Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
20264Visninger
AA

45. Morgaraths magt

De stod forsamlet på bakketoppen, hvor de kunne se ud over Morgaraths hær af Wargals. De kunne desuden se mindst to Kalkara'er, der sloges indbyrdes, så deres øjne var vendt væk fra dem. Will sad uroligt på Tug, der gjorde sit bedste for at berolige sin ejer. Halt, derimod, sad som en marmorstatue på Abelard, der så på hæren foran dem. Ved siden af Halt sad Gilan og så bekymret på Halt. Halt havde knap nok sagt noget, mindre end han plejede, og det bekymrede Gilan. Det betød som regel at Halt var tvunget til at gøre noget, som han bestemt ikke brød sig om. Selv baronen skævede nervøst til Halt, der ikke reagerede. Ingen af dem havde nogensinde set Halt sådan før, og det bekymrede dem.

"Morgarath kommer..."

Sagde Crowley bekymret, og skævede til hans ven Halt, der ikke havde sagt et eneste ord til ham. Crowley blev bekymret for at miste ham. Hvis Elisabeths forsvinden gjorde det her ved ham, hvad gjorde den så, hvis hun døde? Den tanke turde han end ikke at tænke. Våbenmesteren Rodney så mod Morgaraths tynde skikkelse, der kom ridende og opdagede at han havde en ekstra hest med.

"Han har nogen med."

Han kunne godt regne ud hvem Morgarath havde med. Han var blevet forbløffet, da han havde hørt om Halts hemmelige datter Elisabeth. Da han så senere havde set Halt øve sig i bueskydning, og lagt mærke til hvor stor en kraft han sendte pilene afsted med. En kraft der ikke burde være muligt for hans lille størrelse. Vrede måtte have en del med det at gøre, gik det op for ham hvor meget hans ven elskede sin datter. Også lærlingen Will, Horaces ven, så ud til at savne hende. Men hvor Halt var rolig, iskold, så var Will knust. Rodney havde hørt om lærlingens forsøg på at redde ham, og vidste at det var mislykkes ham.

Morgarath red triumferende nærmere på den lille gruppe, der stod lidt væk fra deres hær. En hær, så ubetydelig i størrelse, at han måtte bremse sig selv fra at le. Han trak hårdt i tøjlerne, og fik den ekstra hest til at løbe op ved siden af hans egen. Den spinkle skikkelse reagerede ikke, og så tomt frem for sig. Han smilede for sig selv. Snart ville han få sin hævn over rangeren, Halt, der allerede havde forpurret hans planer en gang. Da en af hans spioner havde hvisket det i hans øre, var han straks taget afsted til slottet for at møde hende. Halts datter.

Han glædede sig som et barn, til at få sin hævn. Han havde allerede destrueret Elronda, i ren og skær glæde, så Halts datter havde været tvunget til at rejse til Araluen. Han koncentrerede sig kort om hende igen, og lukkede af for hendes begyndende tanker. Hun så igen frem for sig, som en livløs tom dukke. En dukke, Morgarath glædede sig til at ødelægge.

"Elisabeth."

Hviskede Will svagt, da han så Elisabeths blege ansigt. Hun så tomt frem for sig, reagerede ikke på at Halt og Will sad på deres heste medmindre end ti meter fra hende.

"Så det er det hun hedder?"

Udbrød Morgarath, og lod som han aldrig havde hørt det før. Han lo, da han så det morderiske blik Halt sendte ham. Han trak let i tøjlerne, så hesten gik tættere op af hans egen. Han smilede let, og bøjede sig over for at kysse den bløde kind. Han lænede sig tilbage igen, da han havde smagt på hendes sødme. Halt var rasende, og Morgarath nød hver et øjeblik.

"Nåh ja, min brud skal vel hedde et eller andet."

Han kløede sig let i skægget, og lod som han tænkte grundigt. Hvor han dog elskede at drille Halt på den her måde. Han kunne se hvordan de blikke der hvilede på ham, var rasende på Halts vegne.

"Skal du ikke lykønske os Halt? Hun er trods alt din datter. Jeg tror det ville glæde hende, ville det ikke også min kære?"

Han rettede sætningerne mod hende i sit mørke sind, og formede ordene på hendes læber.

"Det ville glæde mig, nu dagen før vores bryllupsnat."

Sagde hun tomt, og så på Halt, mens hun svagt svajede. Halts blik mildnes, mens han forsøgte at få øjenkontakt med hende. Hun reagerede ikke, og så tomt frem. Halts blik blev hårdt igen, da han så på Morgarath.

"Hvad vil du have?"

Sagde han så koldt, at selv våbenmesteren gøs.

"Din død, så vel som din lærling og dem du har oplært. Nåh ja, og så skal i overgive jer til mit kongedømme."

Sagde Morgarath og lod som om det ikke var det store.

"Det ved du godt, at vi på ingen måde kan give dig."

Morgarath nikkede, det var det svar han havde regnet med. Han lod Elisabeth stige af hesten, og stå fast på jorden med hendes tomme øjne vendte mod sin fader.

"Præcist det svar jeg havde regnet med."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...