Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19061Visninger
AA

39. Ups, Halt så os og han er stiktosset

Vi havde trænet resten af eftermiddagen, og lige før aftensmaden fik jeg lov til at gå over til Sølvmanke og Tug, sammen med Will.

"Hej Tug."

Hilste Will kærligt og nussede Tugs mule. Sølvmanke stod ved siden af Tug, og nussede hans øre igen. Jeg grinte let af det, og nussede Sølvmanke bag hendes øre. Hun prustede glad, og gav sig til at nusse mig i ansigtet istedet. Jeg grinte igen, da hun nappede mig i næsen. Will lo let af mig. Tug blandede sig, og skubbede mig lidt væk, så han kunne nusse Sølvmankes mule. Hun prustede glad, og gav sig til at nusse Tug tilbage.

"Hmm... Gør ikke noget, jeg ikke ville have gjort."

Advarede Will Tug, og kløede ham bag øret.

"Ikke uden risiko for at Halt slår dig ihjel."

Will lo nervøst.

"I lige måde."

Jeg nikkede, og nussede Sølvmanke bag øret, før vi gik tilbage mod teltet.

 

"Hvor er de henne?"

Spurgte jeg, og redte hurtigt Wills seng. Jeg havde allerede redet min egen, og jeg brød mig ikke om rod.

"Måske er de ovre ved Crowley, for at... Du ved... informere de andre om at Halt har fået to lærlinge."

Gættede Will sig frem til. Jeg nikkede, og mærkede Wills arme, der lukkede sig omkring mig. Jeg vendte mig i hans arme, og gav ham et sødt smil. Hans smil blev lidt bredere, så læberne lige præcis skilte sig en smule, derved kunne jeg se en smule af hans tænder. Det var mit yndlingssmil, blev jeg enig med mig selv om, da Will lænede sig frem og kyssede mig. Jeg mødte begejstret hans læber, og kyssede ham tilbage. Han knugede mig endnu tættere. Det virkede som om vi aldrig ville give slip på hinanden, hvilket jeg ikke ville have det mindste imod. En let rømmen afbrød os dog, så vi hurtigt så mod teltåbningen. Gilan var den der havde rømmet sig, for at afbryde os. Halt stod foran ham, og så ikke helt tilfreds ud. Jeg skvævede nervøst til Will, og skyndte mig at slippe ham. Vi så væk fra hinanden, ned i gulvet.

"Elisabeth."

Jeg så hurtigt op. Halt var ikke tilfreds, jeg kunne se det fordi han ikke smilede. Hvilket han altid gjorde, når jeg var i nærheden.

"Du sover ud mod teltdugen, til venstre. Jeg ligger ved siden af dig. Gilan, du sover ved siden af igen. Will..."

Will så forsigtigt op på sin læremester.

"Du sover også mod teltdugen, bare på højre side."

Han nikkede uden protest. Halt så på mig med et skrapt blik, som fik mig til at nikke let.

"Elisabeth, du går ud og laver mad sammen med Gilan. Will og jeg ordner sengene."

Vi skyndte os begge at nikke. Det var tydeligt at Halt ville tale et alvorsord med Will, og det ville jeg ikke stå i vejen for. Gilan trådte ud, og jeg skyndte mig at følge ham. Jeg var knap nok nået ud at teltet, da jeg kunne høre Halt tale lavt, men alvorligt med Will. Gilan trak mig med, for at jeg ikke skulle overhøre samtalen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...