Spring in Seoul

Lea er dansker, studerende i London. Henry er canadier og musiker i Super Junior-M.

Lea er rolig, genert og alene. Henry er udadvendt, sprudlende og aldrig alene.

Lea er violinist. Henry er violinist.

A/N:

Goddag. :)
Denne movella er lavet over et plot min veninde lod mig omskrive. Derfor bør ingen credits gå til mig mht. det.
Den er skrevet fra hhv. Lea's synsvinkel og Henry's synsvinkel. Hvert kapitel vil have navn efter den synsvinkel den er skrevet ud fra. Vær opmærksom på at nogle kapitler tidsmæssigt vil foregå samtidig.

XOXO MissVendetta

5Likes
5Kommentarer
1350Visninger
AA

1. Lea

Vinden raslede i bladene, mens de snakkede. De to internationale vejledere som hun havde søgt til for at finde ud af om hun måtte tage af sted. De smilede til hende, da hun vendte sin opmærksomhed mod dem. Den ene af dem nikkede. ”Det er i orden. National University of Seoul har accepteret dig, Lea. Du må gerne tage det sidste halve år af din uddannelse derovre.” Hun smilede bredt. Det var så surrealistisk. Men det var altså helt planlagt nu. Den anden samlede nogle papirer. ”Men husk nu at vende tilbage hertil, så du kan fortælle nye studerende om din oplevelse.” Lea nikkede ivrigt. Selvfølgelig ville hun komme tilbage og fortælle. Det var da det mindste hun kunne gøre for skolen, når nu de havde sørget for alt andet. Selv en lejlighed havde de sørget for at hun fik. Det var ret vildt. Den ene internationale vejleder rakte hende papirstakken. ”Her er dine papirer, de skal afleveres til skolen når du ankommer. Visum må du selv ordne, er det i orden?” Lea nikkede igen, denne gang lidt mere afholdt. Det gik ikke at være alt for opkørt når hun sad herinde. Men hun var glad. Hun var rigtig glad. Da hun tog afsked med de to internationale vejledere skyndte hun sig igennem skolens gange for at finde Jack. Hun fandt ham, som altid, i det mindste øvelokale sammen med sin piccolofløjte. Hun bankede forsigtigt på for ikke at forskrække ham. Han vendte langsomt og elegant hovedet om mod hende. ”Næh, Lea! Hvad laver du her?” Han smilede og det fik hende bare til at smile endnu bredere. Jack var hendes bedste ven. Den eneste der virkelig havde bekymret sig om hende, da hun var flyttet herover. Egentlig havde de først mødt hinanden da hun var startet på skolen, samme årgang som ham. Men der var noget helt specielt over Jack. Han havde lagt mærke til hende. Hun som ellers var så alene og så stille. Hun viste ham forsigtigt papirstakken. ”Jeg skal til Sydkorea!” grinede hun og lukkede døren efter sig. Jack lagde fløjten på sit nodestativ og gik over til det store flygel og lænede sig op af det. Hans ansigtsudtryk var så overraskende at Lea lod papirstakken falde igen. ”Jack..?” Hun gik forsigtigt over mod ham. Han så op og mødte hendes blik. ”Så forlader du mig bare til fordel for sådan et land, hva?” Hun kom til at grine og gik over og lagde armene om ham og puttede hovedet ind mod hans bryst. ”Det er kun 6 måneder, du overlever! Jeg har lovet at komme tilbage hertil.” Jack kunne ikke lade være med at ligge hænderne om Lea og knuge hende ind til sig. ”Jeg kommer til at savne dig!” hviskede han i hendes øre. Hun smilede og lukkede øjnene. ”Jeg er ikke rejst endnu,” hviskede hun tilbage. Han slap hende og smilede stort til hende. ”Skal vi ikke fejre at du har fået lov?” Han pakkede fløjten sammen og tog hendes hånd og trak hende med ud af øvelokalet før hun havde nået at svare. Da de senere trådte ind på deres yndlingscafé Bea's of Bloomsbury fandt Jack hurtigt deres sædvanlige bord bagved. Lea satte sig og ventede på at Jack kom tilbage med hendes cafe latte og hans egen espresso. Hun aede forsigtigt fløjtens kasse. Den var fløjlsblød. Jack havde altid behandlet sine instrumenter som var de hans kæreste eje. På den anden side – de var nok i virkeligheden hans kæreste eje. Nøjagtig samme følelse som hun selv havde med sin violin. Jack var bare et multitalent. Han spillede både tværfløjte, piccolofløjte, klaver og cello. Hun smilede ved tanken. Første gang hun havde mødt Jack havde han siddet ved et af de store flygler, og da hun senere samme dag så ham sad med celloen. Hun havde været så overrasket at hun havde udstødt et gisp, hvilket havde fået ham til at kigge over på hende. Han havde smilet varmt og spurgt hende om der var noget i vejen. Om ikke det var rigtigt nok at han havde reserveret det øvelokale. Det var der det var gået op for hende at hun var gået forkert. Da hun var ved at forlade ham, havde han fået øje på hendes instrumentkasse og spurgt hende om ikke hun ville spille violinen hos ham. Han ønskede at høre dens lyd i det øvelokale, hvor han altid sad med celloen. I det tilfælde at de havde samme lyd. Siden den dag havde Lea aldrig brugt andre øvelokaler. Jack kom tilbage med deres kaffe. Han havde to cupcakes med. I dagens anledning, fortalte han hende. Hun grinede af ham. ”Jeg bliver tyk, hvis du fortsætter med at proppe kage i mig.” Han skubbede blidt til hende, tog instrumentet og lagde det ned til sin skoletaske og tog så en slurk af sin kaffe. Lea nippede til sin cafe latte. ”Hey Jack?” Hendes stemme kom til at lyde højere mellem dem end hun egentlig ønskede den, men han smilede bare til hende, lagde hovedet på skrå og afventede hendes spørgsmål. ”Kommer du virkelig til at savne mig?” Hun så ned og sukkede. Det var et åndssvagt spørgsmål, han var hendes bedste ven. Men hun ville komme til at savne ham. Hun ville komme til at savne ham så inderligt, at hun ikke helt vidste om hun turde tro på det han sagde var sandt. Jack grinede. ”Hey, Lea, kig på mig.” Lea gjorde automatisk som han sagde. Det var en eller anden mystisk magt, han havde over hende. Han tog hendes hånd og aede den kærligt. ”Ja, jeg kommer virkelig til at savne dig.” Hun smilede til ham og gav hans hånd et klem. Så gik det op for hende hvad de havde gang i og hun skyndte sig at fjerne sin hånd, sippe lidt af sin cafe latte og forsøgte at skjule hendes rødmen. Jack grinede af hende, mens han drak lidt mere. Da de havde færdiggjort deres kaffe, rejste de sig og gik mod parken. Jack satte sig på en bænk. ”Skal jeg komme til lufthavnen når du tager af sted?” Hun nikkede til ham. ”Ja tak..” Han fandt sin fløjte frem og begyndte at spille lidt. Lea lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Det var noget nyt. Noget han aldrig havde spillet før. ”Jack?” Hun hørte tonerne stoppe. ”Hvad?” Hun vidste han hadede at blive afbrudt når han spillede. Det gjorde hun også, så hun forstod ham godt. ”Er det noget nyt?” Han nikkede og smilede så til hende. ”Ja, jeg skrev den til dig for jeg vidste at du fik lov til at tage af sted til Sydkorea. Lyt nu.” Med de ord spillede han videre. Lea trak knæene op under hagen og holdt om sig selv, mens hun lyttede. Havde han skrevet den til hende? Hvorfor? Var det deres venskab? Eller var det mere? Musikken fik hende til at føle en vis ro. Da hun kiggede op stod der folk samlet omkring dem. De fleste smilede og nød Jacks fløjte. Da han stoppede kiggede han på hende og rakte hende en CD. ”Tag den med dig, vil du ikke nok?” Lea nikkede og puttede den i sin inderlomme. ”Jeg vil lytte til dig når jeg savner dig!” Så gav hun ham et kram og han smilede stort. Folk omkring dem klappede lidt før de forsvandt i deres videre liv. Lea slap ham. Han purrede op i hendes hår og hun forsøgte at ligge det ned igen. ”Det var ikke pænt!” Han rejste sig. ”Du kender mig jo.”

