To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2467Visninger
AA

5. Et nyt møde

Først et par dage senere viste hesten sig igen for ham. Ashat sad op af en klippevæg og slappede af. Det var det tidspunkt på dagen hvor solen stod højest på himlen og han måtte derfor sidde i skyggen og slappe af for at spare mest muligt på kræfterne. 

Det var mens han sad der i solen at hesten kom skridtende, men der var noget forandret over hesten. For det første virkede den afkræftet, men der var mere. Hestens hvide pels var nu ikke kun rød på bagbenet, nej også på halsen, bringen og højre side. Det var tydeligt den havde været oppe og slås. Som den kom gående der et stykke fra ham kunne han se at det humpede på det ene forben. 

Ashat var i tvivl om hvad han skulle gøre. Sidst han havde mødt denne skabning var det ikke endt særlig godt, han var blevet angrebet. Men nu var hesten skadet, mon han skulle prøve at komme nærmere den. Han havde trods alt drømt om hesten og hvordan de fik opbygget et tillidsbånd. Måske var det nu det rette tidspunkt at forsøge at nærme hesten, måske var det ikke lige nu han skulle gøre det, han vidste det ikke.

Hesten kom nærmere og stoppede kun få meter fra ham. Ashat lod blikket glide over hesten endnu engang. Dens blik virkede stadig ondt og hadefuldt på en måde, men samtidig var det som om den havde et udtryk hvori den bad om medlidenhed. Han ønskede på en måde at hjælpe den, men han vidste på ingen måde hvordan. Den hvide hest støttede ikke på det ene forben. Selvom Ashat ikke havde meget kendskab til heste, vidste han dog at der var noget galt når hestene hvilede på forbenene. 

Han kunne ikke få sig selv til at slippe skabningen af syne. Langsomt rejste han sig op, hvilket fik hesten i forsvarsposition. Humpende trak den hvide skabning sig baglæns, mens den blottede tænderne. I det øjeblik vidste Ashat at tidene endnu ikke var inde, han måtte vente til hesten selv gav tegn til at ville hans selskab. Tiden var ikke inde endnu. Men han ville ønske han kunne gøre en forskel, for hesten havde smerter, det var tydeligt at se for enhver, også selvom man ikke havde meget kendskab til heste. 

Det stod ham klart at han måtte blive hvor han var, for selvom hesten var skadet ville den formegentlig stadig forsøge at forsvare sig selv hvis den følte sig truet. Alligevel syntes Ashat at der var et eller andet over at hesten kom tilbage til ham. Måske de var bundet sammen på en eller anden måde, måske det var skæbnen at de før eller siden skulle have gensidig tillid. Et eller andet sted håbede han på det. Selvom han ikke havde meget kendskab til disse dyr, havde han altid ønsket sig at få en af disse ædle skabninger som sin egen. 

Hele seancen fik ham til at tænke tilbage på den drøm han havde for et par dage siden. Han skulle opbygge et tillidsbånd til skabningen som nu stod foran ham. Det gav ham troen tilbage, han ville en dag få sit ønske opfyldt, nemlig at få en hest. Dette ønske ville han få opfyldt her i ørkenen, en dag ville denne hvide skabning, som han nu havde set flere gange, blive hans. 

Fortsat trak hesten sig væk. Efter endnu et par skridt stoppede den op og lagde sig ned på jorden. Ashat nærmede sig langsomt, men han tog kun et par skidt før han så hvad hesten lavede - den lå og drak af en lille lavning i klippen. Han ville ikke forstyrre den i det, for den havde lige så meget ret til at få slukket sin tørst som han selv. Af en uforklarlig grund tog han alligevel et skidt mere hen imod hesten. Netop dette skridt fik hesten til at rejse sig og trække sig væk. Dens bevægelser, især da den skulle rejse sig, var besværede. 

Normalt ville hestens bevægelser have været bløde og elegante, men nu var de besværede og kluntede. Der var intet at gøre. Ashat besluttede at gå hen til klippevæggen igen og sætte sig ned. Han ville give skabningen mulighed for at handle som den ville. Hvis han skulle gøre sig håb om at skabe en tillid til hesten, måtte han give den plads. 

Ashat satte sig ned med ryggen imod klippevæggen. Hesten stod og så betænksomt på ham som om den var i tvivl om den kunne stole på ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...