Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19233Visninger
AA

27. Raseri

"Prinsesse Elisabeth, hør nu."

Jeg stampede hidsigt i jorden.

"Nej, jeg skal bestemt ikke sendes nogen steder hen, i ikke ville sende mig hen, hvis i ikke vidste hvem jeg var."

Halt sagde ikke noget, og så frem og tilbage mellem mig og Crowley.

"Prinsesse, det er af yderste vigtighed at De sendes i sikkerhed."

Hvis jeg ikke havde været vred i forvejen, så var jeg bestemt blevet det, da han kaldte mig De.

"Jeg tror det er et passende tidspunkt at tage min afsked på."

Sagde jeg rasende, og sammenbidt, før jeg vendte om og gik ud af teltet. Jeg var knap nået ti meter, da jeg kunne se at de fleste rangere stod afventende ude foran stedet. Pis, det ville blive svært at stikke af med så mange i nærheden. Men ikke umuligt. Crowley for hurtigt ud af teltet, med Halt i hælene, men stoppede op, da han så de mange rangere der var blevet.

"De SKAL eskorteres i sikkerhed, om De vil det eller ej."

Sagde han strengt. Halt så pint ud i baggrunden, da jeg sendte Crowley et rasende blik.

"Jeg skal særdeles ingen steder."

Sagde jeg tvært, og lagde armene over kors. Crowley nikkede højtideligt, hvilket bare gjorde mig endnu mere rasende.

"Selv hvis jeg var prinsesse, så er jeg prinsessen af ingenting! Jeg er prinsesse af ruiner, støv og øde landområder! Hvordan kan man være prinsesse, når der intet er tilbage?!"

Råbte jeg vredt af Crowley, der var begyndt at se utilfreds ud. Halt havde lagt mærke til det første jeg sagde, og jeg fortrød det allerede.

"Hvad mener du..."

Begyndte han, og jeg sank en klump.

"... med hvis du var prinsesse?"

Jeg sukkede opgivende, og lod min vrede gå ud over Halt, der egentligt ikke havde fortjent det.

"Jeg er min mors bastardunge!"

Råbte jeg hidsigt af ham.

"Jeg er dronningens barn, men ikke kongens!"

Jeg var stiktosset, og tænkte ikke længere klart. Hvilket var rigtigt dårligt, da jeg endnu engang talte over mig.

"Og det har jeg en af jer lorte rangere at takke for!"

Jeg vendte mig, og piftede efter Sølvmanke. Hun ville reagere straks, og dukkede op i fuld galop, så jeg kunne stikke af.

"Der har ikke været en ranger i Elronda i de sidste 30 år."

Påstod Crowley stædigt.

"Ja, det er hvad du siger."

Jeg gad ikke engang vende mig mod ham længere, og spejdede bare efter Sølvmanke.

"Jeg ved bare at min mor var sammen med en ranger, der gjorde hende gravid, før han skred."

Crowley var tilsyneladende ikke tilfreds med den information.

"Og hvor er dit bevis?"

Jeg vendte mig hidsigt mod ham, og rev min halskæde af, så hårdt at lædersnoren gik i stykker.  Jeg kastede den efter Crowley, som hurtigt greb den.

"Her er dit bevis."

Han stirrede på egetræsbladet i sin hånd, og dernæst på mig.

"Jeg sagde jo, det ligger til familien."

Jeg gav mig til at løbe hurtigt forbi nogle rangere, der stadig var for chokeret til at lægge mærke til mig. Crowley kom beklageligvis til sig selv igen, og råbte hurtigt:

"Stop hende."

Kun nogle få rangere reagerede med det samme, og satte efter mig. Jeg så tilbage og kunne se Halt stå med halskæden i hånden. Han var blevet utroligt bleg. Ikke at det længere bekymrede mig, dagen var kommet hvor jeg ikke længere skulle se ham, Gilan eller Will. Det gjorde mest ondt, at forlade Will. Mere end jeg ville indrømme over for mig selv.

De rangere, der ikke havde ventet uden for teltet, stod og så efter mig. Indtil de opdagede at de andre rangere jagede mig. Så satte også de efter mig. Bare Sølvmanke ville komme snart. Jeg kunne holde mit tempo længe, men jeg var lige løbet forbi Gilan og med hans lange ben ville han kunne indhente mig. Endeligt kunne jeg se Sølvmanke komme galoperende fra siden. Jeg fløjtede igen, bad hende om at holde farten. Hun gjorde det, og løb ind foran mig.

"Tøs, stop!"

Råbte Gilan, og var bekymret for at Sølvmanke ville løbe over mig. Det gjorde hun dog ikke, da vi havde øvet det her mange gange. Jeg greb fat i sadlen, og trak mig op på hende. Hun satte i en mere voldsom galop, og hurtigt forsvandt rangerne bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...