Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19061Visninger
AA

6. En pil

Jeg var nået ud af slottet i sidste øjeblik, inden ilden spærrede indgangen. Mine tårer gled stille og roligt ned over mine kinder. Alle jeg nogensinde havde kendt, var døde. Jeg var alene, bortset fra Sølvmanke.

"Kom tøs. Vi skal til Araluen."

Jeg vendte hende mod vest, og lod hende gå. Jeg vidste at der var en rejse, på mindst en uge foran os. Men vi tog den med ro. Jeg havde ikke råd til at Sølvmanke skulle overanstrenge sig selv eller blive halt, for så ville rejsen tage meget, meget lang tid. Mens vi rejste, bemærkede jeg hvordan hvert eneste hus på vores vej var brændt ned, eller smadret til ukendelighed. Det gjorde det svært for mig at finde korn til Sølvmanke. Jeg jagede efter dyr til mig selv, og takket været min hemmelige træning, gik jeg aldrig i seng sulten. Dagene fløj en smule ud i et, men jeg blev dog hurtigt klar over, at vi havde nået grænsen af Elronda. Eller det der engang havde været Elronda...

Jeg kom til at tænke på min mor, men pressede tårerne tilbage. Jeg ville ikke græde, ikke længere, jeg havde sørget over hende i en hel uge. Hende, og alle andre, der var døde. Sporene efter dem, der havde ødelagt og taget alt fra mig var friskere her. Jeg blev klar over betydningen af min mors ord. Jeg var den sidste. Krisemødet, der havde været kort efter min fødselsdag, måtte have handlet om dette. En skam, at de ikke havde forudset effektivitet af den hær, der havde brændt alt ned til grunden. Måske da, kunne noget have været reddet.

Jeg lukkede hånden om halskæden, og så ind på landskabet foran mig. Foran mig, lå Araluen. Min far befandt sig et sted inde i dette kæmpe land, der var mange, gange store end Elronda. Det var som at ville finde et strå, i en bunke hø. Ikke desto mindre aede jeg let vedhænget på halskæden, og hviskede til vinden:

"Klar far? Nu kommer jeg, om du er klar over mig eller ej."

En hvislen i vinden fik Sølvmanken til at stivne. Jeg blev først klar over den for sent, og mærkede pilen bore sig ind i min ryg. Jeg så bag ud, og opdagede nogle mærkværdige skikkelser, der lagde an til at skyde igen.

"Sølvmanke!"

Råbte jeg, men hun var langt foran mig. Hun galoppere allerede rasende afsted. For hver gang et af hendes ben kom i kontakt med jorden, skød en smerte igennem ryggen på mig. Jeg bed hidsigt tænderne sammen, men blev hurtigt klar over, at jeg ikke ville kunne holde tempoet, uden at fjerne pilen. Jeg rakte ud, og fik fat omkring den slibrig pil. Jeg strammede grebet om tøjlerne med min frie hånd, og hev til. Til min stor uheld, knækkede pilen af nede ved spidsen, så spidsen blev siddende i min ryg. Jeg lod mig falde ind over Sølvmanke, der stadigt løb hidsigt afsted.

Hun var klar over at jeg var såret, men hvis vi satte farten ned, så ville de der underlige væsner måske fange os. Hun løb så længe hun kunne, så hurtigt hun kunne, indtil jeg bad hende om at gå roligt. Hun ville løbe sig selv til døde, hvis jeg havde brug for det. Men jeg ville ikke også kunne miste hende. Jeg var for svag og træt, til at rette mig op i sadlen igen, og blev liggende ind over Sølvmanken.

"Find ham, Sølvmanke. Min elskede tøs, hvis jeg dør..."

Jeg ville bede hende om at smide mig af, hvis jeg døde. Men hun afbrød mig med en hidsig vrisken, som for at sige, at det der kunne jeg godt glemme, at jeg bare skulle hænge i. Så det gjorde jeg. Jeg klemte let med benene, for ikke at falde af, når Sølvmanke gik henover ulige områder. Det gjorde ondt, men jeg blev ved med at sige til mig selv. "Bare lidt endnu, bare lidt endnu." Jeg vidste godt, at det kunne tage måneder, at finde min far, og at jeg ikke ville overleve så længe med pilen i min ryg. Men det var det eneste jeg behøvede for at fortsætte. Tiden gled ud i et, og alt hvad jeg fokusere på var, at holde fat på Sølvmanke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...