marts. Hun kiggede op og smilede. Hun havde altid elsket snusregn. Uheldigvis havde det sjældent snusregnet i Danmark. Det havde altid været blæst og store regndråber Hun havde været mere heldig i London, hvilket faktisk var lidt underligt. Hun grinede og strakte hånden frem for at mærke regnen. Hun gik af sted gennem byen, smilede til folk hun ikke kendte, hørte på gadesælgerne, da hun pludselig kom til en udendørs skøjtebane. Hun stillede sig ved kanten og kiggede på de skøjtende par. Det var længe siden hun havde været ude at skøjte. Så kom hun i tanke om Mia, tog sin mobil frem og tog et billede med skøjtebanen som baggrund. Med et par tryk havde hun sendt Mia en mms. Hun smilede da hun kiggede ud mod skøjtebanen igen. Det her skulle nok blive de bedste 6 måneder af hendes liv. Hun skulle nok klare sin hæslige nabo, det vidste hun. Hun var ikke nået så langt for ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...