Et håb på bedre


0Likes
2Kommentarer
298Visninger
AA

1. Et håb på bedre

 Hun løb så hurtigt hendes lange, spinkle ben kunne bære hende. Svedperlerne piplede ned over de tydelige kindben, og blandede sig med de salte tårer. Hun var for sent på den igen. Jerry havde udtrykkeligt sagt at hun senest skulle være hjemme klokken otte og den var halv ni. Hun havde gjort et ihærdigt forsøg på at dække det store blå mærke på hendes kind fra sidst hun var kommet for sent. Jerrys regler var ikke til at spøge med.

Hun svingede forpustet ned i gyden, mens hun forbandede de sidste to øl der nu var på vej op igen. Hun måtte hiksende stoppe op ved en container, og se til mens den syrlige mavesyre væltede op. Hun så opgivende op fra jorden, og kunne lige skimte den lyserøde boligblok fem gader henne. Hun satte i løb igen og kunne allerede høre Jerry for sig ”Hvad fanden er det for en tid at komme hjem på Rubina? Sagde jeg ikke klokken otte?” hendes mor ville bare stå i baggrunden og gemme ansigtet i hænderne mens lussingen ville synge i Rubinas øre. Hun kunne mærke tårerne presse sig på igen og danne sorte striber af makeup ned af kinderne.

Tre gader igen. Tre gader tættere på slaget. Hun kunne kun håbe på at Jerry var ædru, for så blev det kun et slag og så op på værelset. Hun skulle ikke have blevet hos de gamle så længe. Men hun havde brug for nogen at snakke med. Mor og Jerry ville ikke forstå hende, men Rubina syntes at der var noget fortryllende over de gamle mennesker på Solsikke Gården. De havde en livskraft, en drivkraft til at fortsætte livet selvom nogen af dem højest havde et par år tilbage. De så altid det gode i alle mennesker og så bort fra alle fejlene. Hun havde overbevist Mor og Jerry om at hun var ved sin opdigtede veninde Line. Jerry havde et eller andet imod gamle mennesker, eller også var det bare fordi han hadede alt og alle bortset fra Rubinas mor, som alle kunne lide. Hendes mor havde tykt, silkeblødt, blondt hår og var høj og slank på en god måde i modsætning til Rubina der havde sort, filtret, stridt hår og var spinkel og ranglet. Der var mange der sagde at hun nok havde det fra sin far, men så stirrede hendes mor bare olmt på dem og fik dem til at holde mund.

En gade igen. Den lyserøde blok stod stærkt i kontrast med de grå og sorte omgivelser. Det eneste opløftende var den lille altankasse uden for hendes værelsesvindue, hvor Louie, hendes lille, stribede, orange huskat lå og dasede.

Hun var ankommet. Hun stoppede og trak vejret dybt ned i lungerne, tørrede de værste makeup striber af kinderne og tog den barskeste attitude på hun kunne mønstre. Hun listede op af de syv slidte trappetrin og undgik omhyggeligt det knirkende ottende. Hun sundede sig et øjeblik og hamrede døren op i håb om at skræmme Jerry et sekund. Hun så Jerrys udslidte skygge rejse sig fra sofaen og gå ud mod gangen, skarpt forfulgt af den smukke figur af hendes mor. Jerrys grålige ansigt stak ud i entreen efterfulgt af hans lange krop. Den muskuløse kæmpe kom truende nærmere. Hendes mor holdt klynkende fast i Jerrys ene overarm, men han skubbede hende til side med en bestemt mine. Rubina prøvede på ikke at virke skræmt, og stirre ham ned, hvilket var umuligt eftersom Jerry var en halv meter højere end hende. ”Rubina! Hvor har du været?! Det er sgu en halv time siden du skulle have været hjemme!!” Hun kunne lugte på ham at det nok ikke bare blev et slag og så op på værelset. Hendes mor klynkede ”Jerry, lad hende være. Hun kan ikke gøre for at Line bor så langt væk.” ”så må hun sgu gå derfra en halv time før Tanja!”