 

Lea stod nervøst i lufthavnen med hendes håndbagage. Hendes store kuffert og violinen var allerede checked in. Hun ventede på Jack. Hendes forældre havde været rejst til London for at sige farvel til hende. De var allerede gået igennem sikkerhedskontrollen for de skulle flyve før hende. Men hun kunne ikke gå endnu. Ikke før Jack havde været der. Hun mærkede en skarp kant i tasken og fandt CD'en frem. Hun sukkede da hun vendte den i hånden. Hvor var han? Hun kiggede på sit armbåndsur og begyndte at gå mod trappen til sikkerhedskontrollen. Da hun satte foden på det første trin hørte hun nogen råbe sit navn. Hun lukkede øjnene og forsøgte at bestemme hvor lyden kom fra. ”Lea! Lea!” Stemmen blev højere og højere. Hun åbnede øjnene og trådte ned fra trappen da nogen tog om hende og trykkede mod deres krop. Hun lagde armene om Jack og knugede sig ind til ham. Lukkede øjnene igen og lod hans duft fylde hende. Han duftede bedre i dag end han havde gjort længe. ”Jeg troede ikke du kom..” hviskede hun i hans øre og han slap hende let. ”Selvfølgelig kom jeg!” Han lød fornærmet, men han var samtidig så forpustet at det ikke rigtig kom til sin ret. Hun smilede stort. ”Tak...” Han grinede kort og lod en hånd glide gennem håret. ”Jeg kommer til at savne dig Lea. Pas godt på dig selv!” Lea nikkede. ”Det skal jeg nok.” Så kom hun i tanke om noget og rodede i sin taske for at finde en CD. Hun rakte den til ham. ”Jeg kan ikke selv komponere, men det her er til dig. Tænk på mig når du hører den, okay?” Jack nikkede. Med et smil på læben gik hun endnu engang op af trappen. Hun gik gennem sikkerhedskontrollen uden at blive taget for noget og fortsatte ind i det toldfrie område. Med et blik på den store tavle så hun hvilke gate både hun og hendes forældre skulle flyve fra. Hendes forældre skulle boarde om en halv time, så hun begav sig af sted for at finde deres gate. Da de så hende vinkede de til hende. Hun løb over mod dem og gav dem begge et knus. ”Vi ses om et halvt år.” Hendes far nikkede. ”Pas nu godt på dig selv.” Hun grinede af ham. ”Far, jeg er 22 – jeg skal nok klare mig.” Han smilede og hendes mor gav hende endnu et knus. Så begyndte forældrenes boarding og Lea stod og så sine forældre forsvinde ind i deres fly tilbage til København. Da de var væk begyndte hun langsomt at gå tilbage mod sin egen gate. Der var stadig halvanden time til at flyet lettede. Hun sukkede og mærkede maven knurre. Hun smilede af sig selv og gik hen mod en lille café for at se om der var noget spændende at spise. Da hun endelig fik sat sig ned i flyet og spændt sikkerhedsselen lagde hun hovedet tilbage i sædet. 17 timer i et fly ventede forude. Men sammen med det ventede også Seoul, Sydkorea og en helt ny verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...