To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2399Visninger
AA

3. Den hvide uskyld

Den hvide hest fægtede med dens hove over ham. Ashat blev snart klar over at han måtte flytte sig hvis han skulle undgå dens hove. Mens han lå der under hesten så han en karakteristisk grålig plet under maven på hesten. Han lod sig rulle ud til siden i samme øjeblik som hesten lod sine hove ramme jorden igen. Det var skræmmende at se hesten sådan. Godt nok var den vild, men han havde aldrig troet en hest ville reagere på den måde.

Ashat rejste sig. Men før han kom helt på benene kom han til at se ind i hestens øjne. Der var et mærkeligt udtryk. På en måde var de flammende og hadefulde, men samtidig var de store, mørke og helt uskyldige. Det var umuligt at sige hvad han skulle tro på. Dog vidste han at det lige nu var fornuftigt at forsvinde fra det sted.

Så snart han var på benene begyndte han at bevæge sig hurtigt væk fra den hvide skabning. Han vendte på intet tidspunkt ryggen til hesten, for lige nu virkede den som utilregnelig.

Hjemme i havnebyen havde han set hvor hurtigt disse skabninger kunne løbe. Det stod ham klart at han måtte holde øje med hesten. Han måtte virke stor og faretruende, men det var svært når han var så lille som han var. På intet tidspunkt flyttede han blikket fra hestens øjne. Ashat ville have mulighed for at handle med det samme der skete en ændring i hestens blik og dermed også i dens opførsel. 

Ind til nu var hesten blevet stående på samme sted. Han sank en gang, men klumpen i halsen forsvandt ikke. Der var intet at gøre, han måtte væk nu, han måtte gemme sig et sted. Ashat stoppede op da han mærkede den ru klippevæg bag sig og bed sig hårdt i læben. Hurtigt kastede han et blik til hver side, men det skulle han ikke have gjort, for det udnyttede hesten, som nu bevægede sig direkte imod ham.  Hesten kom travende imod ham og han blev som fortryllet og i et øjeblik glemte han alting omkring sigHan forstod ikke hvordan et dyr kunne være så fint og så ædelt. Ashats blik var fæstnet imod hestens ben og hestens bevægelser. Den måde hesten løftede sine forben på, den måde hvorpå denne formidable skabning brugte sine bagben med kraft og måden hvorpå den hvide uskyld knejsede nakken.

Han lod tungen glide over læben. Den var stadig revnet og ru, men i det mindste havde han fået noget væske, så det var underordnet, læben skulle nok reparere sig selv. Pludselig med et følte han sig helt udmattet. Men der var intet at gøre, hesten var kun få meter fra ham og havde nu sat tempoet ned til skridtgang. Ashat lod igen blikket ramme hestens øjne som på en måde var mere rolige nu, men om muligt mere mystiske end før.

Mens han så ind i øjnene, så han mere om hesten. I overfladen virkede disse øjne store, mørke og helt blide. Det var en anden sag under overfladen. Så man ind bag ved fandt man en stor mystik og så man endnu længere ind fandt man et ondt og hadefuldt blik. Ashat realiserede at der vare mere i den hest end han havde troet. Fra det øjeblik troede han på det bedste i denne skabning. Hvorfor kunne man ikke også tro på det bedste hos dyr, når det var muligt at tro på det bedste hos mennesker? Det han havde mødt var godt nok ondskab og hadefuldhed, men Ashat var fuldstændig klar over at der var noget godt i denne skabning. Hesten var hadefuld i overfladen, men det måtte være muligt at finde det gode og uskyldige i den. 

Som Ashat stod der helt tæt op af klippevæggen mærkede han at hans ben snart ville give efter for ham. Hesten var kun få meter fra ham. Han måtte væk nu hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at slippe fra denne hest. På en måde var han splittet i to. Hans hjerte sagde han skulle blive - blive for at vise hesten han var uden frygt og ikke give efter, men også fordi han troede på det gode i hesten. Derimod sagde hans hjerne at han skulle flygte, det ville være det bedste, for hesten ville ham jo ikke noget godt, den var indbefattet af ondskab. 

Benene kunne ikke bære ham mere. Han var udmattet og dehydreret. Alt begyndte at sejle for hans øjne, han følte sig svimmel. I det knækkede benene sammen. Ashat tog fra med hånden. Den skarpe og ujævne klippe skar ind i hans håndflade, men hellere det end ind i hans hoved. Han kunne mærke at han var for udmattet til at flytte sig fra dette sted. Kun to meter fra ham stod den hvide skabning og så på ham. Ashat så hesten dybt i øjnene. Blikket var forandret, men det var umuligt for ham at forklare hvad det havde ændret sig til. 

Alt blev sort for øjnene af ham. Det sidste han mærkede var at hans hoved ramte den hårde, skarpe klippe. Han følte smerte og det blev underligt fugtigt under hovedet af ham. Derefter huskede han ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...