Spring in Seoul

Lea er dansker, studerende i London. Henry er canadier og musiker i Super Junior-M.

Lea er rolig, genert og alene. Henry er udadvendt, sprudlende og aldrig alene.

Lea er violinist. Henry er violinist.

A/N:

Goddag. :)
Denne movella er lavet over et plot min veninde lod mig omskrive. Derfor bør ingen credits gå til mig mht. det.
Den er skrevet fra hhv. Lea's synsvinkel og Henry's synsvinkel. Hvert kapitel vil have navn efter den synsvinkel den er skrevet ud fra. Vær opmærksom på at nogle kapitler tidsmæssigt vil foregå samtidig.

XOXO MissVendetta

5Likes
5Kommentarer
1336Visninger
AA

4. Henry

Der var mange mennesker med metroen den dag. Han forsøgte at gemme sig, men det viste sig at være noget nær umuligt. Folk havde genkendt ham. Lige nu sad han blandt et par ældre mennesker og lod som om han sov. Han ærgrede sig over at han havde taget metroen ind til byen, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Det var fordi han ville overraske sine venner. Han kneb øjnene sammen og forsøgte at udelukke den stemme han havde hørt kalde sit navn. Mens han gjorde det så han pludselig et ansigt for sit blik. Han skammede sig. Det havde gået så stærkt i lufthavnen og han havde haft så travlt for ikke at blive genkendt at han var løbet direkte ind i hende. Hun havde heller ikke genkendt ham. Hun havde talt engelsk med britisk accent da hun havde svaret ham. Endda høfligt. Nu, da han sad og tænkte over det, blev han egentlig overrasket over at hun ikke havde lydt mere vred. Med den britiske accent var hun nok heller ikke koreansk. Han vidste at hun havde forsøgt at finde hans øjne, men hvad hun ikke vidste, var, at det var lykkes. De havde haft øjenkontakt et kort øjeblik. Henry havde fået en knude i maven og havde hurtigt slået blikket ned. Så havde han undskyldt igen og så var han skyndt sig væk. Han vidste ikke hvordan hun havde taget det. Egentlig var han også lidt ligeglad for han ville aldrig møde hende igen i den store by, hvor han boede med sine venner. Da han hørte sin station blive nævnt rejste han sig og bevægede sig hen mod døren. Hvis bare alle hans fans ville forsvinde for et øjeblik så han kunne bevæge sig frit. Men det lod ikke til at være muligt. De ville alle sammen vide hvad han skulle i Sydkorea. Han var selvfølgelig også lige vendt tilbage. Da han kom ud af metroen begav han sig hurtigt afsted mod den store bygning hvori lejligheden lå. Efter ti minutter lukkede han sig selv ind i lejligheden. Det overraskede ham hvor meget larm der var i lejligheden. Forsigtigt lukkede han døren efter sig og smed jakke og sko i entreen. ”Hyungs!” råbte han ind i lejligheden, men ingen svarede ham. Henry blev nysgerrig og gik ind i stuen. Her satte han sig i en sofaen. ”Gæt hvem der er tilbage i Korea!” råbte han endnu engang rundt i lejligheden. Sungmin kom ud i stuen. ”Henry!” De gav hinanden et velkendt håndtegn. Leeteuk og Eunhyuk havde hørt Sungmin og kom ind i stuen. Da de fik øje på Henry fik han en masse hilsener. Der gik en rum tid hvor de bare snakkede. Han nød altid at komme hjem. Der var altid roligt, også selvom de boede så mange mennesker i samme lejlighed. Det var sjovt. Uanset hvor travlt de havde det, så havde de det altid sjovt. Han mærkede hvordan hans mave begyndte at knurre. Han gik ud i køkkenet og åbnede et tomt køleskab. Da han kiggede ind i det tomme køleskab knurrede hans mave endnu mere. Ryeowook kom ud til ham og smilede skævt. ”Jeg beklager at vi ikke har fået købt ind, men der har været så travlt her på det sidste.” Henry nikkede. ”Det skal du altså ikke tænke på hyung, jeg går bare ned i byen og køber noget.” Ryeowook nikkede før han forsvandt ind i stuen igen til de andre. Henry lukkede køleskabet og lænede sig op af køkkenbordet et øjeblik. Lod lydene synke ind. Der var så anderledes her i Sydkorea end der var når han var hjemme i Canada. Han begav sig ud i entreen, tog skoene på og greb jakken i den ene hånd, hvorefter han forlod lejligheden. Det havde regnet, men var efterhånden holdt op. Han tog jakken på, stak hænderne i lommen og gik ud på gaden. Overalt var gadesælgere og små caféer åbne, men der var ikke rigtig noget af det der tiltalte ham. Gadesælgerne kunne være udmærket, men det var ikke sjovt alene og café gjorde man heller ikke alene. Gid han havde slæbt en af de andre med, men det var der ikke noget at gøre ved. Han kom til et åbent supermarked og smuttede ind. Med hastige skridt fandt han en pakke cookies og fik så betalt. Da han trådte udenfor igen var solen så småt begyndt at gå ned. Han gik af sted for at finde et sted at spise sine cookies, da han kom ned til Han-floden. Henry satte sig på en bænk og åbnede sine cookies. Hans mave reagerede behageligt da han tog den første bid og hurtigt fik han sat en halv pakke til livs. Et par meter fra ham kom to børn løbende. Drengen forsøgte at fange hvad der højst sandsynligt var hans søster. Deres mor kom gående efter dem. Pigen snublede og faldt. Han hørte hende begynde at græde og så hvordan deres mor kom løbende op til hende for at trøste hende. Så fik han øjenkontakt med den lille pige. Han smilede til hende. Et øjeblik efter stod hun foran ham. Hendes øjne var stadig blanke fra faldet, men hun havde et stort