To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2402Visninger
AA

8. Tillidserklæring

Næste morgen var Ashat på ingen måde i tvivl om at han havde sovet dybt den nat, han følte sig godt udhvilet. Klippeafsatsen var gold, men allerede varm af formiddags solens stråler. Hesten stod i skyggen og hang med hovedet. Det fik ham til at bekymre sig om hestens vel. Dens øjne plejede at have en god udstråling, men nu var de matte og udtryksløse.

Langsomt nærmede han sig hesten, den løftede hovedet en smule, men trak sig ikke væk. Han lod hånden glide over den støvede hvide pels på halsen. Med forsigtige skridt bevægede han sig ned langs hestens side, mens han undersøgende lod hånden glide over sårene på dens krop. Hver gang han ramte et åbent sår krympede hesten sig og nappede ud efter ham. 

Ashat kunne hverken beskrive eller begrunde sin bekymring for hesten, den havde været frisk nok aftenen forinden. Siden han havde mødt den ædle skabning første gang var den kun blevet tyndere. Ved det første møde havde ribbenene været let synlige og musklerne været markante, men nu var flankerne begyndt at synke ind. 

Hesten prustede utilfreds da han fjernede de blive hænder fra bagparten. Igen gik han op til hovedet. Denne gang bøjede han sig ned og strøg hesten blidt over næseryggen.

"Hvad er der galt, min ven?" spurgte han bekymret, selvom han udmærket godt vidste at heste og mennesker ikke kunne kommunikere. 

Alligevel var det som om at hesten forstod hvad han sagde. Den løftede hovedet en anelse og der lød en stille brummen dybt nede i halsen på den. Ashat stoppede ikke sine blide strøg over hestens pels, han havde netop vundet dens tillid og det var nu den havde brug for ham, derfor måtte han ikke svigte den.

Mens han sad der med hestens hængende hoved foran sig kom han til at tænke på hvad han kunne kalde hesten. Det første navn der slog ham var Indigo, for der var da en smule blåt skær i hans pels, eller nej det var nok bare solens lys. Derefter kom ordet Chiclanero til ham, det lød da egentlig meget godt, men det passede bare ikke til denne hest.

Hans tankestrøm blev afbrudt da hesten rørte på sig og gjorde som om den ville lægge sig ned. Ashat gav hesten plads og den lagde sig ned på klippen. Hesten så op på ham og han forstod at han måtte sætte sig hos den. Han satte sig ned helt tæt på hestens hoved og begyndte igen at stryge hesten over halsen og næseryggen. Der gik ikke lang tid før han mærkede hestens mule hvile imod hans ben. Hovedet blev tungere og tungere indtil det lå helt i hans skød. Et lille smil undslap hans læber, for han havde i sandhed vundet denne hests tillid. 

Tankerne begyndte igen at glide væk, der måtte være et navn der passede helt perfekt til denne hest. Confidence, Condianca, Confianca. Nej, det var bare ikke det rigtige. Luchor, Luchan, Luchando, Luchandor. Han tænkte lidt over det og begyndte at mumle for sig selv. 

Luchando, Luchando.... Luchandor, Luchandor....Luchandor....Luchador!" han lod den hænge lidt i luften.

Luchador, det var egentlig pænt. Han havde hørt ordet før, det var vidste fransk, men han vidste ikke hvad det betød.

"Luchador!" sagde han igen. "Luchador, det er det du skal hedde: Luchador!" han smilede ved sig selv, det var et godt navn og det passede godt til hesten. 

Luchador sukkede dybt og det fik Ashat til at se ned. Hesten havde lukket øjnene. Ashat lod hånden stryge hesten på siden af hovedet, han ville dette dyr det bedste. Han besluttede at blive her til engang på eftermiddagen, så måtte de videre hvis de snart skulle nå havet. 

Hestens vejrtrækning var langsom og dyb. På en måde beroligede den Ashat. For det første var det en meget stor tillidserklæring at den lå og hvilede sig i hans skød. Samtidig var den langsomme men regelmæssige vejrtræning med til at gøre Ashats vejrtrækning langsommere og dermed også mere rolig. Lige nu nød han at være til, omstændighederne var lige meget, han havde alt hvad han behøvede lige foran sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...