Spring in Seoul

Lea er dansker, studerende i London. Henry er canadier og musiker i Super Junior-M.

Lea er rolig, genert og alene. Henry er udadvendt, sprudlende og aldrig alene.

Lea er violinist. Henry er violinist.

A/N:

Goddag. :)
Denne movella er lavet over et plot min veninde lod mig omskrive. Derfor bør ingen credits gå til mig mht. det.
Den er skrevet fra hhv. Lea's synsvinkel og Henry's synsvinkel. Hvert kapitel vil have navn efter den synsvinkel den er skrevet ud fra. Vær opmærksom på at nogle kapitler tidsmæssigt vil foregå samtidig.

XOXO MissVendetta

5Likes
5Kommentarer
1287Visninger
AA

2. Henry

Han lagde telefonen i lommen endnu engang. Han elskede at være hjemme hos sine forældre i Canada, men han vidste også at det var på tide han tog tilbage til Sydkorea. Tilbage til sine venner. Han sad i dagligstuen og lukkede sine øjne. Hans mor kom ind med en kold coca cola og en sandwich. ”Spis nu, Henry.” Han nikkede med lukkede øjne, men gjorde ingen mine til at spise. Han var ikke sulten. Det havde han ikke været de sidste par dage. Hans mor var begyndt at blive dybt bekymret. Var det fordi han arbejdede for hårdt? Bare tanken fik ham til at smile. Nej, han arbejdede ikke hårdere end hans venner i Sydkorea eller Kina. Eller hans venner i Canada for den sags skyld. Han vidste at han først var forventet i Sydkorea om 4 dage, men han havde ikke lyst til at blive i Canada de sidste 4 dage. Han havde brug for at have lidt fritid i Seoul. Især nu hvor det var forår. Så snart han begyndte at arbejde sammen med de andre igen havde han altid mindre tid til at nyde årstiderne. ”Mor?” råbte han ud mod køkkenet. Hun råbte tilbage til ham. ”Jeg tager tilbage til Seoul i morgen.” Hans mor kom ind til ham. ”Hvad gør du?” Han åbnede øjnene og smilede. ”Jeg tager tilbage i morgen.” Med de ord rejste han sig og gik ind på sit værelse. Han havde efterladt sin mor med en masse spørgsmål, men han havde ikke lyst til at besvare dem nu. Midt på sengen lå hans violin. Henry samlede den forsigtigt op og lod fingrene stryge den hårde træ. Han elskede violinen. Det havde han altid gjort. Siden han var helt lille havde han været fascineret af dens lyd og dens udseende. Hans forældre havde været glade da han som 6-årig havde spurgt om ikke nok han måtte begynde at spille violin. Han smilede af mindet. Jo, det havde været fantastisk at starte. Med et smil på læben pakkede han violinen sammen i instrumentkassen og lagde sig på sengen. Han stirrede op i loftet og lagde mærke til de forskellige knaster. Skulle han skrive til Leeteuk at han kom tilbage? Han kunne også overraske dem. Han havde jo trods alt også en nøgle til lejligheden. Han gabte og vendte sig så han kiggede ind i væggen. Langsomt strøg han den med sin pegefinger og mærkede det ru tapet. Det kildede altid på sådan en underlig måde når han strøg fingrene over tapetet. Døren gik op, men han kiggede ikke mod den. Han havde ikke lyst til at se sin mor i øjnene nu. Han vidste godt at han var 22 og at han kunne gøre som han ville, men den skuffelse hun nogle gange udtrykte med sine øjne var alligevel for meget for ham. Han vidste at hun var stolt af ham, og alligevel – alligevel lykkedes det hende altid at se ud som om han aldrig var god nok til familien. Som om han gjorde dem vanære. Han sukkede ved sine tanker og mærkede hendes krop på sengekanten. Langsomt strøg hun hans arm og Henry mærkede hvordan han fik lyst til at putte sig ind hos hende og være det lille barn han nogle gange havde brug for at være. ”Jeg ville ønske du havde givet din far og jeg lidt bedre tid til at forberede os, skat.” Hendes ord skar i hjertet. Han vidste det jo godt. Han vidste godt at hun hadede at få af vide at han forlod dem i sidste øjeblik. Men det var en beslutning han lige havde taget. Han nikkede, stadig med blikket fæstnet på væggens tapet. Pegefingerens aende bevægelser var gået i stå og den hvilede nu på tapetet. Han kunne ikke svare hende. Han ville ikke skuffe hende mere end han plejede. Hun strøg hans hår og rejste sig så igen. ”Henry, vi elsker dig. Jeg ville nogle gange ønske at du fortalte os noget mere om dit liv.” Han svarede hende ikke, men han kunne mærke hvordan klumpen i halsen voksede sig større. Problemet var bare, at han ikke ønskede at hun vidste alting. Han vidste hvor bekymret hun var fordi han ikke spiste. Hvis hun vidste hvad han ellers nogle gange tænkte. Hvis hun vidste hvad branchen en gang imellem udsatte ham for. Han vidste at hun ville forbyde ham at vende tilbage. Men han ville tilbage. Med branchen, med Sydkorea og med Super Junior havde han endelig fået lov til at gøre det han ønskede allermest. Hun forlod ham og da døren blev lukket kunne han ikke dy sig og kiggede om mod den. Hans værelse rodede. Det gjorde det altid når han tog af sted, og hver eneste gang han kom hjem var der pænt igen. Hun forkælede ham, det vidste han kun alt for godt. Men hvordan skulle han dog overbevise hende om at han ikke ønskede det. Han smilede af sig selv. Han ønskede det. Han ville så gerne at han stadig var den samme som før han var blevet en del af det hele. På den anden side så havde han ikke lyst til at give noget af det væk. Hans venner, hans violin, hans liv. Han skulle bare lære hvordan han fandt hoved og hale på det hele. Som regel spillede han violin når det hele blev lidt for besværligt. Henry brød sig bare ikke rigtig om at spille når han var hjemme. Han vidste at hans forældre elskede at høre ham spille. Alle de fjollede billeder der var i deres fotoalbums. Alle de dumme videooptagelser fra hans første små koncerter. De elskede den glæde han havde når han spillede. Han vidste det. Langsomt rejste han sig og gik over til sit skrivebord. I en skuffe fandt han et gammelt lille fotoalbum. Han åbnede det og kiggede ned på de halvt falmede billeder af en lille dreng og en lille violin. Drengen på billederne smilede stolt til sine forældre bag kameraet. 7 år gammel var han. Henry strøg det ene billede. Hans fortid. Med nostalgiske tanker lukkede han albummet og lagde det i sin kuffert. Ingen vidste at han havde beholdt billederne, men et eller andet i ham sagde ham, at han skulle tage albummet med tilbage til Sydkorea. Noget i ham ville ikke efterlade det i Canada hos hans forældre. Beslutsomt rejste han sig op og begyndte at pakke nogle mindre småting. Rent tøj og diverse andre ting som han gerne ville have med sig. Kufferten var langt fra fyldt da han blev færdig. Han tog en billedramme ned fra reolen og kiggede på de 3 mennesker. Hans far, han selv og hans mor. Uden at tænke længere satte han billedrammen tilbage på reolen og skjulte den bag nogle af hans bøger. Han vidste ikke engang hvorfor. Så lagde han sig endnu engang på sengen. Med billedet på nethinden faldt han i søvn.

