"sindssyg" og "deprimeret"


2Likes
1Kommentarer
976Visninger
AA

2. Flashback

Her sidder jeg. Jeg sidder på afdelingen for unge med "problemer". Det er det samme som, at alle mener,  jeg er sindssyg. Alle herinde er sindssyge. Pigen der sidder på stolen ved siden af min, kigger ikke i min retning. Hun stirrer tomt ud i luften. Og drengen ved siden af hende - en stol længere hen i cirklen - sidder og svinger sit hoved frem og tilbage som en anden hjernedød. Jeg kigger over på psykologen. Jeg håber, at hun snart vil sige, at vi kan gå. Eller rettere - jeg håber og ønsker, hun vil lade mig være. Ønsker for alt i verden, at hun vil glemme, jeg sidder her.

Jeg burde ikke være her. Jeg er ikke sindssyg. Jeg er her, fordi der ikke er nogen, der vil have mig. Selvfølgelig undtagen Anne. Hun er min bedste veninde. Hun tror på mig som den eneste, når jeg siger, at jeg ikke er sindssyg. Jeg ved mor lyver om hvordan, jeg opfører mig. Hvis nogen spørger hende, vil hun uden tvivl svare, at jeg ikke er helt rigtig oppe i hovedet. Bare lidt mere tøvende og nervøst. Hun vil lyve med fuldt overlæg. Jeg har set det. Hun burde være blevet skuespiller. En anden ting jeg også er helt sikker på, er at mor, hader mig. Hun hader mig. Gid jeg havde vidst det for bare nogle måneder siden. Nu er det for sent. Og hun er ikke engang min mor. Hun er min tante - min mors søster. Det vil sige at min rigtige mor er død. Mors søster døde i en bilulykke da jeg var helt lille. Hvordan fandt jeg ud af det? Spørger du. Jeg overhørte en samtale mellem mor og en fremmed mand.

 

Jeg var vågnet op midt om natten, fordi mor råbte. Jeg var nysgerrig over, hvem hun råbte af, så jeg listede neden under. Nede i køkkenet stod min mor og råbte ind i telefonen. "...problemer. TAG ANSVAR FOR DINE HANDLINGER! Du rejste bare, og nu vil du ikke..." Så gik hun ud. Hvad hun havde sagt, havde pirret til min nysgerrighed. Heldigvis, (sådan havde jeg set på det dengang,) havde hun talt i vores fastnet-telefon. På grund af det havde jeg kunnet lytte med.

"...tøs. Hun skaber ikke andet end problemer for os." Mor havde lydt hadefuld, da hun omtalte mig. Den fremmede mandestemme svarede."Jeg kan ikke tage hende. Jeg vil ikke have hende. Jeg har ikke brug for flere problemer, end jeg allerede har." Mors stemme overlappede den fremmedes med et hysterianfald. "DU HAR BARE AT TAGE HENDE! Jeg tog hende kun til mig fordi hun er min søsters barn. Men hun er også din. Du tager hende! Jeg har ikke brug for flere af hendes..." Jeg rev røret væk fra øret. Ville ikke høre mere. Jeg stirrede ud i mørket. Inde på sengen lagde jeg mig ned. Jeg græd mig i søvn den aften.

Næste morgen var mor sit gode gamle selv. Hun snakkede om at vi snart skulle fejre min sekstenårs fødselsdag. Det var næsten som om, i går aldrig var hent.

Næsten.

 

Det er efterhånden tre uger siden nu. "Mia, er der noget, du gerne vil snakke om i dag?" Jeg retter mine øjne mod psykologen. Hun snakker til mig. "Næ, ikke noget specielt." "Er du sikker?" Jeg trækker på skuldrende. Jeg ved godt hvilken type, hun er. Man kan ikke direkte afvise hende. Man bliver nødt til at sige et eller andet, ellers lader hun aldrig en i fred. "Jeg har fødselsdag i morgen." Siger jeg afvisende. "Har du det?" Siger hun entusiastisk. Hun kan vist ikke fatte en hentydning. "Hvor mange år bliver du?" "seksten." "Så må vi jo hellere fejre..." Og sådan bliver hun ved. Jeg lukker mig inde i min skal. At tænke tilbage på telefonsamtalen har gjort mig deprimeret...

Det er bedre at være herinde med folk, der vil mig det godt, end ude sammen med folk der hader mig. Tænker jeg.

 

I dagene efter hændelsen skete der ikke noget. Alt var helt normalt. Jeg gik i skole, som jeg plejede, og mor gik på arbejde. Om fredagen tog jeg over til Anne. Jeg sagde ikke noget om det. Vi hyggede og snakkede til langt ud på aftenen.  Om lørdagen tog mor og jeg ud for at handle ind til den efterfølgende uge.

"Så skal vi have ... hakket oksekød." Sagde mor. Jeg kiggede rundt i de nærliggende kølediske. Der var det. "Her," Jeg rakte hende pakken. "hvad skal vi så finde?" "Det var det sidste, Mia." Mor smilede til mig. Vi begyndte at gå hen mod betalingsskranken.

Supermarkedet var fordelt på to etager. Vi var ovenpå, og skranken var nedenunder. Ovre ved rulletrappen, der førte nedad, tabte mor sin taske. Hun bad mig om at vente på hende. På det tidspunkt var jeg meget glad. Jeg havde glemt alle dårlige tanker. Jeg havde glemt alt om det. Mor samlede tasken op, og vi begyndte at gå igen. Da jeg skulle til at gå ned af rulletrappen, mærkede jeg pludselig et stød omme på ryggen. Jeg fik overbalance. Med hovedet først faldt jeg ned af rulletrappen. Jeg husker ikke den del særlig godt. Det hele gik så stærkt... Jeg kan huske, at folk samlede sig omkring mig. Mor kom løbende hen mod mig med rædslen malet i ansigtet. Løgner. Tænkte jeg. det var dig, der skubbede mig.

Jeg var helt ude af den på det tidspunkt. Det var forståeligt nok. Mor havde lige forsøgt at dræbe mig. Nærdødsoplevelser gentog sig selv efter det. Hver gang var det mor der stod bag. Det var altid mor.

Den sidste gang det skete blev jeg så rasende, at mor ringede efter politiet. Hun fortalte dem, at jeg havde forsøgt at begå selvmord igen. Jeg fandt senere ud af, at hver gang mor havde forsøgt at dræbe mig, havde hun fået det til at se ud som selvmord. Efter anden gang at have forsøgt at dræbe mig uden at der skete noget. Havde hun fået fat i nogen, der skulle holde øje med mig for at se om jeg - på en eller anden måde, led af depression. Så meget at jeg kunne finde på at dræbe mig selv.

Efter mor havde løjet om min selvmordstrang over for politiet, blev jeg så rasende, at en af politifolkene blev nødt til at holde mig nede. De tilkaldte en ambulance, hvorefter jeg blev spændt fast i en spændetrøje. Jeg blev sprællende fragtet ind i en ambulance.

 

Og her sidder jeg så. Jeg sidder og får gruppeterapi på afdelingen for unge med problemer. Jeg er "sindssyg" og "deprimeret". Og det tror jeg, at jeg vil være et stykke tid endnu...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...