To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2443Visninger
AA

2. En kold nat

Selvom Ashat ikke havde haft megen energi de seneste dage, havde han dog kæmpet for at nå dertil, hvor han var nu.  Da han vågnede op igen, løftede han hovedet lidt for at se sig om. Det var mørkt og koldt. Han vidste at det altid var koldt i ørkenen om natten, det havde han oplevet på egen krop i løbet af de sidste uger. Men denne nat var usædvanlig kold. Ashat satte sig op med en følelse af ubehag i kroppen. Han følte sig svimmel og udtørret. Det havde været et mirakel at han var overlevet så længe i ørkenen uden vand. Han kunne ikke selv forklare hvordan det kunne lade sig gøre, men han priste sig lykkelig over at han stadig var i live.

Rystende kom han på benene og tog et vaklende skridt frem. Det var i det øjeblik at han realiserede, at hans ben ikke længere kunne bære ham. Langsomt og usikkert bevægede han sig hen langs den knoldede klippevæg, som han var nødsaget til at støtte sig til. Natten var kuldsort og iskold hvilket fik ham til at gyse. Egentlig havde han ikke ret meget tøj på, og det han havde på var blevet revet i stykke, da han mavede sig frem over klipperne. Ashat var meget forsigtig, da han ikke kunne se noget i mørket, og var meget usikker på benene. Ashats krop gjorde det ikke lettere for ham at bevæge sig rundt i nattens mørke. Han vidste at hans ben til hver en tid kunne forsvinde under ham, alligevel var det som om at han fik energi og styrke til at holde sig oprejst.

Ashat havde en vilje, som ingen andre, til at kæmpe for livet. Selvom han ikke havde meget af værdi i livet, så vidste han at livet var den største gave han kunne få, og derfor gav han ikke så let op. Det var umuligt for ham at løfte sine fødder,  og af den grund slæbte han dem hen over den ru klippeblok. Smerten mærkede han ikke længere. Ashat havde sit fokus på en eneste ting - at finde vand.

Da det om morgenen begyndte at lysne lidt, så han en lille lavning med en smule vand i på klippeafsatsen under ham. Ashat var nødt til at komme derned, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at beholde hans største gave, livet.

På forunderlig vis fik han med sine sidste kræfter flyttet sin krop fra den klippeafsats han befandt sig på og ned på klippeafsatsen under. Han lagde sig på maven ved lavningen og begyndte at drikke. Det var umuligt at beskrive hvad den første tår vand gjorde ved ham. Vandet var lunkent, men Ashat var ligeglad - det føltes rart at indtage væske igen. Han drak mere, men hans svælg føltes stadig lige tørt. Ashat havde al fokus på den lille lavning med vand, men noget krævede hans opmærksomhed.

Der lød en tung prusten ikke langt fra ham, det var en velkendt lyd. Langsomt løftede han blikket og så på hesten, som stod få meter fra ham. Ashat havde ikke meget kendskab til heste, men han havde ofte gået og beundret de ædle skabninger hjemme i havnebyen. En sådan skabning var utilregnelig, og af den grund havde han al sin opmærksomhed på den.

Ashat bevægede sig ikke, men betragtede i stedet skabningen fra sit leje på klippeafsatsen. Dens ædle hoved var mere gråligt helt ude ved dens mund og næsebor, mens halen og manen bestod af helt fine hvide hår.  Hestens ellers kridhvide pels var støvet af ørkenens sand. Han lagde mærke til at hårene på hestens ene bagben ikke var hvide, men derimod blodrøde. På halsen var der hårløse steder, hvor man kunne se den lysegrå hud, som var indenunder. 

Han lod blikket glide over hestens udtryk. Det han lagde først mærke til var ørerne der lå underligt tilbagelagt, men han vidste ikke hvad det betød. Nogen hestes ører var måske altid tilbagelagt på den måde, han havde godt nok ikke set det før, men måske det var det noget der var karakteristisk for ørkenhestene. Hestens øjne var underligt mørke, men hvad der gemte sig bag ved den mørke facade var umuligt for ham at se. Halen var lettere løftet og nakken stolt knejset. Som den hvide hest stod der så den virkelig ædel og smuk ud. Ashat var helt fascineret, han havde lyst til at nærme sig hesten for at klappe den.

