Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19542Visninger
AA

36. Mor plus far giver...... mig?

Da Halt kom tilbage, kunne han godt se på mig, at Gilan havde fortalt mig sandheden. Gilan trak hurtigt Will ud af teltet, så vi kunne få lov til at tale i fred. Vi sagde dog ikke noget til hinanden. Halt satte sig uroligt på sengen overfor mig. Han åbnede en enkelt gang munden for at sige noget, men lukkede den igen. Vi sad længe og studerede hinanden. Jeg så til sidst væk. Det måtte være en drøm det her. Det kunne bare ikke passe, at Halt var min far. På den side ville jeg gerne have ham som far. Han passede på mig, beskyttede mig, lærte mig nyttige ting og vågede konstant over mig. Det var ting, han gjorde i forvejen gik det op for mig.

"Vidste du..."

Begyndte jeg, men kunne ikke afslutte det. Han rystede på hovedet.

"Jeg var godt klar over at hun var blevet gravid, men jeg troede det til at være kongens."

Sagde han stille, og så ned i gulvet. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig overfor det her.

"Det var først, da du smed halskæden fra dig og sagde at..."

Han stoppede op, og smilede svagt.

"... at en af os, røvhuller, var din far, at jeg fandt ud af det."

Jeg så flovt ned i gulvet. Det havde ikke været min mening at kalde Halt for et røvhul. Han rakte ud, og tog halskæden fra mig. Han vendte den let i hænderne.

"Jeg elskede din mor, det skal du vide. Jeg elsker hende stadigt."

Jeg blev klar at det var derfor han havde spurgt specifikt om dronningen var død.

"Jeg havde... Ehm... lavet noget ballade, tror jeg bare vi siger."

Jeg nikkede.

"Og for at undgå at få høvl af min læremester stak jeg af. Jeg var ung dengang, meget ung."

Jeg kunne se på ham, at han mindes tilbage.

"Jeg rejste til Elronda, tænkende at jeg kunne starte en ny tilværelse der. Jeg var lige ankommet, da din mor dukkede op. Hun sad på siden af vejen, næsten inde i et krat og græd med en lille fugl i sine hænder. Jeg spurgte hende hvad der var galt, og hun svarede at fuglen havde brækket vingen, så den ikke kunne flyve. Jeg endte med at hjælpe hende med at rette vingen ud, og ligge den i pres, så den kunne hele. Og tja, det var sådan vi mødte hinanden. Vi mødtes hemmeligt på samme sted hver eneste gang, hvor hun ville have fuglen med. Under påskud at hun var bange for at hun ikke behandlede fuglen rigtigt. Vi vidste godt begge to, at det ikke var grunden, men vi sagde alligevel ikke noget. Efterhånden som fuglen voksede sig stærkere, voksede kærligheden sig stærkere. Jeg var klar til at give afkald på det hele, bare for at være sammen med hende, da hun meddelt mig, at jeg skulle rejse hjem. At hun var blevet forlovet med prinsen af Elronda, en forlovelse der ikke kunne brydes. Jeg fortalte hende, at jeg ikke ville rejse, medmindre at hun ikke ville have mig. Og så... Kyssede hun mig, gjorde det klart, at min kærlighed var gengældt, men at vi bare var for forskellige. Og øhm ja, det må have været der du er blevet undfanget, for dagen efter rejste jeg tilbage til Araluen. En måned senere blev hun gift med prinsen."

Jeg blev klar over, at det ikke var meningen at jeg skulle have været til. Men at det bare var resultatet af en meget stor kærlighed mellem to personer. Det varmede nu alligevel, for nu vidste jeg at min mor og rigtige far havde elsket hinanden. Jeg lod mit hoved synke ned på tæppet.

"Fik du ballade, da du kom tilbage?"

Han grinede.

"Ja, det kan du tro jeg gjorde. Jeg tror jeg er den eneste lærling, der nogensinde har fået så mange høvl på en gang."

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Halt så kærligt på mig, glad for at en del af hans elskede havde overlevet. Jeg kom til at gabe.

"Er du træt?"

Jeg nikkede, og strakte mig lidt. Halt rejste sig, og gav mig halskæden på igen. Jeg ville protestere, men han afbrød mig hurtigt.

"Børn af rangere er altid velkomne hos rangerne. Selvom jeg har fået en helvedes masse ballade for det."

Jeg så træt på ham, da han lagde tæppet over mig.

"Har du fået ballade? Hvorfor?"

Han kom til at le en smule.

"Din mor var trods alt dronning af Elronda, og jeg havde ikke det mindste at bestille i Elronda, på det tidspunkt. Jeg troede Crowley var ved at springe i luften, da han regnede ud at du er min datter. Han har givet mig teltarrest, og overvejer at smide mig ud af ordenen."

Jeg satte mig op. Jeg vidste at ordenen var Halts liv. Han rystede på hovedet, og fik mig til at ligge ned igen.

"Jeg er faktisk ligeglad lige nu. Så længe jeg har dig."

Sagde han kærligt. Jeg gav ham et tvivlende blik.

"Men han skal nok komme på bedre tanker, specielt når han kommer i tanke om hvor gode venner jeg er med Kong Duncan og en del andre højt placerede personer."

Han lo igen og aede mig let over kinden. 

"Men der er nok nogle stykker der falder af stolen, enten i chok eller grin, når de læser det brev Crowley har sendt ud. Hvor han forklarer at du er min datter."

Jeg fnes.

"Gilan var ihvertfald gået i chok, da det gik op for ham."

Halt lo igen, efter hans kommentar.

"Will var også lidt chokeret, men han kom da hurtigt til sig selv."

Sagde jeg, og kom i tanke om hans store øjne. Halt nikkede, og mumlede stille.

"Det kunne ligne ham."

Så så Halt lidt mere alvorligt på mig.

"Er der noget mellem dig og Will?"

Spurgte han forsigtigt, og satte sig på sengekanten. Jeg sank en klump, og rødmede let, da jeg kom i tanke om det kys Will havde stjålet sig til. Halt rystede opgivende på hovedet.

"Det tager jeg som et ja."

Jeg nikkede, med røde kinder. Will var trods alt Halts lærling. Men han så ikke ud til at have noget imod det, ikke det mindste.

"Men vær forsigtig, ikke alle vil være særligt begejstrede."

Advarede han. Jeg nikkede let, stadig med røde kinder. Halt begyndte at smile igen, og aede mig kort over håret.

"Du har din mors øjne."

Sagde han kort, og gik i sin egen seng. Jeg lå og så på ham, jeg kunne næsten ikke tro det. Halt var min far, det var min sidste tanke inden jeg faldt i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...