To skabninger i ørkenens bjerge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2012
  • Opdateret: 6 jun. 2012
  • Status: Færdig
Ashat er under en sandstorm blevet væk fra karavanen. Sandet er brændende hedt under ham og solen varmer ustandseligt. Han ved at hans liv afhænger af at han kommer op i bjergene hvor han kan finde skygge og vand. Da han når disse bjerge møder han en anden skabning. Udenpå er denne skabning hvid og ser helt uskyldig ud. Men skabningen rummer en hvis mystik. Ashat forsøger at vinde tilliden mellem ham selv og skabningen, men efterhånden realiserer han at det måske er helt umuligt at vinde skabningens tillid.

17Likes
70Kommentarer
2337Visninger
AA

1. Forladt

Sandet under Ashats fødder brændte. Hans små sko havde han været nødsaget til at tage af, da de havde gnavet hans fødder til blods. Skoene var for små til ham, og han havde ikke haft råd til at købe nogle nye. Han levede sit liv i en gyde i en af havnebyerne på vestkysten. For at skaffe sig penge til mad, var han taget med på en farefuld tur gennem ørkenen.

Det var planen de skulle ride mod øst, til de var kommet et godt stykke ind i ørkenen. Grunden var simpel - for at undgå ørkenrøverne. De havde derefter fortsat syd på. Da var det ulykken havde ramt karavanen. Tre dage havde de redet syd på, da de blev mødt af en voldsom sandstorm fra syd. Ashat blev væk fra resten af karavanen under stormen, og dertil var kamelen også stukket af fra ham. Det havde taget tid at udtænke hvad han skulle gøre, alt synes så umuligt. Han havde besluttet sig til at bevæge sig mod vest, for så ville han måske nå bjergene inden han dehydrerede i ørkenen. Desuden vidste han at der i bjergene fandtes både skygge og vand - det var hans eneste håb for overlevelse.

Hans svælg begyndte at synes tørt, hvilket var en frygtelig ubehagelig følelse. Det eneste han havde var en smule vand i en flaske, men det skulle holde så længe som muligt, for han vidste jo ikke hvornår han ville nå bjergene. Ashat var ikke klar over hvad tid på dagen det var, alt han vidste var at det var frygtelig varmt. Han havde gået i en del timer i det løse sand, men det var hårdt og trætheden var begyndt at melde sig. Alt han længtes efter var skygge og vand, men vandet kunne han ikke drikke af endnu og først i bjergene ville han finde skygge. Bjergene var endnu ikke at se, og når de blev at se ville de stadig være meget langt borte. 

Ashat forsøgte at synke en gang, men det var ham umuligt. Sandet i hans mund efter stormen fik ham til at gyse. Det smagte forfærdeligt og den knasende lyd når han lukkede tænderne sammen, var ham ubehagelig. Han så sig til alle sider, men så ikke andet end sand og atter sand. Hvordan han nogensinde skulle klare denne vandring kunne han ikke se, men han ville kæmpe for at nå til bjergene.

Det var nu fire dage siden sandstormen havde raseret over ørkenen. Bjergene var kommet til syne for Ashats blik dagen før. Hans læber var sprækkede og gjorde ondt. Energien havde han ikke meget af længere. Dog havde han fundet ud af at han skulle vandre fra ligefør mørkets frembrud indtil natten blev kulsort. Men det var for farligt at vandre i den kulsorte nattetime. Han sad derfor i sandet i de kulsorte timer, før han vandrede videre. Som oftest startede han vandringen igen når han kunne se et godt stykke omkring sig. Det sparede ham for megen energi at vandre i de køligere timer, i stedet for at vandre i de varmeste timer. 

Dagene synes ham uendeligt lange, men der var heller ikke meget at gøre når han var så langt fra alting. Sulten havde plaget ham, men havde nu fortaget sig. Derimod var hans tunge tør som sandpapir, og han længtes mere end noget andet efter vand. 

Den efterfølgende aften stoppede han ikke da den kulsorte nat nærmede sig. Ashat var meget udmattet, men han vidste han ikke havde meget tid at gøre godt med. Sårene på hans fødder var betændte, efter at han havde fået så meget sand i dem. Det smertede. Men lige på det tidspunkt gjaldt det hans liv, og han vidste han ikke kunne stoppe trods smerte. Hans skridt var slæbende igennem sandet. Der var ikke længere energi til at løfte fødderne. 

Ved morgengry den femte dag efter sandstormen, så han bjergenes fod ret forude. Han var så tæt på og vidste at han ikke kunne give op nu. Tanken om skygge, vand og søvn gav ham ny energi. 

Kun få meter fra den første klippeblok knækkede hans ben sammen under ham. Han kunne ikke mere, han havde ikke mere at give af. Men det gjaldt hans liv, og hvis hans ben ikke kunne bære ham mere, så kunne han vel trække sig frem med armene. Det var ganske vist hårdt at trække kroppen frem mod bjerget med armene, men han havde ikke andet valg. 

Da han nåede ind i skyggen af bjerget, sukkede han lettet. Han havde nået bjergene, og dermed var hans mål nu indenfor rækkevidde. Der var stadig den udfordring at han skulle finde noget vand, så han kunne slukke sin tørst, først da havde han nået sit mål. Ashat blev liggende i skyggen - det føltes rart at ligge der uden den brændende sol over ham. Hvor længe han lå der var ham uvist, men solen stod højt på himmelen da han forsøgte at rejse sig. Det var ikke let, men det var en nødvendighed for hans overlevelse. Han måtte finde vand nu, og for at finde vand måtte han længere op i bjergene. 

Ashat fik på en eller anden måde slæbt sin krop med længere op i bjergene. Han lod blikket glide rundt på afsatsen hvor han nu sad - der var intet vand at se, men der var skygge. Ashat kravlede ind i skyggen for at hvile sig lidt. Han følte sig umådelig sløv. Den ujævne klippeafsats føltes behagelig for hans krop, for her var skygge og dermed mere køligt. Han lukkede øjnene og var med det samme i en anden verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...