 

Henry gabte da han stod ved check-in. Han havde sagt farvel til sine forældre hjemme, forsikret dem om at han nok skulle klare sig selv i lufthavnen. Han havde trods alt fløjet distancen mellem Canada og Sydkorea en del gange. Da det endelig blev hans tur kiggede check-in medarbejderen på ham og smilede så sødt. ”Jeg tror deres instrument høre under større bagage, så de er nødt til at checke in ovre ved den skranke.” Henry skulle lige til at bande, da det gik op for ham at han i første omgang havde stillet sig i den forkerte kø. Han sukkede, takkede medarbejderen og gik så over til den anden skranke for at checke in. Han lukkede øjnene i køen, da han hørte et par piger hviske. Nej, det er ikke Henry Lau, tænkte han gentagende som om han kunne overføre sine tanker til pigerne. Så blev han prikket på skulderen. ”Undskyld, men må vi få en autograf?” De to piger smilede genert og rakte ham et papir og en blyant. Han bandede indvendigt da han smilede, satte sin violinkasse og tog imod papiret. ”Hvad hedder i?” spurgte han dem. Da han havde fået deres navne skrev han en besked til de to piger samt sin autograf og rakte så papiret tilbage til pigerne. De smilede stort til ham og takkede ham. Han selv tog violinen op og gik så mod check-in skranken. Jo hurtigere han kom væk fra forhallen, jo bedre. Det var ellers ikke ofte at han blev stoppet i Canada, men helt uden om det kom han aldrig. Det var endnu værre i Sydkorea. Han håbede at hans forklædning ville kunne narre de fleste sydkoreanske piger. Medarbejderen rakte ham hans boarding pas og han takkede og forsvandt hurtigt mod sikkerhedskontrollen. Da han gik igennem scanneren begyndte den selvfølgelig at bippe. Han havde lyst til at slå hånden ind i den, men beherskede sig. Hvorfor skete det altid når han ikke havde lyst til at blive stoppet. En medarbejder guidede ham over så de kunne tjekke ham. Uanset hvor meget han havde lyst til at forsøge at overbevise dem om at han ikke havde noget at skjule, så vidste han at det var umuligt. Da han var blevet kropsvisiteret fik han lov til at fortsætte. Han åndede lettet op, da han stod og ledte efter sit fly på den store tavle. Med raske skridt begav han sig ned mod gaten. Da han kom kunne han ikke holde endnu et gab tilbage. Han satte sig på en af bænkene og lod hovedet glide tilbage og øjnene sank forsigtigt i. Han havde god tid til at sove i. Flyrejsen tog omkring 13 timer. Han mærkede nogen gribe fat i tasken og åbnede øjnene og stirrede lige ind i et par øjne der tilhørte en pige. ”Hvem tror du at du er, tyvetøs? Slip min taske!” Hans stemme var rasende. Hun slap overrasket hans taske. ”Jeg... Jeg...” Han kiggede sig omkring og fik øjenkontakt med et par sikkerhedsfolk. Han vinkede dem over til sig. ”Hun forsøgte at stjæle min taske.” Uden at kigge på hende hørte han hende forsøge at forklare sig. Men der var intet at forklare. Henry rejste sig og gik væk fra gaten igen. Hvis bare hans fly snart ville dukke op så han kunne være på vej væk. I en kiosk stod et ældre ægtepar og forsøgte at prutte om prisen på en avis. Han kunne ikke lade være med at føle sig forfærdet. Mennesker var ikke tidligere hvad de havde været. Det værste af det hele var, at han næsten var sikker på at hende pigen ikke havde anet hvem han var. Hvis bare hun havde vist en smule genkendelse havde han tilnærmelsesvist kunne tilgive hende. Men ikke nu. Han mærkede endnu en gang en klump i halsen. Han savnede Sydkorea og han savnede sine venner. Mere end han havde ville indrømme til at starte med. Dengang havde den tidligere afrejse bare været et påskud i håb om at færre mennesker ville genkende ham. Nu indså han at det ikke havde noget med det at gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...