Tanja… det var ikke tit hun hørte det navn. Hun hed bare mor! Det kunne Jerry ikke finde ud af.

Jerry så på Rubina med et udtryk af tilfredshed med tanken om at kunne give hende et slag der ville ringe i øret de næste fem minutter. De kunne ikke lide hinanden. Nærmere sagt, de hadede hinanden.

Jerry hævede armen til slag og gav den fart på. Den ramt venstre kind med sådan en fart at endnu et lilla mærke viste sig. Rubinas attitude krakelerede og hun brød sammen. Hun styrtede op på værelset og kunne høre lette fod trin på trappen bag sig. Hun smed sig på sengen og lå og hulkede. Hvorfor hulkede hun? Hvorfor brød hun sammen? Det var jo det Jerry ville have! Hun plejede altid at tage imod slagene et efter et… hvorfor havde hun stukket halen mellem benene?

Hendes mor bankede på døren i den sædvanlige kedelige rytme, bank, bank, bank. Rubina svarede ikke, hun lå bare og undrede sig over sin opførsel. Hendes mor trådte ind med et sørgmodigt smil på læberne, og satte sig på sengekanten ”Rubina… jeg har jo sagt at du bliver nødt til at overholde Jerrys regler… Jeg kan ikke gøre noget ved det!” Rubina svarede ikke men gemte bare hovedet længere ned i den slatne lærredspude, så der kom sorte makeup striber ned af det ru stof. Hendes mor sad og nussede hendes hår, på den måde hun altid gjorde da Rubina var lille. Men hun var ikke lille længere, så hun fløj op og skreg ”så find dig dog en anden!! Jerry er jo syg i hovedet!! Vil du bare stå se til mens han lammetæver mig!?” hun fortrød det med det samme ordene forlod hende. Hun vidste udmærket godt at hendes mor ikke kunne forlade Jerry, for hun var nemlig lige så bange for ham som Rubina selv var.

Jerry havde altid været der men han var ikke Rubinas far. Hendes mor havde tit sagt at han var den eneste udvej for dem. De havde boet på gaden, men Jerry tilbød dem et sted at få kost og logi, havde hun sagt. Han var stor og stærk, og ingen turde ligge sig ud med ham. Heller ikke mor. Jerry havde altid været mand for at give Rubina et slag på siden af hovedet hvis hun ikke opførte sig ordentligt. Hvor tit havde hun ikke fantaseret om et bedre liv et andet sted?

Hun vågnede med et sæt, mens sveden løb hende koldt ned af ryggen og hendes sorte hår klæbede til brystkassen. Hun havde haft mareridt igen. Hun så over på de blinkende, lysegrønne tal på computerskærmen der viste 05:46. Hun satte sig op og tog sig til hovedet og prøvede at overbevise sig selv om at det bare havde været en drøm. Mareridtene blev ved med at vende tilbage, nat efter nat. Det var det samme hver gang. Hun flygtede gennem Gøteborgs gader med Jerry lige i hælene. Hun skulle rede Elsa, Sanne, Finn og alle de andre fra plejehjemmet fra Jerrys vrede. Han ville slå forsvarsløse Lotte, en treoghalvfems årig gammel dame, og dræbe Jürgen den gamle stakkel. Hun havde ingen ide om hvordan, men hun ville rede dem. Hun vågnede altid lige når hun nåede hen til den lille, hyggelige villa hvor de gamle sad i deres gyngestole, og så på hende med et overbærende smil. Hun skulle lige til at skrige at de skulle flygte, men slog så øjnene op.

Hun rejste sig op og vaklede lidt forpustet hen til hendes spejl. Hun betragtede sig selv et øjeblik. De knoglede skuldre, de indsunkne kinder og sidst men ikke mindst de blålige mærker i ansigtet. Hun forsøgte straks at smøre ansigtet ind i alskens creme og pulver, det dækkede de gamle mærker men ikke det store nye på kinden. Hun traskede over til computeren og startede maskineriet op. Forsiden med et billede af Jerry med en fin lille lykke om halsen tonede frem. Det var hendes ynglings beskæftigelse. At lave Photoshops med Jerrys forskellige dødsfald på. Dette var bare et af de utallige. Hendes ynglings var det hvor Jerry lå i guillotinen og hun stod og holdte snoren.

