Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19057Visninger
AA

46. Kampen

"Elisabeth?"

Kaldte Will forsigtigt. Hun reagerede ikke, så knap nok på ham. Han så ned fortvivlet i jorden, og kunne mærke Gilans hånd, der lagde sig på hans skulder.

"Min herre ønsker ikke krig. Han ønsker en fredelig løsning, hvorved i underkaster jer hans totale herredømme." 

Sagde Elisabeth med en tom, hæs stemme. Hun trak det sværd, der hang på hendes side og gik på knæ foran Morgarath, hvor hun let stak sværdet i jorden.

"Jeg vil beskytte min herre. Mit blod vil flyde, før hans."

Sagde hun ligegyldigt, og så mod rækken foran hende. Morgarath kunne ikke længere holde sin latter tilbage, og var ved at falde af hesten af grin, da han så hvor trist Halts lærling så på Halts datter.

"Elrondianere er vidunderlige, er de ikke?"

Sagde han, og rettede sig op i sadlen.

"Jeg undersøgte det nærmere. De nedstammer faktisk fra elvere, men det gen viser sig kun hos kvinderne. Det gør dem til ekstraordinære sværdkæmpere og takket været dig Halt, er hun også en enestående bueskytte. Perfekt til mit formål. At kæmpe ligger i deres blod, selv om de måske har mistet sig selv. Som der er tilfældet med din datter."

Forklarede Morgarath, og kunne se mord brænde i øjnene på Halt.

"Hvis jeg bliver udfordret, er hun forpligtet til at tage kampen for mig. Så ser i, for at dræbe mig, må i først dræbe Halts datter. Den sidste Elrondianer."

Halts venner skævede bekymret til ham. De kunne ikke slå hans egen datter ihjel foran ham. Gilan så til i forfærdelse, da Halt red roligt frem, og sagde:

"Min død får du ikke. Betragt det som en udfordring."

Morgarath nikkede tilfreds. Elisabeth havde ingen følelser i sin krop, og ville slå Halt ihjel uden at tøve. Halt derimod led under hans følelser. For han kunne da ikke slå sin datter ihjel, for at bevare kongeriget, eller kunne han? Morgarath tøvede, men slog det til side. Elisabeth var perfekt, en kriger-prinsesse, der ville kæmpe til den bitre ende.

"Som du vil. Elisabeth?"

Kaldte Morgarath, og så hende løfte sit hoved op mod rangeren, der var steget af sin hest og var på vej imod hende.

"Dræb ham."

Hun nikkede, og rejste sig. Halts venner så til i forfærdelse, da knap før hun havde rejst sig, kastede sig frem mod Halt mod sværdet klar til at hugge hovedet af ham. Hun svingede målbevidst ude efter ham. Han undgik i sidste øjeblik, ved at kaste sig til siden. Han sprang hurtigt på benene igen, lige tidsnok til at undgå sværdet. Halt lagde hurtigt mærke til, efter at hun havde svinget efter ham et par gange, at hun ikke reagerede så hurtigt som hun plejede. Han lagde kort mærke til Morgaraths koncentrerede ansigtsudtryk, får han fik Elisabeths frie knytnæve i maven. Han væltede med alt den kraft, hun sendte slaget af sted med. Dog var han hurtigt på benene igen, igen tidsnok til at undgå sværdet igen.

Der gik det op for ham. For at kunne holde hende under hans tankekontrol, så var Morgarath nødt til at være i komplet kontrol over hende. Hun kæmpede derfor med sine egne taktiker, styrker og svagheder, men han styrede hende som en dukke. Han håbede på at hun ikke var vågen i sin egen krop, så hun kunne mærke det, han var nødt til at gøre. Han sparkede hurtigt ud, så hun væltede. Han brugte hurtigt sin sax-kniv, til at låse hendes sværd fast til jorden. Så da hun rejste sig, uden sit sværd, kunne han snige sig ind på hende. Da hun, for sent, opdagede ham og vendte sig. Greb han fat om hende, og borede den pil, han havde haft i støvlen, ind i hende.

Han trak den fri, og slap hende. Hun faldt livløst til jorden. Morgarath, så vel som Halts venner, tænkte alle: Hvordan kunne han gøre det? Halt trådte over Elisabeth, der lå på jorden uden at trække vejret og så på Morgarath med mord i øjnene.

"Som du vil, så må jeg jo selv slå dig ihjel. Og dernæst din lærling, og alle de rådne rangere."

Sagde Morgarath hånligt, og steg langsomt af hesten. Da han var steget af, med ryggen mod Halt, trak han forsigtigt den lille, men dødbringende armbrøst op af sin lomme. Men inden han kunne vende sig helt, for at dræbe Halt, gennemborede en pil hans hånd og tvang ham til at slippe armbrøsten. Han skreg hidsigt, og knækkede pilen, ved at knytte sin hånd. Han så mod rækken, og opdagede at Will, Halts lærling, langsomt sænkede sin bue. Drengen var allerede for godt oplært, hans præcision var ufejlbarlig, tænkte Morgarath og vendte sig helt mod Halt.

"Nuvel, ikke mere snyderi?"

Spurgte han og lo let.

"Den er i orden med mig."

Sagde Gilan og blandede sig. Morgarath så utilfreds på ham, og genkendte ham som Halts gamle lærling.

"Ikke mere snyderi, siger du. Så udfordrer jeg dig til kamp. Halt er bueskytte, og du er sværdkæmper. Det virker næppe fair. Så jeg tager Halts plads, jeg er sværdkæmper."

Gilan så på sin læremester. Hans blik var tomt, men brændte med had. Han nikkede svagt, og accepterede at Gilan tog hans plads.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...