To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2399Visninger
AA

9. Videre mod havet

Senere løftede hesten igen hovedet. Luchador åbnede munden så Ashat fik tænderne at se, det var nærmest ligesom når et menneske gabte. Han lod hånden glide over hestens hals, men i samme øjeblik forsøgte hesten at rejse sig, hvilket fik ham til at give et lille gisp. Hurtigt, men uden at skræmme, flyttede han armen og lod den rejse sig. Så snart den hvide skabning var på benene lod den hovedet synke. Ashat troede det var fordi den ville i kontakt med ham, så han fik et chok da den rystede sig. Det så lidt sjovt ud, for den rystede hovedet, så halsen og videre ned gennem kroppen og helt ud i bagparten. Han lod et smil forme sig på læberne inden han selv rejste sig op. 

"Kom så, Luchador!" sagde han roligt og begyndte at gå hen over klippeafsatsen.

Hesten så lidt undrende på ham, det lagde han mærke til da han så sig bag over skulderen. 

"Det er okay, bare kom" fortsatte han. "Vi må finde et sted hvor vi kan få det godt!"

Der lød en prusten og Ashat hørte hvordan hesten rystede sig igen, efterfulgt af hovslag.

"Det var godt, ven!" Ashat smilte over hele hovedet, han havde fået hesten til at følge ham. 

Langsomt men sikkert bevægede han sig videre gennem bjergene. Han måtte være påpasselig for ikke at skrabe sine bare fødder til blods på de skarpe klipper. Luchador gik nu ved hans side, og var hele tiden opmærksom på i hvilken retning Ashat gik og hvad han lavede af bevægelser.

De gik i lang tid, og gjorde kun holdt en enkelt gang for lige at drikke noget og for at han kunne hvile de til blods revne og ømme fødder. 

Solen var igen begyndt at synke. Ashat var træt og udmattet, han støttede sig til Luchador mens han gik. Men det var svært at bruge Luchador som støtte, for det var en stor hest. Tempoet var lavt som de gik der, men de var begge trætte efter at have gået i bjergene i flere timer nu. 

Ashats mave var holdt op med at knurre i sult, alligevel kunne han godt mærke det tomme hul der var i maven når han skulle præstere at gå igennem bjergene. Det var i det øjeblik hvor smerten efter det tomme hul i hans mave var størst og kvalmen stærkest, at han så havet, derude lå havet. Han vidste ikke hvor langt der var derud, men han ville prøve at nå havet i morgen. 

"Vi har vidst gjort det godt for i dag, Luchador. Lad os slå lejr her for natten og fortsætte i morgen."

Der var ingen vand på klippeafsatsen, men de måtte vente med at finde vand til i morgen. Ashat havde virkelig brug for hvile og søvn nu. Han satte sig ned på klippeafsatsen. Til at starte med vandrede den hvide skabning hvileløst rundt på afsatsen. Den kastede jævnligt sit blik over på ham, det var som om han ville sikre sig at de blev sammen. 

Det var et underligt bånd der var mellem dem, eller det var nærmere et stærkt tillidsbånd og kærlighedsbånd der var blevet skabt på en mærkværdig måde. Gennem lidelse og ensomhed havde de to fundet hinanden og stod nu sammen. Men ville dette holde ved hvis de mødte andre mennesker, ville deres tillidsbånd være så stærkt at Luchador ikke ville vige fra hans side. Det var ikke til at sige, den vilde og onde hest som Ashat havde mødt til at starte med lå stadig gemt i ham, der var umuligt andet. Ashat kunne ikke forudsige om hesten ville flygte eller angribe, den havde gjort noget der lignede begge dele da den havde mødt ham.

Men nu galt det bare om at nå havet snarest muligt. Ashat var ved at blive meget mager, der havde aldrig været meget indhold i ham, men nu var der ingenting, han var så godt som kun skind og ben. Luchador manglede også at kunne spise godt. Dens ribben begyndte at stå tydeligt frem. Ved havet ville der være græs og mulighed for at Ashat kunne finde noget at spise. De måtte se om de ikke kunne nå havet i morgen engang.

Endelig lagde hesten sig ned. Ashat krøb hen til hesten og lagde jeg med hovedet imod dens skulder. Varmen fra hestens hårlag føltes dejlig imod hans kind. Luchador drejede sit hoved om imod ham så han kunne stryge den blidt over næseryggen. Der gik ikke lang tid før Ashat sov trygt. Det skulle blive godt med en nat hvor han kunne få en smule varme og ikke behøvede fryse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...