To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2403Visninger
AA

10. Målet er nået

Selvom han havde lagt op af Luchador hele natten, frøs han. Natten havde været meget kold, koldere end de fleste han havde oplevet i ørkenen. Igennem natten var han krøbet ned og lå nu helt tæt ind til hesten. Nu rejste han sig langsomt op og strakte sig mens han gabte. Underlaget havde endnu engang været den hårde klippe, men han havde faktisk sovet meget godt. 

Luchador så op på ham, og det fik ham til at sætte sig ned på klippen igen og nusse hesten bag det hvide øre. Solen var på vej op ude i horisonten. 

"Kom ven, vi må vandre lidt inden det bliver for varmt. Vi skal jo gerne nå havet i dag"

Ashat rejste sig op og spejdede ud imod horisonten hvor han havde se havet den foregående dag. Det havde heldigvis ikke bare været en luftspejling. Han begyndte straks at bevæge sig i den retning. Bag ham hørte han hestens hovslag imod klippen da den kom på benene, og hvordan den rystede sig. Så hørte han igen hovslag og så vidste han at hesten fulgte efter ham og at han så godt kunne sætte tempoet op til den normale hastighed. 

Sikkert bevægede de sig ud imod kysten side om side. I takt med deres bevægelse imod havet steg solen højere og højere på himlen. Det blev varmere og varmere. Ashat havde igen fået varmen efter den kolde nat, både af solens varme, men også af at gå. Hans fødder gjorde ondt. De sår der var på dem blev gang på gang revet op af klippen. 

Da de nåede en afsats måtte han sætte sig ned. Han besluttede at de nu måtte holde en pause. Først slukkede de begge tørsten i den lille klippefordybning med vand. Derefter lod han sine fødder hvile i det vandet som var lunkent efter solen havde varmet på det. Han forsøgte at vaske det værste skidt ud af de åbne sår. Det gjorde ondt, men han vidste at det måtte til hvis han ikke skulle få betændelse i dem alle. Hesten stod ved hans side, den veg ikke fra ham.

Efter at have vasket sårene blev han siddende på klippen for at få fødderne til at tørre. Hesten lagde sig ved hans side endnu engang. Ashat smilede over det. 

"Luchador!" sagde han med kærlighed i stemmen

Han var virkelig begyndt at holde meget af den hest. De sad der på klippen en tid, nærmere indtil Ashats fødder igen var tørre. Ashat havde ikke meget forstand på at ride, men det kunne være sjovt at se hvad hesten sagde til at han satte sig på ryggen af den. De havde opbygget et godt tillidsbånd, så hesten ville nok ikke smide ham af, højst bare lade være med at rejse sig. Ashat rejste sig og satte sig overskrævs på hestens ryg. Da hesten begyndte at røre på sig gav det et gib igennem ham. Han tog et godt tag i manen og klemte til med benene da hesten rejste sig. Det ville gøre meget ondt at falde af her på klippen. 

Hesten begyndte selv at gå og endda i den helt rigtige retning. Det var som om den kunne fornemme hvilken retning han ville i. For egentlig var denne hests liv i ørkenen, eller i bjergene og ikke ved havet. Men alligevel gik den imod havet. Ashat mærkede dens bløde gang under sig. Det føltes specielt at sidde på hesteryg, noget han faktisk aldrig havde gjort før. Selvom de kun skridtede kunne han mærke hesten havde kræfter til meget mere. Ryggen var skarp fordi hesten var udsultet. 

Det meste af dagen bar Luchador på ham, og hen på slutningen af eftermiddagen nåede de endelig havet. Ashat så det lange græs bølge for vinden ude fra havet. Nu han tænkte over det havde det egentlig heller ikke været så varmt i dag, der havde blæst en brise som havde gjort at det føltes en smule køligere. Ikke fordi vinden var decideret kølig, men den luftede. 

For første gang i mange dage mærkede han sulten som et kæmpe hul i maven. Han lod sig glide af hesten og ned i græsset hvor han lagde sig ned. Luchador gav sig til at spise af græsset. Det at hesten endelig kunne spise uden at maden slap op, det glædede Ashat at se det. Luchadors øjne lyste op igen. De sidste dage havde de været mere matte, men nu var det tydeligt at se at han havde det godt. 

Efter lidt tid gik han ned på stranden for at se om der var noget han kunne stille sin sult med. I vandkanten lå der noget tang, det så ikke just appetitligt ud, men hvis der ikke var andet kunne han vel godt prøve at spise det. Ashat gik lidt frem og tilbage på stranden, men han fandt ikke andet. Derfor samlede han lidt tang i vandkanten. Da han tog det til munden smagte det frygtelig salt, men alligevel forsøgte han at få noget af det ned, så han kunne få noget næring i maven. Hvis han selv skulle sige det var han blevet meget tynd af de sidste par uger. 

Tangen gav ham kvalme, men han stoppede ikke. Den lille håndfuld tang han havde fået samlet den spiste han op. Han vidste at han var nødt til det, men at han skulle passe på med hvor meget han spiste når hans mave ikke var vant til maden længere. 

Nu vidste Ashat at hans liv ikke var i fare mere. Det ville være muligt at nå en eller anden form for by på et eller andet tidspunkt, for der lå byer spredt langs kysten. Disse tanker fik ham til at rejse sig og gå hen og omfavne den hvide skabning som han havde knyttet sig til.

"Luchador, vi gjorde det. Vi gjorde det virkelig!" det var umuligt for ham at skjule sin glæde.

~ SLUT ~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...