Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19962Visninger
AA

2. Bastard

"Altså, hvis det ikke var fordi at De var kongens datter, så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg ville have gjort ved Dem..."

Kommenterede tjenestepigen surt, mens hun fandt en af mine nye kjoler frem til mig. Jeg trak benene op under mig, på min bløde seng og sukkede. Der lå allerede tre kjoler på sengen, som hun havde udvalgt. Jeg vidste at hun ville have, at jeg skulle prøve hver eneste, for at finde den rigtige til aftens anledning. Jeg hadede denne aften mere end nogen anden. Det var den første "bejler"-aften, som jeg kaldte den. En stor fest, med et kæmpe udvalg af retter, musik, dans og så videre. Alt sammen for at vise mig frem. Adelsmænd, med sønner i den giftklare alder, ville komme og se mig an. Om et ægteskab mellem mig og deres søn ville gavne dem. Jeg sukkede igen. Hvis jeg havde været en hver anden, så ville jeg først skulle giftes om nogle år. Men nej, nej, jeg er jo prinsessen af Elronda. Så det skal bare gå så stærkt som overhovedet muligt. Jeg var kun fyldt seksten for en måned siden.

"Nej, måske denne."

Kommenterede tjenestepigen for sig selv, da hun trak en blå kjole ud af klædeskabet. Jeg havde fået alle de nye kjoler til min fødselsdag, og jeg hadede hver eneste af den. Det var ikke fordi de var grimme, nej de var det stik modsatte. Det var nok nærmere hvad min mor sagde, da hun gav mig dem.

"Se her lille skat, er den blå her ikke pæn?"

Jeg nikkede ivrigt, da min mor satte sig roligt ved siden af mig. Hun aede mig forsigtigt over håret, med det lette smil på læberne. Jeg så nysgerrig til, mens Linda hang den ene vidunderlige kjole efter den anden ind i min garderobe.

"Jeg tror det er på tide at du fortæller pigebarnet sandheden."

Mumlede Linda, næsten helt forståeligt. Hun var den eneste, der havde lov til at tiltale min mor som var de lige. Hvilket de næsten var, i bånd. Linda var som en ekstra tante, hun holdt altid øje med mig, når min mor og kongen var på rejse sammen. Min mor sukkede opgivende, da jeg så uforstående på hende.

"Du er ikke dum, lille skat."

Konstaterede hun, da Linda roligt forlod rummet. Hun sukkede stille, og trak mig tæt ind til sig. Som hun altid havde gjort, da jeg var helt lille og bange for torden.

"Du ved godt, at kongen ikke er din far ikke sandt?"

Spurgte hun forsigtigt. Jeg nikkede tvivlende.

"Det er rigtigt, min mand, kongen, er ikke din fader."

Jeg var ved at bryde ud i gråd, da hun indrømmede. Hun trak mig forsigtigt tættere ind til sig, og aede mig beroligende over håret.

"Det var ikke meningen, at du skulle vide det. Ikke allerede nu, ikke når du er så ung."

Undskyldte hun.

"Men du er jo så klog, at du har regnet det ud for længe siden."

Sagde hun muntert, og aede mig fortsat over håret.

"Alt jeg vil fortælle dig for nu, er at jeg elskede din far og han elskede mig. Vi ønskede ikke at forlade hinanden, men vi havde intet liv sammen. Kort tid efter giftede jeg mig med kongen. Jeg skyldte en tidligt fødsel på dig, for at han skulle tro, at du var hans. At den tidlige fødsel er skyld i dit sorte hår."

Tilføjede hun muntert. Jeg selv, kunne ikke lade være med at fnise lidt.

"Der er så meget mænd ikke ved, og nogen gange er det bedst, at de ikke får dem fortalt."

Hviskede hun i mit øre, og gik så fra mig igen. Jeg havde efterfølgende lagt vågen hele natten, for at forsøge at stykke en historie sammen. En historie der forklarede hvorfor min rigtige far havde forladt min mor. Det var ikke lykkes for mig, men min mor ville ikke fortælle mig mere. Ikke før jeg var blevet ældre. 

"Det bliver den blå. Den klæder Dem bedst."

Sagde tjenestepigen glad. Jeg nikkede, det blev den blå kjole. Jeg rejste mig fra sengen, for at få den på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...