To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2404Visninger
AA

4. Drømme

Kroppen føltes øm. Han forsøgte at rejse sig men han kunne ikke. Hele hans krop var smadret. Hovedet smertede. Ashat forsøgte at løfte hovedet, men måtte opgive. Det var hen af eftermiddagen, men lyset gjorde at han måtte lukke sine øjne, for det føltes mere afslappende. 

Hen af aftenen hørte han et skingert hvin et stykke borte. Han havde aldrig hørt noget sådan før og vidste derfor ikke hvad det kunne være. Efter mørkets frembrud forsøgte han igen at løfte sin krop fra den skarpe klippe. Han løftede det helt langsomt da det ellers gjorde for ondt. Ashat lod blikket glide ned på den ujævne klippe hvor hans hoved havde lagt. Det var som om at der var tegnet et lidt mørkere område. Det slog ham i det øjeblik hvad der kunne være sket. Han lod hånden glide hen over den mørke plet, men den var tør. Derefter lod han hånden glide op i håret hvor han kunne mærke at i et område var håret stift.

Han sank engang uden at være klar over hvad det betød med den mørke plet og det stive hår. Dog havde han en mistanke, men intet var sikkert. I det allersidste lys lod han blikket glide ned over sin krop og det lasede tøj. Ashat kunne mærke smerten, men ikke se noget.

Igen begyndte hans svælg at føles tørt. Den hvide ædle skabning stod klart for hans øjne, men han kunne ikke huske andet end det. Ashat ville rejse sig. Det gjorde frygtelig ondt i hans hoved, men han vidste det måtte til for at finde vand, og han undertrykte derfor smerten. Med langsomme skridt bevægede han sig hen over den ujævne klippe med sine bare fødder. Lige nu var smerten fra hans fødder og de betændte sår ingenting sammenlignet med resten af hans krop. 

Det var som om han ikke så noget for sig, men som om han så med fødderne, han følte sig frem til alt. I det øjeblik føle hans højre fod fugt. Ashat satte sig ned på hug for at mærke med hånden. Det var sandt nok, for fødderne af ham var der vand. Med forsigtige og meget langsomme bevægelser fik han lagt sig ned på maven og begyndte at drikke. Da det lettere kølige vand gled ned igennem hans svælg bredte der sig en følelse af behag i hans krop. 

Ashat løftede hovedet for at se til siderne, men det var efterhånden så mørkt at han ikke kunne se noget. Han drak mere vand, indtil smerten i hans venstre arm blev for stor. Igen satte han sig op. Det stod ham uklart hvorfor hele hans krop var så øm. Men lige nu kunne han ikke finde ud af det. Måske der var nogle synlige mærker, men det ville han få at se om morgenen. 

Efter langsomt at have rejst sig begav han sig tilbage i samme retning som han var kommet fra. Eller i hvert fald i den retning han følte han var kommet fra. Da han med sin hånd mærkede den ru klippevæg satte han sig ned og lænede sig mod den. Han følte sig helt udmattet trods det at han ikke kunne huske hvad han havde lavet om dagen. For første gang i lang tid gjorde hans mave knuder. Sultet nagede ham. I morgen måtte han forsøge at finde noget mad, men det kunne godt blive svært på denne golde jord eller sten eller hvad det nu var. 

Udmattelsen tog endnu bedre fat i Ashat og fik ham til at lægge hovedet mod den ru klippe og lukkede øjnene. I det han lagde kroppen og hovedet ned i hviletilstand føltes det hele en smule mere behageligt. Han faldt i søvn.

Han drømte om,

en hvid og ædel hest som stod foran ham. Hestens øjne var hadefulde og onde. Han følte sig truet af hesten. .... Den hvide skabnings hove var lige over ham og havde ramt ham på ben og arm.

Ashat vågnede op og mærkede at jag igennem sin krop af smerte. Måske denne skabning havde angrebet ham gennem dagen eller natten. Det eneste han huskede omkring den var dens smukke gang, dens ædle hoved og dens kridhvide krop.

Igen faldt han i søvn.

Den ædle skabning knejsede nakken og kom elegant travende imod ham. Øjnene havde ændret udtryk. De var nu blide og tillidsfulde. 

Det stod klart for ham nu at hestens tillid bare skulle vindes, for den lå gemt dybt inde i dens indre. Fra den dag af ville Ashat prøve at vinde hestens tillid, uanset pris. Han vidste ikke hvor han var, han vidste ikke hvilken vej der var hjem eller noget som helst. Men hesten var der, det vidste han. Ashat og den hvide uskyldighed kunne jo fint støtte hinanden i det her liv. Der lå bare et stykke arbejde foran for Ashat - han måtte overbevise hesten om at han var til at stole på.

Foran ham stod den hvide uskyldighed. Han kunne røre den på mulen uden der skete noget. Hesten prustede veltilfreds og dens øjne udstrålede glæde. De havde opbygget et bånd og kunne støtte hinanden igennem tiden her, det stod ham klart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...