You Are My Song ❖ One Direction

Allie Adams er en 18-årig pige der stammer fra Portugal, men flyttede til Liverpool, da hun var 4. Lige nu bor Allie i London City, da hun er ved, at starte sin musikkarriere op, som sanger - solist. Allie har hverken kæreste, eller ret mange venner i London, da hun lod dem blive hjemme i Liverpool. Derfor vælger hun, at søge job, på en restaurant i nærheden af, hvor hun bor, i håb om, at hun kan få nogle, flere venner og veninder, på arbejdspladsen. Men hvad sker der, når One Direction kommer ind på restauranten for, at spise, og de så ser hende synge? Hvad gør de?

86Likes
114Kommentarer
10952Visninger
AA

6. Kapitel 5 - Allies synsvinkel

Jeg så Heather komme ud, sammen med de fem drenge, inde fra hendes kontor af. ”Allie?” Jeg hørte en stemme kalde på mig, bagfra, så jeg vente mig stille om, og gik hen til Heather, som havde kaldt på mig.

”Drengene her, synes du sang, virkelig godt, og de vil gerne, gøre dig den tjeneste, som måske kan, få ryk i din karriere.” smilede hun. Jeg nikkede blot, langsomt - det var virkelig underligt, hvis de fem drenge, kunne gøre, så jeg blev verdens kendt, jeg kunne ikke tro på det.

”Ja, vi kunne godt tænke os, at du kom med i studiet, på et tidspunkt. Så kunne du få indspillet nogle sange, og sådan,” lød det fra han drengen, med det lyse hår, der stod med et kæmpe smil på læberne - ham der havde taget ham den andens mad. ”Ja, det ville være virkelig fedt! Det er en af de få chancer, du får i livet, hvis du vil være kendt!”

Drengen med det sorte hår, begyndte bare sådan lige pludseligt, at smile, da han kiggede hen på mig - det gjorde mig næsten bange. ”Men, hvorfor... Hvorfor kan I... I ved... Tilbyde mig det?” spurgte jeg forsigtigt - jeg havde aldrig troet, at jeg efter en enkel gang, på en lille scene, foran omkring 100 mennesker, skulle kunne få lov til, at få den store chance for, at komme i et studie for, at indspille en sang, eller to. Det havde jeg aldrig nogensinde i mit liv tænkt, at det overhoved kunne blive muligt. Aldrig nogensinde. Aldrig, men jeg ved hvor glad, mine forældre, familie, veninder og venner, ville blive hvis, de fandt ud af, at jeg havde denne mulighed. Det jeg stammede, eller spurgte om forsigtigt, udløste en kort latter fra ham, med den stribede t-shirt på.

”Jah... Du ved... Vi er One Direction,” svarede han. Jeg lagde hovedet på let på skrå, i mens jeg tænkte. Jeg havde hørt om One Direction før - det er jeg helt sikker på! Da jeg kom i tanke om, at det var dem Mariah, havde talt om jeg kunne møde på Nandos - som jeg tilfældigvis havde gjort. Jeg lavede et overrasket ansigtsudtryk.

”Nå ja! Jeg har hørt om jer!” smilede jeg, og kiggede rundt på dem alle sammen. ”Jeres musik er rigtigt godt.” Jeg bed mig i underlæben, og kiggede hen på ham med det sorte hår igen - han havde været helt stille, under hele samtalen.

Vi aftalte, at vi ville mødes på lørdag - i næste uge, - for at tale, om det med studiet, for jeg var stadigvæk ikke helt sikker - det var jo en virkelig stor chance, men hvad så, hvis ingen kunne lide mig, så var det hele jo bare en stor fejltagelse, at sige ja til. Jeg skulle tænke godt, og grundigt over det her, hele weekenden og næste ugen.

Drengene var smuttet igen, så lige stod jeg og talte med Heather. ”Nå. Vil du så sige ja eller nej, til dem? Det så ud til Zayn, havde et godt øje til dig. Han plejer ikke, at være så mundlam.” smilede hun, i mens der slap et lille grin ud af hendes mund. Nå, så det var dét, ham med det sorte hår hed! Jeg trak bare på skuldrene, og svarede: ”Jeg ved ikke helt endnu, det er en stor chance, man hvad nu hvis ingen kan lide mig eller min musik, så var det hele jo bare en stor fejltagelse, at sige ja til det?” sagde jeg, med et svagt smil på læben.

Heather kiggede bare overrasket på mig, og rystede kraftigt på hovedet. ”Det ville være en fejltagelse, at sige nej til det! Du synger, jo fabelagtigt! Du burde virkelig sige ja til dem!” smilede hun. Ville det virkelig være sådan stor fejltagelse, at sige nej til det? Ja, okay, det ville det. De er One Direction, men alligevel.

”Men hvis du siger ja, til det, så kommer du nok aldrig til, at spille her igen.” Hun kiggede på mig, hvor der var røget en trist mine hen over hendes ansigt. Jeg begyndte bare, at grine af hende, da hun sagde det.

”Selvfølgelig, vil jeg komme her hen og synge, stadigvæk, selvom jeg siger ja, til det tilbud! Det er der intet der skal forhindre mig i!” smilede jeg, og lagde armen om hende og gav hende et klem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...