Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19232Visninger
AA

13. Det er min skyld, ikke Wills

"Og for guds skyld, sig ikke noget medmindre du bliver spurgt."

Halt var ved at belære mig, hvordan jeg skulle opføre mig til mødet. Jeg kunne allerede se forsamlings-teltet herfra, der stod kun fem andre rangere i teltet. Halt stoppede pludseligt op, og så på mig, dernæst på teltet og tilbage igen på mig. Jeg stod afventende, og ventede på at han skulle blive færdig med at glo på mig, så vi kunne komme videre.

"Kan du se den gråhårede mand i midten?"

Spurgte Halt, uden at pege. Jeg nikkede let, og lagde mærke til at to af rangerne gik.

"Snig dig ind på ham, uden at blive opdaget. Så slipper du måske for ballade, når vi kommer tilbage til teltet."

Jeg blev trodsigt stående.

"Niks, Will slipper for ballade, når jeg gør det."

Halt så skævt på mig.

"Det var ikke Wills skyld, derfor burde han ikke få ballade."

Forsvarede jeg ham. Halt nikkede anerkendende.

"Ikke mange ville tage skylden, hvis de kunne få en anden til at tage den. Men fint, snig dig ind på ham, uden at blive opdaget, også får Will ikke ballade. Kun dig."

Jeg nikkede, og gik roligt afsted. Han så opgivende på mig, men blev stående og ventede. Men jo tættere jeg kom på rangeren, som Halt havde udpeget, jo mere klar over mine bevægelser blev jeg. Jeg gik langsommere, dæmpede min vejrtrækning og gjorde mig selv til en del af naturen. Da jeg næsten stod bag ham, stadig uden at være blevet opdaget, piftede Halt. Jeg kastede mig ned til jorden, så langt jeg kunne komme. Manden vendte sig mod Halt, vinkede og drejede sig så tilbage mod de andre to, der også stod med ryggen til. Jeg kunne se at Halt så spændt til, mens jeg lydløst rejste mig igen og stod direkte bag manden. Halt gik i en bue udenom dem, og stillede sig foran dem. De var stadig ikke klar over min tilstedeværelse. Halt nikkede overdrevent, så mændene holdt op med at snakke. Jeg rømmede mig højlydt. Den ene udbrød: 

"For fanden i helvede."

Mens de to andre var ved at hoppe op på bordet. De så nærstuderende på mig, som var jeg et spøgelse. Manden, der havde udstødt bandeordene så tilfreds på Halt.

"Det er længe siden, at nogen har kunnet snige sig ind på mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...