Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19231Visninger
AA

30. Jeg tror at jeg er forelsket

"Elisabeth hvordan har du det?"

Jeg skar ansigt, og forsøgte at ligge mig om på ryggen. Den gjorde for ondt, så jeg blev liggende i Wills arme.

"Du siger hele tiden mit navn i hver eneste sætning."

Han nikkede glad.

"Det er rart endeligt at kunne kalde dig ved dit navn."

Jeg fnes, og kunne mærke en kildende fornemmelse helt ud i tæerne. Jeg kunne virkeligt godt lide at ligge i Wills favn.

"Min ryg gør ondt."

Beklagede jeg. Will nikkede.

"Din ryg er ikke helt vant til at ride så meget, efter al den tid med at komme dig."

Jeg nikkede, det havde jeg godt regnet ud.

"Hvis du hviler dig dagen igennem, og natten, burde du være stærk nok til at ride tilbage. Selvfølgelig med en del pauser."

Jeg gav Will et tvært blik.

"Du skal med tilbage, ellers er vi begge i en verden af problemer."

Jeg sukkede, men nikkede. Will ville rejse sig, men jeg ville ikke slippe ham. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg er nødt til at lave noget mad, ellers kan du ikke få det bedre."

Jeg gav ham et hundehvalpe-blik, der altid havde virket på tjenestefolkene, da jeg var lille og ville have noget.

"Hold op med det der. Du ligner en såret hundehvalp."

Jeg gjorde mit blik endnu mere ynkeligt, så han rullede med øjnene.

"Det er næsten som at forsøge at hade en hundehvalp. Hvilket jeg ikke kan."

Jeg knugede ham tættere end til mig, og gav ham et lille smil. Det forbedrede også hans humør, så han holdt mig lige så tæt. Mit hjerte flagrede let, som en lille fugl. Der gik det op for mig. Jeg tror jeg er forelsket i Will, sagde det inde i mit hoved. Det gjorde mig ikke noget, gik det samtidigt op for mig. Will var klog, hurtigt, stærk, modig og på min egen alder. Ikke som dem, det var meningen at jeg skulle have giftet mig med.

Da min mave begyndte at knurre, slap jeg endeligt Will, så vi begge kunne få noget mad. Mens han fik tændt op i bålet, lå jeg under hans kappe og studerede omgivelserne. Da jeg lo, så Will op fra gryden og over på mig. Jeg pegede, og han fulgte retningen. Han lo også, da han så hvorfor jeg havde grinet.

Sølvmanke stod og bed let i Tugs øre. Tug var ikke helt tilfreds med det, og så surt på Sølvmanke, der bare blev ved med at nappe ham. Sølvmanke holdt op, da Tug hev øret til sig. Hun efterabede mit hundehvalpe-blik, og fik lov til at nusse Tug igen. Will lo igen.

"Det virker bekendt."

Jeg nikkede, med let røde kinder og mødte Wills blik. Vi blev straks begge tavse, og så væk. Han serverede mig maden uden et ord. Men da han skulle hjælpe mig op og sidde, fik vi igen øjenkontakt. Mine kinder blev røde igen, og Will så væk. Vi var godt begge klar over at vi følte noget for den anden, men vi turde ikke at sige det. Da jeg havde spist, på egen hånd, satte jeg forsigtigt tallerkenen fra mig og kunne se at Will også havde spist færdigt. Jeg drejede mit hoved i hans retning.

"Will?"

Spurgte jeg forsigtigt. Han så på mig, og så valgte jeg at tage chancen. Jeg kyssede ham, ikke på kinden som han havde kysset mig tidligere, men direkte på munden. Han stivnede, men kyssede mig tilbage. Da vores kys endte, hamrede mit hjerte som aldrig før. Will var blevet rød i hovedet, rigtig rød i hovedet. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...