Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19238Visninger
AA

42. Den forpinte Halt

Baron Arald gik sørgmodigt ind i sit arbejdsværelse, hans gamle og mest betroede ven, Halt, stod i værelset. Baronen sendte en lydløs bøn, ønskende at han kunne have mødtes med Halt under andre omstændigheder.

"Halt?"

Kaldte han forsigtigt, da han trådte ind i rummet. Halt for op fra stolen, hvor han havde siddet. Han havde ikke hørt baronen træde ind, han var for langt væk i sit had til Morgarath. Baronen lagde mærke til at Halt var ubevæbnet, hvilket han aldrig var. Desuden havde han heller ikke den velkendte ranger-kappe på.

"Så vidt jeg kunne forstå, så var pigen der blev taget af Kalkaraen, din lærling?"

Halt nikkede forsigtigt, ude af stand til at sige noget. Baronen tøvede med sit næste spørgsmål, det var tydeligt at Halt var forpint.

"Og din datter?"

Halt nikkede forsigtigt igen. Han savnede hende så forfærdeligt. Hendes smil der altid fik ham til at blive glad, og fik en hver anden ranger til at lyse op. Han vidste at Will var knust over, at han ikke kunne redde hende. Det var han selv. Hvis han ikke fik Elisabeth tilbage, så ville han stoppe som ranger. Så havde han fejlet over for den person han elskede allermest. Han var ikke sikker på Will, om han ville forsætte som lærling, bare med en ny læremester, eller om han ville tage med Halt og forsøge at leve videre.

"Det gør mig ondt."

Halt så op, med had i sine øjne.

"Hun er stadig i live."

Sagde han, og knyttede sin hånd. Forestillede sig hvordan han holdt Morgaraths hals imellem hans hænder, og hvordan han kunne mærke hans nakke brække. Baronen kunne se hvordan hadet brændte i Halt, selv han havde aldrig set ham så oprevet før, og han havde kendt ham længe. Halt forklarede med en alvorlig stemme.

"Hvis han ville have hende død, så havde Kalkaraen slået hende ihjel, ikke bortført hende."

Baronen tænkte det igennem, det lød egentligt meget logisk. Halt sank sammen på stolen igen, da han kom til at tænke på Elisabeths ansigt. Hans hjerte gjorde ondt ved tanken om hvad han gjorde ved hende.

"Han har tænkt sig at bruge hende som våben imod mig."

Sagde Halt trist. Baronen så på ham. Halt var virkeligt forpint.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...