Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19098Visninger
AA

41. Jeg tabte mig selv.

Den store folk af rangere på heste satte igang. Vi begyndte at ride mod Redmont-borgen. Alle var behøvet, selv de helt nye lærlinge var med. Halt og Gilan red foran Will og jeg. Sølvmanke prustede nervøst, hun var ikke vant til at ride med så mange heste. Jeg lænede mig frem i sadlen, og nussede hende let på øret.

"Rolig pus."

Hun nappede mig let på spidsen af støvlen, og red roligt videre. Hun kastede nervøst med hovedet, og begyndte at lave små nykker.

"Rolig, rolig."

Forsøgte jeg at berolige hende. Men hun blev mere og mere bange. Hun stoppede op, og rev voldsomt i tøjlerne. Hun bakkede hurtigt væk fra resten af flokken.

"Sølvmanke, rolig."

Hun rystede på hovedet, og rev i tøjlerne. Halt og Gilan vendte let deres heste.

"Hvad er der?"

Spurgte Gilan roligt, og så skeptisk på Sølvmanke.

"Jeg ved det ikke, hun har aldrig gjort sådan noget før."

Sølvmanke stejlede pludseligt, og var ved at kaste mig af. Jeg holdt mig dog på hende. Will steg af Tug, og bad ham blive stående. Will rakte forsigtigt ud efter Sølvmanke, og nussede hende på mulen. Hun prustede utilfreds, og skubbede hans hånd væk. Hun hylede igen, og faldt så til ro. Will nussede hende forsigtigt. Hun nappede let i hans fingre, helt rolig igen.

"Gad vide hvad det gik ud på?"

Spurgte Will lavt, og vendte sig for at komme op på Tug igen. Jeg lænede mig atter frem i sadlen, og nussede Sølvmanke på hovedet. Hun brummede utilfreds, da Will steg på Tug. Hun hylede svagt igen, og kastede frem og tilbage med hovedet. Jeg fulgte retningen af hendes blik. Et par store mørke øjne mødte mit blik, og fik mig til at stivne, ude af stand til at bevæge mig. Jeg kunne høre Will kalde på mig.

"Elisabet, kom nu."

Han så på mig, og opdagede min forsvarsløse tilstand. Mit blik fanget af det behårede bæst i busken. Will råbte pludseligt, så højt han kunne.

"KALKARA!!!"

Halt og Gilan vendte straks deres heste, med deres bue i hænderne. Jeg rørte mig stadig ikke. Øjnene blev ved med at stirre på mig, fangede mig med frygt. Will vendte Tug mod mig, med ryggen mod Kalkaraen. 

"Elisabeth, kig væk!"

Bad han mig, og tog buen af ryggen. Netop som han ville vende sig om, for at skyde efter Kalkaraen, stormede det frem med Wargals. Jeg sad stadigt hjælpeløst på Sølvmanke, da Kalkaraen uforhindret rejste sig fra busken og gik hen i mod mig. Will sloges med en Wargal på jorden, og Halt og Gilan var afskåret vejen. Kalkaraen greb forsigtigt fat om mig, og trak mig ned fra den lammede Sølvmanke. Den brød øjenkontakten med Sølvmanke, der straks forsøgte at forsvare mig. Kalkaraen hylede af Sølvmanke, der snublede og væltede. Endeligt løb Kalkaraen uforhindret af sted med mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...