Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
21169Visninger
AA

23. Bueskydning med Will, Gilan og sure Halt

"Igen."

Kommanderede Halt, hvorefter både Will og jeg skød efter tre skiver, skiftevis. Hver gang jeg skød til sidst, kløvede jeg Wills pile. Skød han efter mig, sad de bare tæt op af hinanden.

"Din holdning er stadig for spændt."

Brød Gilan ind, og nev mig i skuldrene, så jeg blev tvunget til at slappe af. Halt sukkede opgivende.

"Lyt nu efter hvad Gilan siger, jeg har trods alt selv oplært ham."

Jeg nikkede. Men alligevel nev Gilan mig i skuldrene igen.

"Slap af. Det kan godt være du rammer dit mål, men du ødelægger dine arme og skuldre. Og dem bruger du trods alt til at skyde med, ikke?"

Jeg nikkede igen, irriteret over at jeg ikke kunne rette mig efter det. Jeg forsøgte virkeligt, men hver gang faldt jeg ind i den samme holdning.

"Fem centimeter ved siden af Wills pile, ellers har han snart ikke flere tilbage."

Sagde Halt surt, og så på de stykker pindebrænde, der engang havde været pile. Jeg sukkede, og forsøgte at bevare den afslappede holdning.

"Igen."

Kommanderede Halt, og så afventede på Will, der skød. Will havde knap nok fået en kommentar, hvorimod både Halt og Gilan blev ved med at rette på min holdning. Da Will slap den første pil, lagde jeg den første på stregen. Da han så lagde sin nummer to på stregen, affyrede jeg den første. Også sådan fortsatte vi, indtil alle tre pile var affyret.

"Din holdning var god nok ved det første skud, det andet skud var acceptabelt, men tredje skud var forfærdeligt."

Sagde Gilan opgivende. Jeg nikkede, jeg havde desværre først opdaget min anspændte holdning, efter at jeg havde affyret mine pile. Halt så sur ud, men trak på skuldrene.

"Hold pause. Will, du fortsætter."

Jeg nikkede. Der var ingen grund til at skændes med Halt, når hans humør var så råddent. Jeg tog mig til den højre skulder, der føltes mest smadret. Jeg afspændte min bue, og så til, mens Halts dårlige humør gik ud over Will.

"Du ved godt, at du ikke kan snige dig ind på mig."

Jeg vendte mig mod Gilan, der nikkede let.

"Jeg kan altid prøve. Kom her. Jeg kan massere dine skuldre lidt, så gør de knap så ondt i morgen."

Jeg nikkede, og vendte ryggen til Gilan igen. Jeg trak mit fletning ned over den ene skulder, så håret ikke hang i vejen på min ryg. Gilans fingre gav sig til at massere mine ømme muskler.

"Hvor gammel er du egentligt?"

Spurgte han pludseligt. Jeg udstødte en tænkende lyd.

"Det er bare fordi, at nogen gange virker du som et barn. Det er som regel når vi skændes. Og andre gange virker du meget ældre, som når du diskutere strategi med Crowley."

Jeg ville have trukket på skuldrene, men da Gilan stadigt masserede dem, lod jeg være. Jeg kunne vel lige så godt fortælle sandheden. Han kunne vel ikke finde ud af hvem jeg præcist var, bare ved at vide min alder.

"Jeg er 16 år gammel."

Gilan stoppede kort op, før han fortsatte med at massere.

"Så er du yngre end hvad jeg havde troet."

Jeg fnøs.

"Jeg er gammel nok til at blive gift, det mente min mor ihvertfald."

Mine skuldre begyndte så småt, at gøre mindre ondt.

"Hvordan det?"

Spurgte Gilan forsigtigt. Jeg måtte passe på, mindede jeg mig selv om. Så jeg ikke afslørede mig selv.

"De var igang med at finde mig en mand, da vi blev angrebet."

Det var ikke meget information, men det var trods sandheden.

"Du må egentligt være træt af, at blive kaldt tøs."

Sagde Gilan pludseligt. Jeg kunne ikke andet end at nikke.

"Men du vil ikke give os dit rigtige navn, så hvorfor ikke give os et andet? Så har du idet mindste et."

Jeg sukkede, og trådte væk fra Gilan, så han holdt op med at massere mine skuldre.

"Fordi det er at lyve, og det kan jeg ikke lide."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...