Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19238Visninger
AA

48. Jeg er mig, og du er dig.

"Hvordan har du det?"

Jeg nikkede, men ømmede mig en smule, da jeg sænkede buen. Halt  så strengt på mig. Lige siden han havde været tvunget til at stikke mig ned, og derved slå mig ihjel med giften, havde han været meget bekymret for mig. Det gik ud over både Will og jeg.

"Jeg sagde jo du skulle have ventet en dag mere."

Jeg rakte tunge af ham, da han afsluttede sin kommentar.

"Og jeg sagde at jeg ikke ville, fordi jeg keder mig."

Halt sukkede opgivende, og rystede på hovedet. Will og jeg lo let. Efter at jeg var vågnet op i Halts arme, havde vi redet tilbage til slottet, hvor jeg blev behandlet for mit sår. Imens jeg kom mig, fik både Halt, Gilan og Will en udmærkelse af baronen. Halt havde tørt kommenteret, at man ikke fik en belønning for at slå sin datter ihjel. Der var blevet helt tavst, indtil det var gået op for baronen at Halt havde sagt det for sjov. Hele salen var brast sammen i grin, så jeg kunne høre det helt oppe på mit værelse. Will havde fået lov til at se sine venner igen, fra da han boede på slottet og det var han glad for. Men mest af alt var han glad for at jeg var i live. Da jeg var rask nok til at ride, var vi taget tilbage til Halts hytte, mens de andre rangere tog hjem til deres len.

"Øhm... Elisabeth?"

Sagde Will nervøst, og stillede sin bue fra sig. Jeg nikkede, og så på ham. Halt lagde sit dokument fra sig, og så anklagende på os. Vi skulle fortsætte med vores træning, sagde hans blik tydeligt. Will ignorerede dog Halt, noget han normalt ikke ville turde.

"Ja?"

Spurgte jeg nervøst, og kunne mærke mit hjerte hamre. Halt rejste sig for at skælde os ud.

"Da du blev taget af Kalkaraen, var der noget som gik op for mig. Noget som jeg var bange for, at jeg aldrig ville få sagt til dig."

Jeg skævede nervøst til Halt, der kom tættere og tættere på.

"Så må du hellere skynde dig, inden Halt giver os høvl."

Will nikkede, og tog min hånd. Straks slog mit hjerte endnu hurtigere.

"Jeg elsker dig, Elisabeth og det vil jeg altid gøre."

Will trak mig ind til sig, og lagde beskyttende armene omkring mig. Halt stoppede op i baggrunden, og så på Will med et bestemt blik.

"Og jeg elsker dig, Will, af hele mit hjerte."

Jeg kyssede forsigtigt Will på læberne, lidt pinlig over at Halt stod lige ved siden af os.

"Hej turtelduer. Hej bedstefar."

Lød det muntert fra Gilan, som han kom ridende. Halt gav ham et tvært blik, og så dernæst på os.

"Måske skulle jeg ikke have ladt jer to dele værelse."

Jeg fnes, med røde kinder. Will aede let noget hår væk, han var ikke mindst pinlig over at have kysset mig foran min far og hans læremester. Halt så dernæst på Gilan, og spurgte tvært:

"Og hvad laver du her? Jeg har nok at lave med de to."

Gilan nikkede, og steg af Blaze.

"Og det er derfor jeg er her."

Halt så uforstående på ham. Will og jeg var mere interesseret i at se på hinanden.

"Crowley har overtaget mit len et stykke tid, så jeg har ferie, kan man vist godt sige. Uofficielt har han sendt mig for at hjælpe dig med de to turtelduer."

Sagde Gilan og pegede på Will og jeg. Halt sukkede opgivende.

"Så nu skal jeg trækkes med jer alle tre, og tænk bare for et år siden, var jeg helt alene."

Gilan nikkede.

"Og du kedede røven ud af bukserne."

Svarede han muntert og så på mig.

"Og hvis du lige ville slippe Will, så vi to kan træne sværdkamp, så ville det være dejligt."

Jeg kyssede hurtigt Will på panden og slap ham for at følge efter Gilan. Noget sagde mig at mine år som lærling, nok skulle blive sjove, fulde af spænding og med masser af tid sammen med Will.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...