Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
20512Visninger
AA

9. Will og idioten Gilan

"Jeg skal nok være mere forsigtig denne gang."

Sagde Gilan bestemt. Jeg nikkede let, og tillod ham at hjælpe mig op og sidde. Sidst havde han grebet forkert fat, så det gjorde fandens ondt, og det havde resulteret i, selvfølgeligt i ren refleks, at jeg havde givet ham et blåt øje. Den enormt høje ranger hjalp mig forsigtigt op, så min ryg svagt lænede sig imod ham. Jeg trak vejret anstrengt, da jeg forsøgte at rette mig mere op. Mit sår var stadig ved at hele, men i det mindste havde min krop bekæmpet giften.

"Her. Jeg har lavet suppe."

Will rakte mig forsigtigt en skål med dampende suppe. Jeg tog imod den, og spiste glubusk af den. Den høje ranger, Gilan, lo fornøjet.

"Ja, hun er ingen prinsesse."

Sagde han, og lo igen. Jeg gav ham et surt blik, og spurgte ham tørt:

"Skal du have et blåt øje mere?"

Han holdt straks op med at le. Will fnes let, men forsøgte at lade som ingenting.

"Ellers tak. Jeg er til grin nok i forvejen."

Kommenterede han selv tørt, og gned sit let hævede øje.

"Selv Halt lo."

Kommenterede Will fornøjet, og så til, mens jeg tømte skålen. Indtil videre havde jeg fundet ud af, at jeg befandt mig i en lejr for rangere, et slags samlingssted. Halt var ranger, det samme var Gilan, han var så bare Halts tidligere lærling. Will var Halts nuværende lærling. I dag var det kun Gilan og Will, der passede mig. Halt havde været til et møde det meste af dagen. Det havde han faktisk været en del den sidste uge. Han kom som regel kun tilbage til teltet for at sove, spise eller hurtigt se hvordan jeg havde det. Jeg sov forresten i hans seng, så han tog enten Gilans eller Wills, alt efter hvilken en der var fri, når han skulle sove. Jeg tog alt for lang tid om at komme mig, ihvertfald efter min mening. Jeg havde lagt i sengen i næsten tre uger. Gilan forsikrede mig dog om, at jeg kom mig utroligt hurtigt. Specielt, fordi jeg allerede burdet have været død, da Sølvmanke red ind i lejren med mig. Hun kom sig også efter den lange vandring, hvor hun tålmodigt havde båret mig afsted på ryggen.

"Kan jeg ikke få et stykke brød?"

Spurgte jeg tvært, og gav Will den tomme suppeskål. Han så tøvende på mig, og dernæst på Gilan. 

"Du burde ikke, du skal passe på med fast føde. Din krop er vant til flydende føde, hvilket den også har bedst af lige nu."

Forklarede den høje ranger tålmodigt.

"Det er bare et stykke brød, hvad fanden kan der ske ved det?"

Gilan skar ansigt, og kommenterede min tendens til at bande.

"Piger burde ikke bande."

Jeg fnøs fornærmet.

"Jeg bander fandme som det passer mig, om så det end lyder værre end en sømand. Piger bander ikke, siger du. Jeg bander, derfor er jeg ingen lille pige."

Han fnøs utilfreds.

"Måske hvis du lærte at tale ordentligt, så ville jeg have givet dig lov til at få et stykke brød. Nu, syntes jeg hellere at du skulle lægge dig til at sove, og vente med brødet til en anden gang."

Han hjalp mig ned at ligge igen, og rejste sig for at gå. "Idiot." mumlede jeg lavt, da han forlod teltåbningen. Will sad stadigt på skammelen, og rystede på hovedet. Gilan stak hovedet ind i igen.

"Will, kom med mig. Tøsen skal sove."

Jeg gav ham et blik, der vil have kunnet slået en død mand ihjel. Han lod som ingenting, og forlod teltet med Will. Jeg sank tilbage på mit leje af puder, og lod øjnene falde i.

Jeg tror jeg faldt i søvn, jeg vågnede ihvertfald først, da det var mørkt udenfor. Det der havde vækket mig, var Will. Han havde lukket min hånd sammen om et stykke brød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...