Hun gik på nettet og gjorde det sædvanlige. Skriblede med fingre som elefanter: Rubina Svensson, i søgeboksen. Der poppede tre mugligheder op. Den ene var et smykke firma, det andet et værksted og det tredje… en hjemmeside for kidnappede børn!

Hun klikkede sig ind og der stod:

________________________________________________________________________________

Navn: Rubina Svensson

Bortført d.:  28/7-1995

Bortført af: Moder og fremmed

Anden forælder: Ståle Svensson

Tilstand: ønsker kontakt

Oplysninger: Ståle Svensson, 42 år d. 7/8, bor i Norge-Larvik

Telefon: 76 03 82 39

 ______________________________________________________________________________

Hun kunne ikke tro det. Hun sad bare og stirrede målløst ind i skærmen. Moder og fremmed… mor og Jerry! Hun sprudlede nærmest af had til dem. De havde bortført hende! Det kunne mor da ikke have gjort!

I det sekund tog hun en beslutning… hun ville flygte. Det var så enkelt! Hun sagde bare at hun sov hos Line og tog i stedet exprestoget til Larvik! De ville ikke undre sig over at hun tog sovepose, skiftetøj og tandbørste med og Louie var de ligeglade med, så ham kunne hun sagtens smugle med ud.

Hun gik ned af trappen og kæmpede for ikke at vise sig vrede. Mor og Jerry sad ved morgenbordet, med kaffe og chokolademüsli. Hun gik med beslutsomme skridt hen imod bordet og satte sig på den forfaldne, lysebrune køkkenstol. ”Nå så kunne du tage dig sammen til at stå op hva’?” sagde Jerry i et nedrigt tonefald, mens mor bare sad og koncentrerede sig voldsomt om at læse en artikel. Rubina fik det helt skidt ved tanken om at skulle rejse fra mor. Hun kunne nogle gange være lige så slem som Jerry, når han var glad, men aldrig som når han var sur. Hun tog tanken til sig. Kunne mor tage med? ”Mor? Jeg vil gerne tale med dig. Inde ved siden af.” sagde hun. Hun rejste sig fra bordet og kiggede afventende på mor der så rejste sig og fulgte efter hende ind i stuen, og lukkede døren bag dem. ”hvad er der så lille skat?” spurgte mor venligt. ”jeg vil have svar… nu. Jeg har levet med dig i sytten år og du har ikke sagt et ord om det her?” hvislede Rubina ud mellem tænderne. ”om hvad lille pus?” sagde mor og begyndte at få nervøse trækninger i venstre øje. ”det ved du udmærket godt. Jeg har såmænd lige fundet ud af at jeg har en norsk far der er 42 år, hedder Ståle og bor i Larvik… det mener jeg…” Hendes mor stod som lammet og stirrede på hende som om hun lige havde set et spøgelse, og begyndte så at græde. Hun fik hulkende fremstammet ”det var ikke meningen at du skulle opdage det… der var ikke noget jeg kunne gøre! Tror du jeg havde fået et barn med Ståle hvis jeg ikke havde elsket ham? Det kan godt være at man gør den slags i dag men det gjorde man ikke den gang!!” hun sænkede stemmen betydeligt ”siden du nu har fundet ud af det, kan jeg ligeså godt fortælle dig hele historien…

Det hele startede den 23 marts. Ståle og jeg var håbløst forelskede, og vi havde lige fået dig. Vi var lige flyttet i lejlighed og alt gik fantastisk lige indtil Jerry flyttede ind ved siden af. Han var voldsom og hørte ofte buldrende høj musik på den anden side af væggen indtil vores sove værelse. Han kiggede altid mærkeligt på mig når jeg mødte ham i opgangen. Vi besluttede os for at jeg skulle gå hen og bede ham skrue ned for musikken om aftenen men at han var velkommen til at høre om dagen jeg bankede på og han lukkede mig ind i hans lumre lejlighed. Jeg nåede lige at se en masse billeder af mig på alle væggene. Da jeg snurrede rundt for at komme ud, låste han døren og blev pludselig aggressiv, og tvang mig til ikke at sige et ord om dette til nogen og så tog han os med… jeg fik aldrig set Ståle efter det…”

Rubina sad helt stille og målløs på sofaen og så på sin hulkende mor. ”så tager du med mig” hviskede Rubina opmuntrende til sin mor. Hun så undrende på Rubina, og fik så forklaret planen. For med mor var penge og selskab intet problem.