Langsomt og helt roligt rejste Ashat sig op. Da han endelig stod oprejst havde hesten ændret sin holdning. Nakken var ikke længere stolt knejset, den fine skabning havde løftet hovedet og lagt ørerne endnu mere fladt tilbage i nakken. Han begyndte langsomt at forstå, at det at hestens ører lå ned i nakken ikke bare var noget den var født med, det havde en anden betydning, men hvad vidste han ikke.

Hesten var omringet af mystik og det var umuligt for Ashat at aflæse hvordan hesten ville handle. Det var også grunden til at det kom som en overraskelse for Ashat, da hesten strakte halsen frem og satte imod ham. Han nåede at se hestens tænder komme til syne i munden. Ashat nåede knap at opfatte tingene omkring ham, for det hele gik så hurtigt.

Kort efter lå Ashat på jorden med hånden hårdt presset imod låret, som gjorde frygtelig ondt. Han så ned af sig selv, på låret så han et meget velsat aftryk af et tandsæt. Den hvide skabning foran ham syntes kun endnu mere mystisk efter dette. Han vidste ikke hvordan han skulle takle dette her, men noget måtte han gøre.

Det stod klart for ham at han måtte væk, for hesten havde ikke i sinde at forsvinde. Den tog afsæt til at rejse sig på bagbenene - han måtte væk. Så trods smerten i hans ben, rejste han sig og forsøgte at slippe væk. Hans flugtforsøg blev ikke mere elegant end det at han humpede, så hurtigt han kunne, hen over den ujævne klippeafsats. Ashat lod blikket glide tilbage over skulderen og så hestens forhove ramme jorden. Den hvide hest satte efter ham i kort galop. Der gik ikke lang tid før det gik op for ham at han ikke havde en chance for at slippe væk. Han vendte sig istedet rundt og så direkte imod hesten, hvilken virkning det ville have det vidste han ikke.

Ashat lagde mærke til kraften i hestens ben og hvordan musklerne under dens hud arbejdede. Det så godt ud, det måtte han indrømme, men hesten havde stadig direkte kurs imod ham. Han smed sig ned på jorden med en følelse af ubehag efter mødet med den ujævne klippe. Hurtigt rullede han om på siden for at se hvad hesten ville gøre. Til hans store overraskelse var han kommet den hvide skabning i forkøbet - hesten var sprunget hen over ham. Det eneste han nåede at se var den muskelspændte bagpart, de muskelspændte ben og måden hvorpå de hvide ben var trukket tæt op til maven. 

Hurtigt vendte han sig om for at følge hestens bevægelser. Skabningen virkede til at reagere utrolig hurtigt og være meget smidig. Efter hvad Ashat havde opfattet var hesten vendt om på ingen tid, lige med et stod den med hovedet rettet imod ham igen. Hesten blev stående og så vurderende på ham, virkede det som om. Det gav ham mulighed for at gøre et forsøg på at aflæse hesten igen. Ørerne var blevet rejst og vendt imod ham, og det vidste han dog betød at hesten var nysgerrig. Denne lille observering gav ham et håb. Han lå og tænkte lidt over hvad der mon gemte sig bag facaden på denne hest. 

Der lød en skraben fra en hov imod et stenunderlag, men det var ikke et plant stenunderlag, det kunne han høre. Ashat lod blikket glide rundt istedet for at undersøge om det kom fra den hvide skabning først. Det var ham taktisk dumt for i det næste øjeblik han så op, så han to hvide ben med to lyse hove fæstnet for enden. Ashat havde en længsel efter at synke i jorden, for han vidste godt at det ville være svært for ham at undslippe denne situation. Over ham fægtede de lyse hove, det blev ham klart at det ville forvolde stor smerte hvis hestens hove ramte ham.

Han følte sig ude af stand til at flytte sig, fokus var på hesten over hans hoved. I bringen kunne han se musklerne arbejde samtidig med han kunne se hvordan musklerne i bagparten og bagbenene var fuldstændig spændt op. Hesten havde umådelig mange kræfter, den ville have muligheden for at knuse hans krop, det vidste Ashat efter at have set de store muskler i hestens bagpart og resten af dens krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...