You Are My Song ❖ One Direction

Allie Adams er en 18-årig pige der stammer fra Portugal, men flyttede til Liverpool, da hun var 4. Lige nu bor Allie i London City, da hun er ved, at starte sin musikkarriere op, som sanger - solist. Allie har hverken kæreste, eller ret mange venner i London, da hun lod dem blive hjemme i Liverpool. Derfor vælger hun, at søge job, på en restaurant i nærheden af, hvor hun bor, i håb om, at hun kan få nogle, flere venner og veninder, på arbejdspladsen. Men hvad sker der, når One Direction kommer ind på restauranten for, at spise, og de så ser hende synge? Hvad gør de?

86Likes
114Kommentarer
10949Visninger
AA

9. Kapitel 8 - Zayns synsvinkel

For første gang havde jeg taget mig sammen... De andre mente ligesom ikke, at de kunne tage sig sammen til at hente Allie, så det blev altså mig, og jeg meldte mig frivilligt. Nu, da jeg var på vej hen mod hende, glemte jeg alt, hvad jeg ellers havde bestemt mig for, at jeg ville sige til hende, og jeg rynkede panden forvirret over mig selv, da jeg endelig stoppede op. En smule forpustet så jeg på hende.

"Undskyld forsinkelsen!" udbrød jeg og sendte hende et skævt og undskyldende smil. Jeg lagde hovedet en smule på skrå og betragtede hende længe, mens jeg tænkte over, om jeg skulle sige mere. "Vi... havde en lille... nødsituation, der skulle rettes op på, før jeg kunne tage af sted..." fortsatte jeg, og Allie rettede sig ordentligt op, før hun smilede et lille, sødt smil.

"Det er så i orden," svarede hun kort. "Men skal vi se at komme af sted?"

Jeg rystede kort på hovedet for at få gang i mine tanker, hvilket fik Allie til at rynke panden forvirret. Først da gik det op for mig, at hun faktisk havde spurgt mig, om vi skulle af sted, hvilket fik mig til at klø mig lidt i nakken, og så prøve at finde et eller andet at sige, så jeg kunne redde den. "Jeg mener... Selvfølgelig... Kom med."

Jeg gjorde tegn til, at hun skulle følge med mig, og vi gik ned ad gaden - hun lidt bag mig. Jeg var så irriteret over mig selv; hvorfor opførte jeg mig så underligt?

Efter et par minutter sad vi i min bil, på vej til studiet. Jeg sørgede for ikke at se for meget på Allie, og jeg sagde næsten intet. Egentlig kun da hun spurgte mig, hvor langt der var. Hun fik et mumlende svar, og jeg var sikker på, at hun syntes, at jeg var en... underlig én. Der opstod en form for akavet stilhed i bilen, hvilket bare fik mig til at få lidt mere fart på, så vi ville nå frem til studiet.

"Så."

Jeg standsede bilen, sprang ud og blev med det samme mødt af Louis, der hoppede op og ned, mens han prøvede at vise mig et papir, men jeg kunne ikke nå at læse, hvad der stod på det. Han smilede som en idiot, og jeg kunne ikke lade være med også selv at smile. Et øjeblik glemte jeg den akavede stilhed mellem Allie og mig... - og jah, jeg glemte for et øjeblik hende. Først da jeg hørte Harry hilse på hende, blev jeg opmærksom på, at hun stadig var her. 

"Stå nu lige stille, Lou!" sagde jeg, og Louis stoppede. "Hvad er det der?" spurgte jeg, og tog papiret ud af hånden på ham. Jeg nåede dog ikke at læse ét eneste ord, før Liam rev det ud af hånden på mig, krøllede det sammen og puttede det i lommen. Jeg så undrende på ham, men han viftede bare afværgende med hånden.

"Nå, er du spændt, Allie?" spurgte Niall med et smil, og vi kiggede alle hen på hende. Hun nikkede langsomt, og jeg kunne ligesom fornemme på hende, at hun var lidt nervøs. 

"Kunne Zayn køre ordentligt?" spurgte Louis nysgerrigt, men samtidig utroligt drillende. Jeg stak ham en albue i siden for at sige, at han skulle holde sin mund. Allie svarede ikke, men smilede bare skævt. "Sig mig, skal du slå?!" Louis så på mig med et 'truende' blik, og jeg smilede bare til ham. Det var Niall, der gav Louis en albue i den anden side, hvilket fik dem til at begynde en for sjov slåskamp, og både Harry og Liam grinede ad dem. Kun Allie og jeg gav ikke en lyd fra os, og vi stod egentlig bare og betragtede dem. Det undrede mig faktisk lidt, at vi ikke var gået ind endnu...

"Ej, stop nu, I to!" udbrød Liam, men kunne ikke holde masken og begyndte igen af grine. Jeg kunne heller ikke selv lade være med at smile.

"Nå!" Louis rettede sig op, kørte sine hænder gennem håret for at få det til at sidde ordentligt, og kiggede så på os andre. Niall grinede stadig, men prøvede at lade stoppe - det gik ligesom bare ikke så godt for ham, og vi andre så underligt på ham.

"Okay..." Han tog en dyb indånding. "Jeg er færdig nu..."

"Godt, godt, Nialler." Louis kiggede rundt på os andre, men hovedsageligt på Allie. "Skal vi gå ind?" spurgte han så, og Allie var den første til at nikke ivrigt. Jeg tog mig selv i at smile over hende. Endnu engang fattede jeg ikke, hvad der fik mig til at være så underlig... når hun var her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...