Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19085Visninger
AA

14. Mødet

"Du skal ikke se på mig. Jeg aner ikke hvor tøsen har det fra."

Pointerede Halt, og nikkede tilfreds til mig. Will ville ikke få ballade, kun mig. Manden gjorde tegn til at jeg kunne komme nærmere.

"Crowley."

Præsenterede han sig, og rakte hånden ud. Jeg tog den ikke, dette ville betyde at jeg skulle opgive mit navn.

"Hun er ikke just interesseret i at opgive sit navn."

Kommenterede Halt, og gav sig til at studere kortene på bordet.

"Men hun reagerer på tøs."

Jeg fnøs fornærmet.

"Ikke at hun bryder sig om det, men det må hun leve med, når hun ikke vil give os sit navn."

Sagde Halt, og så på Crowley igen, der stadig så på mig. Han havde i det mindste trukket hånden til sig. Jeg lagde utilfreds armene over kors, og gav mig til at stirre tilbage. Halt rømmede sig, og gav mig et blik, der bad mig om at opføre mig ordentligt. Jeg ignorerede det. Crowley vendte sig endeligt mod Halt, mens at de andre to ranger blev ved med at overvåge mig. Jeg rakte tunge af dem, og gav mig til at studere kortene.

"Jeg har, som du ved, sendt en del rangere afsted for at finde ud af, hvad der præcist skete i Elronda. De burde være tilbage om en til to uger, alt efter hvor fremkommeligt terrænet er. Det er mange år siden, at der sidst har været en ranger i Elronda."

Jeg tænkte for mig selv, ja, de skulle bare vide. En af de her røvhuller var min far, og lige nu havde jeg ingen anelse hvem.

"Jeres kort er forældede."

Brød jeg ind. Halt så ud som om han havde lyst til at kvæle mig. Crowley havde opdaget det, og lo bare.

"Uddyb."

Bad han, jeg nikkede og gik i gang med at forklare ved at pege på kortet.

"Slottet ligger faktisk hundrede kilometer længere mod nord. Det gamle brændte ned, og et nyt blev opført for knap 25 år siden."

Crowley nikkede.

"Det passer sådan cirka. Det er 30 år siden, at der sidst har været en ranger i Elronda."

Hvad?, tænkte jeg. Enten havde min far løjet om hvad han var, eller også var han på uofficielt besøg i Elronda. Hvilket ville have været opdaget, da Elronda ikke er et særligt stort land. Jeg mistede en smule håb, min far var nok ikke en ranger alligevel.

"Minen er tom, de holdt op med at bryde for 20 år siden. Byen er en spøgelsesby. De er flyttet hertil..."

Forklarede jeg videre med en monoton stemme, og pegede. Halt bemærkede mit pludselig humørskift, og så bekymret på mig. Jeg lod som ingenting.

"... nær floddeltaet og den nye malm-mine."

Jeg stoppede op, der var ingen grund til at fortælle dem alle de ændringer, der var sket de sidste 30 år.

"Men det er lige meget, der er intet tilbage. Jeg red herfra..."

Jeg pegede på et ligegyldigt punkt på kortet, i nærheden af slottet.

"... og hele vejen til grænsen. Alt var brændt ned, og det der ikke var, var blevet smadret til ukendelighed."

Crowley så undrede på det stykke ved grænsen, som jeg udpegede til at være hvor jeg sidst huskede at have været.

"Din hest har sandeligt båret dig en lang vej."

Jeg nikkede. Hun havde båret mig en rigtig lang vej, på meget lidt tid.

"Enhver anden hest ville have smidt sin rytter af."

Jeg nikkede.

"Men ikke min Sølvmanke. Jeg har opdraget hende."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...