Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
20516Visninger
AA

17. Snakken med Will

Jeg sad på jorden, midt i den brændende gårdsplads. Sølvmanke var forlængst stukket af, og havde ladt mig alene tilbage. Min mors lig lå foran mig, med flammer i tøjet. Jeg ønskede ikke at rejse mig, det hele var jo min skyld. Jeg havde ikke vækket vagten ved porten. Hvis jeg havde gjort det, så ville det aldrig have været sket.

"Straf, straf, straf."

Ligene fra borgerne rejste sig fra hvor de var faldet. De bevægede sig imod mig, med udstrakte flammende fingre. Jeg var ligeglad, jeg fortjente det. Også min mor rejste sig. Hun gik i mod mig, med det lille smil på hendes læber. Jeg lod mine tårer falde til jorden. Hvad havde jeg dog gjort?

"Hallo, vågn op."

Wills stemme bragte mig tilbage til virkeligheden, og ud af drømmeverden. Jeg vågnede, og begyndte at græde virkeligt. Jeg sætte mig op i sengen, og begravede mit ansigt i hænderne. Will tog mig, pludseligt, trøstende ind til sig. Jeg lod ham holde om mig, og lænede forsigtigt mit hoved mod hans skulder. Jeg græd endeligt ud.

"Det... det hele er min skyld."

Hviskede jeg grædefærdigt, og mærkede at Will forsigtigt aede mit hår.

"Hvis jeg bare havde vækket den åndsvage portvagt, som sov på sin vagt. Hvis jeg havde vækket ham, så ville det aldrig have sket. Så ville de aldrig have været døde."

Will fortsatte med at ae mit hår, og hviskede beskyttende i mit øre:

"Det var ikke din skyld. Du kunne ikke vide det."

Jeg rystede fortvivlet på hovedet.

"Men hvis jeg bare havde vækket ham, hvis jeg bare... Så ville min mor ikke have været død."

Hviskede jeg fortvivlet. Han rystede på hovedet.

"Så ville du bare havde forlænget det med nogle minutter, og så ville du have været død sammen med dem."

Jeg knugede Wills skjorte stramt i mine hænder.

"Måske ville det have været bedst."

Hviskede jeg forsigtigt. Will rystede hidsigt på hovedet.

"Det kan du godt glemme. Du kan ikke ændre hvad der er sket, og du hjælper ikke nogen ved at dø nu."

Sagde han surt, og så strengt på mig. Jeg nikkede let.

"Du har ret."

Hviskede jeg stille. Han nikkede.

"Det har jeg som regel."

Jeg græd færdigt i hans arme, og indså hvor meget han havde ret. Jeg kunne ikke bringe mit folks mordere til retfærdighed, hvis jeg døde. 

"Er der et sted, hvor jeg kan bade?"

Spurgte jeg, for at tænke på noget andet.  Will nikkede.

"Der er en flod, ikke så langt herfra. Jeg kan vise dig vej."

Jeg nikkede og slap ham. Han rejste sig, så jeg kunne komme op og stå. Vi skyndte os ud af teltet, uden at vække Halt, der lå og sov, ikke så langt fra indgangen til teltet. Han var stadig sur over at jeg havde sneget mig ud af teltet, og jeg havde endnu ikke modtaget min straf for det. Det var mest fordi jeg havde været syg på grund af elverurten, som Gilan havde undskyldt overfor mig mange gange. På trods af at vi stadig ikke brød os specielt meget om hinanden, så var det blevet forbedret en smule. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...