Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19068Visninger
AA

47. Lineas gave

Morgarath fnøs, men accepterede. Så kunne han trods alt dræbe Halts gamle lærling foran ham. Gilan steg af Blaze, som skubbede bekymret til sin ejer, der var fyldt med vrede. Vrede over hvad Morgarath havde gjort ved Elisabeth, og hvad han havde tvunget Halt til at gøre. Han tog sin bue af, og lod den blive på Blaze, sammen med hans pile. Blaze vrinskede bekymret, da Gilan gik mod Morgarath, uden at trække sit sværd. Morgarath stod allerede med det i hænderne, tilsyneladende ligeglad med at hans hånd var blevet gennemboret og blødte.

"Skal vi?"

Spurgte han ligegyldigt, med et hånligt smil på læberne og så på Halt. Han ville nyde at dræbe Halts gamle lærling foran ham. Gilan nærmede sig, stadigt uden at trække sit sværd. Morgarath var glad, Halts tidligere lærling gjorde det uendeligt let for ham. Han løftede hurtigt sværdet over hovedet, og svang det nedad. Han blev overrasket, da sværdet stoppede kun få centimeter over Gilans hoved. Morgarath havde ikke set de to små dolke Gilan havde i hænderne. Han havde krydset dem, og havde derved bremset Morgaraths sværd. Gilan flyttede sig, og slap sværdet, der forsatte ned i jorden. Derved bukkede Morgarath sig let ind over sit sværd. Men inden han kunne trække det fri, svang Gilan sit sværd nedad og adskilte Morgaraths hoved fra hans krop.

I samme øjeblik lød der stor jubel, Morgarath var død og hans hær var ubrugelig uden hans tankekontrol. Wargals var blevet som små børn, der ikke vidste hvad de skulle give sig til. I samme øjeblik vendte Halt sig mod sin datter, og faldt på knæ ved hendes side. I samme øjeblik satte Will Tug i galop, og stoppede ham først, da han var ved siden af Halt. Will sprang af Tug, og kunne se Halt give Elisabeth noget i munden. Han stoppede op. Elisabeths ansigt var forfærdeligt blegt, og hendes bløde læber blå. Han vendte sig væk igen, med kvalmen pressende på. Crowley, Gilan, Baronen Arald og Rodney sluttede sig til dem. De så Halt sidde på knæ, mens han forsigtigt holdt Elisabeth ind til sig i sine arme.

"Undskyld."

Hviskede Halt, og kyssede hende på panden. 

"Undskyld."

Hviskede han træt, og tog hende helt ind til sig. Halts venner så bekymret til. Han tog hende forsigtigt lidt ud fra sig, og Halts venner kunne se til, mens hun begyndte at trække vejret igen og langsomt åbnede øjnene. Det mest utrolige skete først nu. Halt begyndte at græde, af glæde. Ingen af dem havde nogensinde set ham græde før. Rodney bukkede sig ned, og samlede forsigtigt pilen op, som Halt havde stukket Elisabeth ned med. Han snuste forsigtigt til den, og kunne lugte den bekendte duft af gift. Han begyndte at le.

"Halt, din gamle ræv."

Brølede han af grin, og gav pilen til baronen, der også genkendte duften.

"Så ved vi da hvem der har været i mit skab."

Sagde baronen, og blinkede til Halt, der stadig græd af glæde. Elisabeth slog forsigtigt armene om ham, da hun indså at han græd.

"Far, hvorfor græder du?"

Der blev stille. Det var første gang Elisabeth havde kaldt Halt for far. Will tørrede forsigtigt sine tårer af kinderne.

"Fordi at jeg har dig min skat, fordi du er i live."

Sagde Halt grædefærdigt og krammede lykkeligt sin datter ind til sig, og takkede i sit hjerte sin elskede Linea, for at have lært ham om giften og modgiften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...