smil på læberne. ”Må jeg godt få en cookie?” Han smilede af hende og rakte hende en cookie. Før hun nåede at tage en bid kom hendes mor op til dem og greb fat i datterens overarm. Hun trak hende væk samtidig med at hun mumlede en masse undskyldninger. Henry sukkede, da han så den lille pige blive slæbt af sted med sin bror. Hun havde jo ingenting gjort. Men han vidste godt at det ikke var lige så afslappede forhold som i Canada. Han grinede lidt ved tanken. Han tog den sidste cookie op, men kunne ikke spise den, så han lod den falde tilbage i indpakningen og smed æsken ud. Da han rejste sig stak han hænderne i lommen. Egentlig var planen at gå hjem, men som solen farvede himlen rød, havde han egentlig ikke lyst. Derfor begav han sig af sted mod parken og det store springvand. Da han kom derhen var lyset i gaderne blevet tændt – også i parken stod der gadelys. Han lænede sig op af springvandet og lukkede øjnene. De små vandstænk fra springvandet afkølede ham og fik ham til at fryse en lille smule, men han havde ikke lyst til at flytte sig. Inspirationen kom til ham som han stod der. Det gjorde den som regel altid. I hovedet begyndte han at høre en violinmelodi han ikke kendte. I lang tid nød han den bare. Så begyndte det at gå op for ham at det ikke var hans egne tanker der spillede musik for ham, men at det var en anden som stod på den anden side af springvandet og spillede. Han åbnede øjnene og gik om for at kigge på den person der spillede så smukt. Da han fik øje på personen stoppede han brat op. En pige. Ikke at det gjorde noget at det var en pige, men der var noget genkendeligt over hende. Måske havde han spillet med hende før? Nah, Henry havde sjældent spillet med andre mennesker. Faktisk var det kun dengang han var yngre han havde spillet med andre mennesker. Måske var hun fra Canada? Måske havde han set hende på gaderne? Hun så helt sikkert ikke koreansk ud. Hun så faktisk slet ikke asiatisk ud. Han sukkede. Skulle han forstyrre hende? Hun havde lukkede øjne og så utrolig afslappet ud. Næsten som om hun var i en ekstase. Hendes fingre gled på en streng og hun lavede en falsk tone. Han betragtede hende, så hvordan hendes øjne blev våde og hvordan hun langsomt pakkede violinen sammen i kassen. Hun satte sig ved siden af den, så fandt hun den frem igen. Lod buen glide hen over de 4 strenge. Han genkendte sangen hun spillede. Det var Schubert. Overraskende nok. Han vidste at Schubert havde lavet mest klavermusik. Men her stod hun, ved et springvand i en tilfældig park i Seoul, og spillede hans Ave Maria. Henry lod sine egne hænder følge hendes. Så rystede han på hovedet. Han måtte også hellere komme hjem. Netop som tanken strejfede ham, vibrerede hans mobiltelefon. Han tog den op og smilede da han så at han havde fået en sms fra Ryeowook. Han åbnede den, men læste den ikke. Henry stak hænderne i lommen og gik hjemad. Da han trådte ind af døren var der stille i lejligheden. Gad vide hvor de andre var henne? Han gik lidt rundt omkring. Hvis han var alene hjemme ville han spille violin, det havde han brug for. Men Ryeowook havde skrevet til ham, det ville da være underligt hvis der ikke var nogen hjemme? Forsigtigt begav han sig rundt på den andres værelser. De var alle tomme. Den sidste dør han stod udenfor var til Donghaes og Kyuhyuns værelse. Han bankede på, men ingen svarede. Henry åbnede den og så Donghae sidde med ryggen til ham. Han havde et headset på. Han hørte nok musik. Henry gik om til ham og lagde forsigtigt sin hånd på Donghaes skulder. Donghae blev så forskrækket at han smed headsettet fra sig og nærmest hoppede 1 meter i luften. ”Henry! Du forskrækkede mig!” Donghae lød bebrejdende. Henry smilede svagt og kløede sig i håret. ”Undskyld, hyung.. Ved du hvor de andre er henne?” Donghae kiggede skævt på Henry. ”Det... De er taget ned at spise nede hos Yesungs forældre, jeg troede Ryeowook havde skrevet til dig?” Var det dét han havde skrevet? Henry fiskede sin mobiltelefon op og læste beskeden igennem. Det var ikke en besked der bad ham komme hjem, men, som Donghae sagde, informerede den ham bare om at de ville gå ud for at spise. Henry sukkede. ”Har du noget imod at jeg spiller violin?” Donghae rystede på hovedet og samlede sit headset op. Henry forlod Donghae og gik ind på det værelse han havde fået lov at dele. I et hjørne stod hans violin. Han tog kassen og pakkede violinen ud. Strøg forsigtigt det hårde træ. Så lagde han den blidt til skulderen og strøg buen hen over strengene. Ubevidst forsøgte han at gengive det han havde hørt pigen spille ved springvandet. Det ukendte. Donghae bankede på efter lidt tid. ”Er det noget du har skrevet i Canada?” Henry fik et chok ved Donghaes stemme. ”Hyung!” Han lød bebrejdende. Så rystede han på hovedet. ”Nej.. Jeg hørte en pige spille det ved springvandet i parken... Jeg...” Donghae løftede et øjenbryn. Hvad prøvede han egentlig? Hvorfor var det at han var så fascineret af hendes lyd? Var det fordi hun var den første han havde mødt.. Nej, ikke mødt, set... som spillede så godt på violinen? Gad vide om hun spillede sange som Don't Don? Tanken fik ham til at fare sammen. Hvorfor tænkte han dog sådan om en fremmed?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...