To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2380Visninger
AA

7. Mod havet

Hele natten holdt han sig vågen for at våge over den afkræftede hest. Så snart den lagde sig ned på siden var han henne ved den for igen at få den op og ligge ovenpå benene. Selvom denne skabning havde holdt ham vågen var han glad for at den var blevet nær ham så der ikke skete den noget. 

Lyset begyndte langsomt at vænne tilbage hen af morgenen. I det svage lys bevægede han sig igen ned af i bjergene for at finde noget mere græs. Det var ikke sikkert det ville blive let at finde noget, men han ville da prøve. Hvis han blev ved med at finde føde til den kunne det være at den til sidst ville acceptere ham, at den til sidst ville se ham med blide øjne istedet for de ondskabsfulde. 

Det viste sig at han måtte lede noget mere end aftenen inden for at finde noget græs, men han fandt dog en stor håndfuld græs som han tog med sig tilbage til hesten. Da han kom var hesten på benene og i færd med at drikke. Den støttede i dag lidt mere på det skadede ben, det syntes han var dejligt at se. Langsomt bevægede han sig mod skabningen. Ashat var meget opmærksom på at han skulle virke så afslappet så muligt, og så måtte han ikke virke skræmmende. Han ville forsøge at virke så lille som muligt. Det var også det der fik ham til at bøje nakken, til at undgå at se direkte imod hesten og til at tage små, langsomme skridt. 

Hesten havde fuld fokus på ham, men det gjorde ham ikke noget så længe den ikke flygtede. Den blev stående hvor den var og da Ashat rakte græsset hen imod den gav den sig til at gumle på det. Efter at den havde spist græsset forsøgte han sig med at række hånden ud for at røre hesten på halsen. Det eneste den gjorde var at krympe sig da den mærkede hans hånd imod sin hvide pels, ellers blev den stående ved hans side. Denne skabning gumlede det sidste græs i sig, men selv da den var færdig blev den stående hos ham. Ashat kunne slet ikke lade være med at smile, han var så småt på vej til at vinde dens tillid. 

Han besluttede sig til ikke at ville presse den mere i dag og slap derfor kontakten med dens pels igen. I en rolig bevægelse trak han sig tilbage, men uden at slippe hesten med sit blik. Trods det at hesten havde vist ham et smule tillid, så var den et vildt dyr der havde udvist had til mennesker, og derfor måtte han stadig være påpasselig. 

Klippemuren bag ham lå hen i skygge nu og var derfor endnu kølig fra natten. De kølige sten imod hans solbrændte krop føltes rart. Selvom stenmuren var skarp så kølede den hans brændende hud. Trods det at han følte hesten havde mere tillid til ham så kom det alligevel som en overraskelse for ham at hesten tog et skridt hen imod ham. Ashat blev stående og stirrede imod skabningen som nu ellers blev stående uden at røre klippen med det ene ben. Han havde håbet at den i det mindste ville støtte på benet i dag, men det var ikke tilfældet. 

Ashat blev på afsatsen indtil temperaturen igen var ved at falde. Inden det blev helt mørkt ville han længere vest på, han ville se om han ikke kunne komme nærmere kysten hvor der ville være større chancer for at han også kunne finde noget at spise. I løbet af de sidste uger var han skrumpet en del, men så længe han indtog væske kunne han nok sagtens holde sig gående. 

Selvom der var gået mange timer havde den hvide skabning ikke forladt klippeafsatsen. Men det gjorde den da han selv forlod den. Ashat rejste sig for at bevæge sig vest over i bjergene. Da han begyndte at gå fulgte hesten efter ham i en passende afstand. Det betød at hesten ikke nærmede sig for meget, men heller ikke slap ham af syne. 

De skarpe klipper skar i hans bare fødder, men han ignorerede smerten. På en måde ville han ønske at hesten ville bære ham over bjergene, men deres bånd af tillid var ikke stærkt nok til at han bare kunne sætte sig op på dens ryg. Derfor måtte han langsomt bevæge sig videre til fods. 

Mørket blev stadig tættere og han måtte lægge sig på en klippeafsats for natten. Han gabte og følte at hans øjenlåg var tunge. Det var tydeligt at han ikke havde sovet sidste nat og at han virkelig trængte til søvn. Hesten lagde sig tættere på ham end nogensinde før. Denne gang lå den hvide skabning kun omkring seks meter fra ham. Ashat vidste han burde holde øje med den igen i nat, men han følte sig magtesløs overfor trætheden og lod derfor hans tunge øjenlåg vinde. Der gik ikke lang tid før hans vejrtrækning blev dyb, det var klart at han sov dybt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...