Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19382Visninger
AA

4. Skovtur

Jeg var løbet direkte tilbage til mit værelse, hvor jeg hastigt havde hevet kjolen over hovedet. Dernæst havde jeg skiftet tilbage til bukser og skjorte. Jeg trak også nogle støvler på, og tog en mørk kappe på. Dernæst havde jeg skyndte mig til min mors værelse, hvor jeg havde listet buen med ud. Ikke fordi jeg ville bruge den, det var det allerede for mørkt til. Men fordi at jeg ikke brød mig om at ride ubevæbnet rundt, lige inden solnedgang. Dernæst havde jeg sneget mig ned i stalden, og havde taget Sølvmanke fra hendes boks. Det var let nok, at snige sig derned. Jeg gemte mig i skygger, ved udspring, præcis som jeg havde gjort i skoven tidligere, selv samme dag. Flere tjenestefolk gik faktisk lige forbi mig, uden at opdage mig. 

Jeg elskede den følelse, følelsen af at jeg ikke blev set. Det var dejligt, så slap jeg for at besvare en masse spørgsmål, som jeg bestemt ikke havde lyst til at svare på lige nu.

"Shh... Du skal være stille."

Hviskede jeg forsigtigt til Sølvmanke. Hun holdt straks op med at pruste utilfreds. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, jeg havde optrænet hende godt. Normalt var det heste-oppasserens job, men Sølvmanke var blevet afvist af sin mor, så jeg havde taget mig af hende. Flasket hende op, og tilredet hende, da hun var gammel nok. Jeg elskede Sølvmanke, jeg betragtede hende som min bedste ven. Jeg spændte forsigtigt gjorden, så sadlen sad tilpas stramt. Jeg svingede mig lydløst i sadlen, og tog tøjlerne i hænderne. Sølvmanke prustede, og rystede med manken. Jeg gav hende et kærligt klap.

"Tak, det havde jeg nær glemt."

Jeg trak forsigtigt hætten på min kappe over hovedet. Så langt ind over som den nu kunne komme, og derved skjule mit hår. I det hele taget skjule mit ansigt. Alle kendte mig, og vidste hvordan jeg så ud. Og jeg havde bestemt ikke lyst til at blive stoppet nu. Jeg rakte forsigtigt bag om mig, og tjekkede at buen lå pakket godt ind i tæppet i min sadeltaske, sammen med pilene. Da jeg var helt sikker, hviskede jeg forsigtigt til Sølvmanke.

"Nu smutter vi."

Hun satte straks i en let trav, tydeligvis glad for at komme ud og strække benene. Jeg bekymrede mig kort for vagten ved porten, men fandt ham sovende op af muren. Jeg blev lidt utilfreds over at han sad og sov, men jeg ville ikke vække ham. Hvis jeg gjorde, så ville jeg blive opdaget. Og jeg havde brug for skovens rene luft til at tænke klart, og til at blive i stand til at sove om natten. Det var næsten som sovemedicin for mig. Jeg sov så fredfyldt i skoven, og så uroligt i min seng at man troede det løgn.

Jeg lod Sølvmanke få frie tøjler, hun kendte turen. Vi havde efterhånden redet den så mange gange. Hun styrede direkte mod skoven, godt klar over hvordan den kunne berolige mit kogende sind. Jeg var sur over håningen af min størrelse, sur over at kongen ikke var min far, sur over at jeg ikke vidste hvem min rigtige far var, sur over at han ikke var her, sur over at jeg ville være gift indenfor et år, men mest af alt, så var jeg sur på min mor. Hun skulle have løjet, sagt at kongen var min far. Sølvmanke prustede utilfreds. Jeg fnes stille.

"Du har ret, min tøs. Hvis hun havde løjet, så var jeg blevet stik-tosset."

Jeg nussede forsigtigt Sølvmanke bag øret. Hun lavede en tilfreds lyd, og stoppede op for at nyde det. Jeg red videre rundt inde i skoven, mens jeg fik styr på mine tanker. Jeg var jo egentligt ikke så sur, når det kom til stykket. Jeg var faktisk glad for, at min mor ikke havde lovet for mig. Det betød jo bare, at jeg nu vidste hvorfor jeg var så anderledes fra resten af befolkningen i Elronda. Det var egentligt betryggende at vide. Det tog mig lang tid at falde til ro igen, mere end normalt, men det var også langt tid siden at jeg havde været ude at ride i skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...