To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2471Visninger
AA

6. Fysisk kontakt

Hans vejrtrækning var dyb, han koncentrerede sig. Hesten foran ham havde ondt og svært ved at bevæge sig. Ashat havde så ondt af den, han ville så gerne hjælpe den, men det var svært når hesten ikke stolede på ham og ville lade ham komme tættere på. Hesten støttede knap på det ene ben da den humpede hen imod det lille vandhul i klippen igen. Han vidste at hvis denne hest skulle overleve det vilde liv her i ørkenen måtte den have hjælp. Ørkenheste var, efter hvad han vidste, ikke flokheste. Men hvad vidste han også om det, han vidste faktisk ingenting om heste.

Hårdt og tungt ramte den hvide skabning klippen da den lagde sig ned for at drikke. Ashat så hvordan den skarpe og ujævne klippe havde lavet hul i hestens knæ og blodet lige så stille piblede ud. Han bed sig i læben. Men samtidig var han så udmærket klar over at hesten ville flygte hvis han nærmede sig den inden den selv havde gjort tegn til at han måtte. 

Hesten lod sig glide ned på siden og hvilede hovedet imod den hårde klippe. Hvad Ashat ikke vidste var at heste ikke må ligge sådan ret længe, så han lod den ligge. Han hvilede selv hovedet tilbage imod klippevæggen og betragtede skabningen. Den skabning der tidligere havde været så elegant og kridhvid, den skabning lå nu foran ham ødelagt, fuld af blod og den havde smerter. 

Først da han på flere meters afstand kunne høre hestens vejrtrækning blive besværet reagerede han. Der var vel gået en lille halv time fra hesten havde lagt sig. Ashat rejste sig nu hurtigt og gik forsigtigt hen imod hesten. I ham var der et inderligt håb om at han ville få lov til at komme den helt nær. Da han kun var to meter fra den forsøgte den at komme op og ligge ovenpå benene igen, istedet for at ligge på siden. Men det var som om den ikke kunne. Ashat tog tre små skridt hen imod den og stod nu ved hestens ryg. Den hvide skabning kiggede mistroisk op på ham. Han vidste han måtte være forsigtig.

Langsomt satte han sig ned. Da hesten igen forsøgte at lægge sig op på benene igen forsøgte Ashat at skubbe. Skabningen var umådelig tung og med hans små kræfter virkede det som umuligt. Men alligevel var det som om han hjalp hesten til at komme op og ligge igen. Ashat kunne ikke lade være med at smile for sig selv, han havde nu rørt hesten, han havde hjulpet den. Måske dette var det der skulle til for at komme nærmere denne hest. 

Ashat lod hånden glide over hestens ryg. Det skulle han dog ikke havde gjort. Hesten vendte hovedet imod ham, og han kunne se hvordan tænderne var blottet og hvordan øjnene flammede. Han vidste nu at det endnu var for tidligt for ham at røre hesten sådan for alvor. Men måske det også var fordi den havde smerter. Ashat vidste ikke hvad der var grunden til at han ikke måtte røre hesten. Skabningen var jo af vild oprindelse, derfor var den født til at være bange for mennesker. Alligevel var det som om at han havde fået brudt et lille hul på hestens iskolde facade. 

Da han trak sig væk fra skabningen igen, havde han en god fornemmelse i kroppen. Han vidste at det nu ikke længere var umuligt at komme nær dyret. Ashat bevægede sig længere ned i bjergene. Igen ville han forsøge at hjælpe hesten. Denne gang ville han se om han ikke kunne finde noget mad til den. Hesten var skadet og det ville være besværligt for den at komme op og ned i bjergene. Nu da han tænkte over det, så var det egentlig forunderligt at hesten var kommet op til netop den klippeafsats hvor han havde været. Ashat havde været på den afsats siden han kom til bjergene. Måske han og hesten var bundet sammen på en måde siden hesten var vendt tilbage til netop denne afsats. 

Han måtte to afsatser længere ned før han fandt noget græs. Det var ham uklart hvordan det kunne vokse der, men der stod en lille smule i en lille klippesprække. Ashat plukkede det og bevægede sig op af i bjergene igen. Da han kom tilbage til afsatsen lå hesten i samme stilling med halvt lukkede øjne. Langsomt, men sikkert bevægede han sig hen imod skabningen. Foran sig i udstrakt arm holdt han den smule græs han havde fundet. Det glædede ham da hesten tog imod det og gav sig til at gumle på det. Han ville ikke presse hesten mere, derfor undlod han at stryge den over mulen, selvom han havde en umådelig stor lyst til at røre dens bløde, grå mule. 

Efter at have givet hesten den smule græs han nu havde, trak han sig tilbage til sin klippevæg. Græsset rakte vel til to mundfulde for hesten. Han lænede sig op af klippevæggen og holdt øje med hesten. Det stod ham nemmelig klart at den ikke måtte lægge sig på siden, derved blev dens vejrtrækning besværet. Selvom han følte sig træt holdt han sig selv vågen for at våge over skabningen. Når hans øjne var ved at falde i, rejste han sig og gik lidt rundt, men uden at nærme sig hesten for meget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...