Kkrrhh


0Likes
2Kommentarer
397Visninger

1. Kkrrhh

Hans mørkegrå øjne så vagtsomt ud over den larmende menneskeflok. Der var så meget bevægelse at selv hans erfarne øjne ikke kunne følge med. Han syntes at alle mennesker gik rundt med lysebrun cottoncoat, sort hat og mørke briller. Det var de eneste oplysninger han havde fået over den skrattende walkie-talkie. ”Kalder, kkrrhh, falkeøje 17, kkrrhh” havde de sagt ”den mistænkte, kkrrhh, bærer en lysebrun cottoncoat, kkrrhh, sort hat og, kkrrhh, mørke briller.” Han havde derefter prøvet på at være morsom og havde sagt ”Er det, kkrrhh, krage 3 der? Hi, kkrrhh, hi hi.” hvorefter der heldigvis havde været så meget skrat på linjen at han ikke kunne høre den svovlende Svendsen, der udspyede eder og forbandelser om at det her var en vigtig sag. Vigtig og vigtig, havde han tænkt. En chihuahua kunne da ikke være så vigtig, men det kunne den åbenbart for fru Shakenmeister. Hendes elskede lille chihuahua var blevet bortført lørdag nat og hun havde været bund ulykkelig i to døgn.   

Han lænede sig op af en støttesøjle og kørte en hånd igennem det grålige hår. En lufthavn var et ideelt sted at gemme sig når man ikke ville opdages. Var ’sag 48’ mon manden ved de tre store trolleyer, og var hunden mon i den lille lyserøde? Var han mon manden med barnevognen, og var hunden forklædt som baby? Men nej… ham med trolleyerne havde lysegrå frakke og manden med barnevognen havde klare briller. Sagen virkede for hans vedkommende ret umulig men hvem var det der løste den legendariske ”Umulige Sag Ved Rødovre”? Det gjorde han og det var derfor Svendsen havde sat ham på denne opgave. Fordi han håbede, at der stadig var lidt af den gode gamle kriminalkommissær Troelsen gemt bag alle de grå hår og rynker. Troelsen lukkede sine øjne og lyttede til al støjen og larmen. Sjovt nok var det denne form for stilhed han bedst kunne lide. Så vidste han at han ikke var alene for det var han i den grad ikke. Mennesker styrtede rundt og skulle skiftevis med fly til Langtbortistan og til øerne hvor peberet gror. Der var lyde fra grædende børn, lyde fra hostende og råbende mennesker og lyden af hunde gøen… HUNDEGØEN! Troelsen slog øjnene op med et sæt og kiggede sig vildt omkring… og der! En høj spinkel mand med en ordentlig bule på maven der bevægede sig og gøede. Troelsen fumlede febrilsk rundt med sin walkie-talkie og fandt endelig sender knappen og trykkede den ind ”Kalder, kkrrhh, krage 3 hi, kkrrhh, hi hi… nu skal jeg nok, kkrrhh, spare dig for mine morsomheder, kkrrhh. Mistænkte er, kkrrhh, observeret nær ved, kkrrhh, caféen ved gate, kkrrhh, 7. Han er, kkrrhh, let at kende. Han har, kkrrhh, en levende byld under frakken.” Troelsen frydede sig et øjeblik og satte så i løb efter den mistænkte. Han kunne mærke på sine ben og lunger, at han ikke just var tredive længere. Han halvløb efter den mistænkte mens han nynnede sin kendingsmelodi, med et tilfreds smil på læberne. Han kunne se Svendsen længere nede af gangen og kors hvor så han dum ud. Han var hoppet i en lyserød blomsterkjole og blond krøllet paryk med en lilla håndtaske. Han havde vist ikke indset at det her ikke var en mafiaboss der skulle fanges, men kun en hundenapper. Da Svendsen fik øje på hundenapperen, begyndte han straks at gå og vugge sit ”barn” i søvn og sjovt nok hen imod den mistænkte. Da Svensen var omkring tre meter fra mistænkte, sprang han frem imod ham, med et vildt udtryk i øjnene. De nærmeste turister begyndte at tage billeder imens resten af politiholdet så deres snit til at spærre området af. Svendsen flåede cottoncoaten af den stakkels mand og så overrasket ud i et kort øjeblik men tog sig så sammen og tog den lille lyserøde chihuahua, med sløjfer i hele knolden, ud af mandens frakke og satte den på jorden. Troelsen stod og var ved at brække sig af grin ved synet af hans chef udklædt som dame der var ved at overfalde en spinkel mand og oven i købet med en lille lyserød chihuahua ved siden af på jorden. Svendsen kiggede sig stolt omkring et øjeblik men opdagede så den kødrand af flypassagerer der havde dannet sig omkring dem. Han blev helt rød i knoppen og gik hen til Troelsen og spurgte ”hvornår går det næste fly til Mandalai?”

Senere den dag fløj et fly til Mandalai med en dame paryk i lasten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...