Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19229Visninger
AA

7. Rangeren

"Er det et lig?"

Jeg blev opmærksom på stemmer, tæt på mig og slog træt øjnene op. Jeg fandt ud af, at jeg stadigt lå ind over Sølvmanke, med mit ansigt begravet i hendes manke. Jeg lod mine øjne falde i igen, Sølvmankes stride mankehår stak mig i øjnene.

"Det ser sådan ud."

Besvarede en anden stemme, lidt dybere end den tidligere. Sølvmanke prustede tøvende, da en person gik om på siden af hende. Jeg kunne svagt høre skridtene mod jorden.

"Saddeltaskerne bærer Elrondas kongelige segl."

Kommenterede en tredje stemme dystert.

"Endnu en."

Sagde den anden stemme trist. Jeg blev klar over, at de troede jeg var død. Jeg måtte gøre dem opmærksom på, at jeg var i live. Men jeg var så afkræftet og svag, at det forkom umuligt.

"Hesten ser ud til at have båret rytteren længe. Stakkels kræ, gad vide hvorfor den ikke bare har kastet rytteren af?"

Sagde den tredje stemme eftertænksomt.

"Den er vel for godt opdraget?"

Mumlede den første stemme stille.

"Kun rangerheste er så godt opdraget. En hver anden ville forlængst have smidt sin rytter af."

Forklarede den anden stemme til den første. Rangerheste, slog det mig pludseligt. Rangerheste, som i rangere. Jeg måtte alarmere dem. De skulle vide at jeg var i live.

"Gilan og jeg tager rytteren af hesten, og begraver ham. Will, du sørger for hesten."

Kommanderede den tredje stemme. Jeg kunne høre at han kom tættere på. Sølvmanke trådte nervøst til siden. Jeg kunne mærke hendes muskler spænde under mig. Hun ønskede at beskytte mig, at skaffe mig hjælp, men hun var ikke helt tryg ved de tre fremmede.

"Rolig min ven. Jeg vil bare hjælpe."

Lød det blødt fra den tredje stemme. Sølvmanke prustede utilfreds, og gik yderligere til siden, da han forsøgte at nærme sig igen. Han sukkede opgivende.

"Will, Gilan, hjælp mig lige her."

Jeg kunne høre de andre begynde at gå. De kom tættere på Sølvmanke, der blev mere og mere nervøs. Jeg mærkede en velkendt strammen i hendes muskler, og gav et svagt skrig fra mig, da hun stejlede. Jeg var for svag til holde ved hende, og faldt som et hjælpeløst barn ned fra hendes side. Jeg blev næsten øjeblikkelig grebet, men sendte min redningsmand bagover, så han landede på bagen.

"Du gode gud, han er i live."

Lød det overrasket fra den anden stemme. Min hætte blev slået til siden, og en hånd berørte forsigtigt min pande.

"Det ville nok nærmere være; Hun er i live."

Rettede den tredje stemme den anden. Jeg ømmede mig svagt, da han flyttede på mig. Pilespidsen borede sig yderligere ind i ryggen på mig.

"En tøs."

Sagde den anden stemme overrasket. Jeg bandede lavmælt, og forsøgte at slå øjnene op igen.

"Hvad sagde hun?"

Spurgte den anden stemme.

"Jeg tror du fornærmede hende."

Forklarede den tredje stemme, og vendte mig let i sine arme.

"Hun er såret. Pilespidsen ser ud til at have siddet i hendes ryg længe."

Forklarede den tredje stemme. Jeg kunne høre hastige skridt, der løb væk fra mig igen.

"Jeg informere Crowley."

Lød det fjernt fra den anden stemme, der løb hastigt afsted.

"Kan du høre mig?"

Spurgte den tredje stemme tøvende. Jeg åbnede endeligt øjnene, og blev mødt af et alvorlig blik. En lille, spinkel mand med sort hår og skæg holdt mig i armene. Hans hår og skæg var skåret, lignende at der var blevet brugt en kniv. Hans hår havde desuden små gråstænget hårstrå. Næsten øjeblikkeligt faldt mit blik på hans halskæde, der hang frit udenfor skjorten. Vedhænget, i sølv, formet som et egetræsblad. Jeg mærkede mørket kalde mit navn igen, og blev bange for at døden endeligt ville tage mig.

"Elronda..."

Hviskede jeg svagt. Han lænede sig tættere ind over mig. Jeg måtte have hvisket svagere, end jeg havde regnet med. Jeg kunne ikke risikere at dø, uden at nogen blev klar over Elrondas skæbne.

"De er alle... døde"

Hviskede jeg udmattet, og kunne svagt se hans øjne glide overrasket op.

"Elronda er faldet."

Min besked var givet videre. Jeg hørte svagt Sølvmanke vriske efter mig, med en skingerhed i sin stemme, inden mørket omringede mig. Min besked var givet videre, jeg kunne dø i fred.

"Du kan lige vove på at dø i mine arme tøs."

Lød det surt fra manden, der holdt mig i sine arme. Han kommanderede hidsigt, at jeg bare havde at holde mig i live. Ellers ville han, personligt, varme mine rygstykker. Jeg gøs ved den tanke, og besluttede mig for, at det nok var bedre, hvis jeg holdt mig selv i live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...