Mor slentrede ind i køkkenet til Jerry, mens Rubina blev siddende og hørte få ord som: …Weekendtur……Rubina……Katten… og så en bekræftende mumlen fra Jerry.

Der stod julelys i øjnene på mor da hun vendte tilbage fra køkkenet, ved tanken om at komme væk fra Jerry. Rubina spurgte sig selv om hvorfor mor ikke havde gjort det noget før, men nogle ting skal vidst man bare have et startskud til.

Hun gik op på sit værelse, og så sig om. Der var egentlig ikke så meget og pakke. Lidt makeup, lidt tøj og så Louie med hans transportboks og foder. Hun smed det hele, undtagen Louie, ned i sin lyseblå rygsæk og tømte sin sparegris ned i sin pung. 378,50 kr. var der nu i alt i hendes pung. Hun sprang ned af trapperne så Louie brokkede sig over at blive kastet rundt, hvilket fik Rubina til at løbe langsommere. Hendes mor stod der allerede. For foden af trappen, stod det gladeste menneske Rubina nogensinde havde set. Hendes mor råbte til Jerry at de tog af sted, mens hun kiggede på Rubina med glædestårer i øjnene.

De løb med flagrende lokker og skinnende ansigter, ud af døren, gennem de gader der virkede grimmere end de plejede og hen til det gule busstoppested, mens de skreg farvel til de grimme bogligblokke og den container Rubina brækkede sig bag i går. Længere nede af vejen kom den gule bus trillende. Den stoppede foran dem med et tungt motorsuk. De steg ind og købte to billetter ved en ældre dame og fandt sig to ledige pladser og satte taskerne fra sig på gulvet ved deres fødder. De sad bag en ung mand, der lugtede meget kraftigt af parfume og på den anden side af gangen sad der en lille pige på omkring ti år, med spejderjakke på og en lille bamse i hænderne.

Højtalerne skrattede ud i bussen: ”Banegårdspladsen” hvilket var tegn til at Rubina og hendes mor, skulle stå af. De trykkede stopknappen ind og der kom en underlig samling toner der skulle forestille en skala, der signalerede at der nu var trykket stop. De stod ud af bussen sammen med den unge mand der lugtede meget kraftigt af parfume og en gammel mand. Rubina sagde venligt tak for turen til buschaufføren der svarede med et tilfredst nik. De gik over markedspladsen og ind på banegården. De henvendte sig til en buttet dame der stod bag den nærmeste informationsskranke og drak kaffe. ”undskyld? Er der et nattog til Larvik der afgår herfra?” spurgte mor i et sukkersødt tonefald ” Jah.. det gå her kl. 22.. skal i da på ferie?” spurgte infodamen venligt ”det kan man godt sige” sagde mor og blinkede til Rubina.

 

Hun løb så hurtigt hendes lange ben kunne bære hende. Svedperlerne piplede ned over kinderne og blandede sig med glædestårerne og løb ned af de tydelige kindben. Tre gader igen. Hun kunne allerede høre Ståle for sig: ”skynd dig Rubina!! Mor ligger der inde og venter på dig!!” tårerne pressede på igen og hun kunne ikke gøre andet end at grine. En lillesøster!! Det var fantastisk!! En gade igen. Det hvide hospital stod nærmest og skinnede. Hun var ankommet. Hun spurtede ind af hoved døren og bremsede hårdt op. Der stod hendes far og vinkede hende ind på en stue, til mor og lillesøster.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...