Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19238Visninger
AA

5. Enden på Elronda

Sølvmanke stoppede pludseligt op, og drejede sine ører. Jeg lod hende lytte, uden at forstyrre. Jeg var klar over, at en hest havde langt bedre saner end mig selv. Det havde en enkelt gang reddet mig fra en røver. Jeg havde jaget ham på flugt med buen, med en præcision, der fik ham til at løbe utroligt stærkt. Sølvmanke vendte sig pludseligt om, så hurtigt, at hun nær havde kastet mig af.

"Hvad er der tøs?"

Hun prustede nervøst. Jeg vidste, at det betød ballade.

"Galop tøsen. Find det."

Hun forstod straks kommandoen, og for afsted i en rask galop. Jeg blev overrasket over at se, at hun for direkte i retning af slottet. Hun stoppede dog op igen, så pludseligt at jeg nær var røget over hovedet på hende, så snart slottet var i syne igen. Jeg så med forfærdelse på slottet, og blev klar over, at det lys der oplyste natten ikke var hverken solen eller månen, men ild. De fire tårne i den firkante slotborg var i brand. Jeg kunne allerede fra denne afstand se, at der intet blev gjort for at slukke dem.

"Mor!"

Udbrød jeg chokeret. Sølvmanke for straks afsted. Vi nåede slottet på ingen tid. Jeg begyndte at hoste, da jeg red igennem slotsporten. Røgen fra de brændende tårne var kvælende og tyk, så man næsten ikke kunne se noget. Jeg begyndte at hoste voldsommere, og skubbede det nederste af hætten for min mund. Sølvmanke stoppede igen pludseligt op, men vrinskede ivrigt. Jeg fulgte retningen af hendes blik, og kunne se at også stalden brændte. Den var næsten allerede brændt ned til grunden. Jeg opdagede en slank skikkelse, liggende på jorden, kun få meter foran mig. Jeg sprang straks af Sølvmanke, og for knust hen til min mors blodplettede skikkelse.

"Mor, mor."

Jeg tog hende forsigtigt op i armene. Mine tårer ramte hendes blege ansigt. Kun få centimeter under hendes brystkasse, stak håndtaget fra en lille dolk ud. Jeg holdt hende tættere ind til mig, og kunne mærke Sølvmanke skubbe til min skulder. Jeg blev klar over at branden bredte sig, og at jeg skulle skynde mig ud, inden den lukkede mig inde.

"Jeg elsker dig, mor."

Hun åbnede pludseligt svagt øjnene.

"Lille skat, åh gudskelov, jeg troede..."

Jeg bremsede hende. Jeg var allerede klar over at hun var ved at dø i armene på mig, det var kun et spørgsmål om tid, meget kort tid.

"Hvor er kongen?"

Spurgte jeg forsigtigt. Min mor rystede på hovedet.

"Som den første, han døde som den første."

Hviskede hun stille, for at spare på kræfterne. Hun slog pludseligt øjnene helt op, og så meget opmærksomt på mig.

"Elronda er faldet, alt er væk. Du er den sidst Elrondianer, Elisabeth. Du er nødt til at finde din far. Du er nødt til at..."

Hun sank sammen i mine arme igen.

"Find din far, mit barn."

Hviskede hun med lukkede øjne.

"Han vil beskytte dig, og han skal have at vide hvad der er sket her."

Hun famlede ud efter sin hals, og fik fat i en halskæde, jeg aldrig havde bemærket før. 

"Din far er en såkaldt ranger, i landet Araluen. Han vil genkende dig, hvis du har den her på. Og du ham."

Hviskede hun endnu svagere.

"Din far, han hedder..."

Jeg lukkede øjnene og kyssede hende på panden.

"Hvil i fred moder."

Hun døde, inden hun kunne fortælle mig hans navn. I det mindste havde jeg halskæden. Jeg tog den fra hendes allerede kolde hånd, og holdt den op. En simpel læder-snor, med et vedhæng. Et vedhæng af bronze, formet som et egetræsblad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...