Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19965Visninger
AA

10. Gensyn med Sølvmanke.

Nu kunne det være nok! Nu gad jeg ikke sidde og glo i teltet mere. Siden Gilan og jeg havde haft vores første, mindre, skænderi for knap en uge siden, var luften imellem os kun blevet dårligere og dårligere. Han havde endda beklaget sig til Halt. Da Halt havde konfronteret mig med det, havde jeg ladet som ingenting. Det irriterede Halt på det grusomste, hvordan Gilan og jeg syntes at hade hinanden mere og mere, for hvert minut vi tilbragte sammen. Jeg kunne ikke smides ud af teltet, da jeg stadigvæk var ved at komme mig. Og Gilan havde ikke andre steder at sove, undtagens under åben himmel. Hvilket blot ville have gjort ham drivvåd, da det havde regnet de sidste tre nætter. Selvom at han overvejede at sove derude alligevel.

Halt havde næsten lige smidt Gilan ud af teltet, da jeg var ved at få ham til at eksplodere. Og Will var ude ved hestene. Han havde fået ansvaret med at pleje Sølvmanke tilbage til fuldt helbred. Så atter endnu engang var jeg ladt alene tilbage i teltet. Jeg hadede det, og nu fik jeg nok. Jeg rejste mig forsigtigt fra sengen, og trak noget tøj på, jeg havde fået. Det vidste sig, at Will og jeg var lige små, så tøjet var hans. Min egen bukser og skjorte var blevet så plettet af blod, at det havde været umuligt at vaske af. Jeg tog forsigtigt min bue frem, fra under sengen, hvor Halt havde lagt den, og lagde den over skulderen sammen med pileholderen. Også min kappe var blevet ødelagt, og smidt ud, og det var dog det værste af det hele. Jeg trak min lædersnor frem fra lommen, og bandt håret sammen i en hestehale. Halt havde lavet den, da jeg havde forklaret mit behov for at sætte mit hår op. Jeg ømmede mig svagt. Såret var helet, men også kun lige og lige. Desuden var det område stadigt forfærdeligt følsomt. Jeg listede lydløst ud af teltet, og hen mod stedet, hvor jeg havde lyttet mig frem til, at hestene stod.

 

"For fanden, hvad laver du her ude?"

Udbrød Will overrasket. Jeg var lige ved at hoppe i ren og skær overraskelse, men tog det i mig og lod som ingenting. Jeg havde været for travlt optaget med at snige mig hen til Sølvmanke, til at opdage ham.

"Jeg var ved at blive vanvittig i det telt, desuden er jeg nødt til at se til Sølvmanke. Hun reddede mit liv."

Will nikkede let, og så sig hurtigt omkring. Han tog hurtigt sin kappe af, og gav mig den. Jeg så undrende på den, og på ham.

"En af grundene til at Halt ikke vil have, at du forlader teltet.... Er at der ikke er en eneste kvinde i hele lejren, der er ikke noget der hedder en kvindelig ranger. Normalt er der slet ikke nogen kvinder her. Nogen mener også at du slet ikke burde være her. Enkelte venter på en undskyldning, bare for at smide dig ud."

Jeg tog hurtigt kappen på. Endnu hurtigere trak Will den dybe hætte op, som man ikke kunne se mit ansigt. Han vinkede mig hurtigt med.

"Kom, hun står herovre."

 

"Hej smukke. Hvordan har du det?"

Jeg aede forsigtigt Sølvmanke over mulen. Hun prustede let som svar, og tog glædeligt imod mine kærtegn.

"Hun virker trist."

Kommenterede Will ved siden af mig.

"Hun er trist. Hun mistede sit føl i branden på slottet."

Forklarede jeg, og mindes det lille føl, der havde lignet sin mor, så utroligt meget. Næsten helt hvid, med en sølvagtig manke og hale.

"Branden på slottet?"

Spurgte Will forundret. Jeg nikkede let, og kunne igen se branden for mine øjne.

"De fire tårne var i branden, højst sandsynligt antændt af hestestalden. Mere end tyve heste stod opstaldet, og de døde alle sammen."

Jeg lagde armene om Sølvmankes hals, og knugede hende ind til mig. Jeg huskede dernæst, hvordan jeg havde fundet min mor liggende som en blodig skikkelse. Nogle enkelte tårer strømmede ned af mine kinder.

"Jeg fandt min mor bagefter. Hun var blevet dolket, og lå døende på jorden. Hun nåede at fortælle mig, at hendes mand, kongen..."

Jeg stoppede op, da jeg opdagede min fejl. Jeg slap Sølvmanke og vendte mig mod Will. Han så på mig med store øjne. Jeg kunne se at han var ved at sætte i løb.

"Du er... du er prinsessen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...