Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19098Visninger
AA

31. Wargals

Will var fløjet op, og havde meget hastigt stammet:

"Ehmm... Jeg... jeg.. burde nok.. gå... gå en... omgang."

Han var hastigt gået sin vej, og det var helt klart ikke fordi at han skulle patruljere. Jeg blev siddende oppe, det gjorde svagt ondt i min ryg. Jeg lagde Wills kappe tættere om mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget jeg havde nydt hans kys. Jeg rejste mig forsigtigt, og gik hen til Sølvmanke, der stadigt nussede Tug. I det mindste så Tug ud til at nyde det. Jeg var ikke sikker på Will, han havde godt nok kysset mig tilbage men så snart det var overstået, var han forduftet. Will kom pludseligt løbende hastigt tilbage. Havde han skiftet mening?

"Hurtigt, pak det vigtigste sammen. Jeg sadler dem op."

Jeg så på ham, ikke helt klar over hvad der var galt.

"Wargals."

Sagde han kort, og var i gang med på spænde gjorden på Sølvmanke. Måden han sagde det på, gjorde mig klar over at de ikke var venligsindedet. Jeg skyndte mig at pakke tæpperne ned i sadeltaskerne, og skubbede jord ind over bålet. Min ryg smertede og jeg blev klar over at det ville komme til at gøre ondt at ride på Sølvmanke.

"Will, spænd min bue. Jeg kan ikke selv."

Han rystede på hovedet.

"Hvis du ikke kan spænde den, så kan du knap nok skyde."

Jeg gav ham et surt blik.

"Belær mig ikke. Og tro mig hvis det virkeligt gælder, så kan du tro jeg kan skyde."

Han skyndte sig at spænde den, da han havde sadlet Tug op.  Han tog sin egen på ryggen, og trak mig hurtigt ind til sig. Han kyssede mig pludseligt. Det var hverken tiden eller stedet til det. Han slap mig dog også hurtigt igen. Han havde helt klart nydt mit kys, og havde været nødt til at stjæle et til.

"Du skal på hesten, og det kan kun gå for langsomt."

Han hjalp mig hurtigt op på Sølvmanke, og tog min hånd.

"Uanset hvad, så rid."

Jeg blev klar over hvad han sagde, og rystede på hovedet.

"Rid, se dig ikke tilbage og vend ikke om. Hvis jeg ikke skal koncentrere mig om dig, går det bedre."

Sagde han. Jeg nikkede modvilligt, mens han selv steg på Tug.

"Hvis du dør, slår jeg dig ihjel."

Han nikkede.

"Det tvivler jeg ikke et øjeblik på."

Jeg satte Sølvmanke i fuld galop, og mærkede at min ryg allerede smertede forfærdeligt. Jeg kunne høre Tug bag mig, men ville ikke vende mig for at kigge. Jeg fik en ide, og gav mig til at fløjte.

"Hvad laver du?"

Spurgte Will anklagende, og red op ved siden af mig.

"Hele området er fuld af rangere, mindst en af dem burde kunne høre os."

Svarede jeg, og fløjtede videre. Will forstod, og fløjtede nogle signaler. Jeg håbede at nogen hørte os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...