Skyggens datter

"Jeg havde altid vidst, at kongen ikke var min far. Jeg havde tit lagt om aftenen, og forsøgt at forestille mig hvem min rigtige far var. Hvordan han så ud, hvordan han opførte sig og vigtigt af alt, at han elskede mig. Men aldrig, aldrig nogensinde, havde jeg forstillet mig at min far var en af de mystiske ranger fra Araluen. Aldrig havde jeg forestillet mig, at min far var en gnaven, mærkelig, spinkel mand ved navn Halt." - Elisabeth...........................


Jeg syntes godt om bøgerne Skyggens lærling, og besluttede mig derfor lave denne lille spin-off ^^'
I må undskylde hvis mine informationer er lidt ved siden af, eller hvis jeg har stavet et navn forkert, det er bare ved at være længe siden at jeg har læst bøgerne :P
I selve handlings forløbet er vi ikke længere end i anden bog :O Sorry, men syntes at de to første er de bedste :P Dog med få ændringer :)
Well anyways... Det finder i nok ud af, når i læser :)
Undskyld på forhånd for fejl, gør mit bedste for at rette dem! :D

42Likes
61Kommentarer
19070Visninger
AA

28. Alene, tror jeg nok.

Sølvmanke red afsted i fuld galop, for at miste mine forfølgere. Det ville ikke vare længe, før rangerne kom på deres heste og ville blive i stand til at forfølge mig på lige fod. Efter en times ridt, drejede jeg skarpt og fik Sølvmanke til at ride hen i en sø, kun få meter derfra. Da alle hendes fire hove var i vandet, fik jeg hende til at gå baglæns op af vandet. På den måde trådte hun præcist i sine spor, og det lignede at vi var forsat over åen. Dernæst fik jeg hende til at dreje en smule, og gå hen til et fugtigt område, hvor sporene ville forsvinde efter kort tid. Så fik jeg hende igen til at bakke, og red i en tredje retning. De tre forskellige spor ville forvirre dem, og forhåbentligt give mig tiden til at flygte langt væk. Jeg vidste at de var trænet i at spore, ikke desto mindre havde jeg mine egne tricks.

"Dygtig, min skat."

Jeg nussede let Sølvmanke og roste hende. Hun havde klaret det flot, vi havde trods alt kun øvet det få gange. Hun skiftede mellem et hurtigt og meget let trav. Jeg kunne ikke galopere, det ville udmatte hende for hurtigt, men jeg kunne hellere ikke risikere at hun red for langsomt, så jeg blev indhentet. Jeg stoppede hende, da jeg fik øje på en død ræv. Jeg steg af, og trak den døde røv midt ud på mit spor. Dernæst tog jeg en pil, og skar nogle små skrammer, så lidt blod løb ud af den. Duften af blodet og råddenskab, ville sløre hestenes lugtesans.

Jeg steg hurtigt på Sølvmanke, og ømmede mig en smule. Det var længe siden, at jeg havde redet så lang tid af gangen. Jeg fik Sølvmanke til at ride lidt videre, da hun stoppede op. Hun kastede med hovedet i retning af et tæt krat. Jeg så kort mod himlen, det var ved at blive mørkt. Jeg var nødt til at sove, det var for farligt at ride natten igennem. Jeg lod Sølvmanke gå som det passede hende, jeg vidste at hun ikke ville gå fra mig. Dernæst kæmpede jeg mig ind i det tætte krat, fra bagsiden, og fandt et hulrum, hvor jeg kunne sove. Tæppet, jeg havde taget fra Sølvmankes saddeltaske bredte jeg ud på jorden. Jeg lagde mig træt på det, og lukkede øjnene.

Den næste dag vækkede Sølvmanke mig meget tidligt, ved at vrinske. Det var et signal på at der var en anden hest i nærheden. Jeg kæmpede mig hurtigt ud af krattet, og skubbede hurtigt tæppet ned i sadeltasken igen. Dernæst svang jeg mig op på Sølvmanke, og red hurtigt afsted igen. Jeg lod hende selv bestemme hvor hurtigt hun ville ride, hun kendte bedst sit tempo. Det gik op for mig hvor meget jeg egentligt frøs. Jeg var bestemt ikke klædt på, til de kølere temperaturer, der var på vej. Min kappe lå stadigt i lejren, i teltet på min seng. Nej, rettede jeg på mig selv. På Halts seng, hvor den hørte hjemme. Min ryg var begyndt at gøre mere ondt, og jeg brød mig ikke om det.

Jeg stoppede jævnligt Sølvmanke, hvor jeg lod hende græsse og drikke vand, mens jeg selv spiste bær eller spiselige urter. Jeg havde min bue med, men det ville tage for lang tid at jage, flå dyret og tilberede det. Hen mod aftenen, kunne jeg mærke hvor meget det tærede på mig. Jeg frøs, jeg var sulten og min ryg gjorde mere og mere ondt. Jeg krøb sammen under en tilfældig busk, som ville skjule mig. Igen lod jeg Sølvmanke gå som det passede hende. Men hun holdt sig tæt ved, tydeligvis bekymret for min svækkede tilstand.

Den næste morgen, vækkede hun mig igen tidligt. Min forfølger var lige i hælene på mig, han måtte have redet natten igennem. Jeg tvang mig selv op på Sølvmanke. Min ryg smertede forfærdeligt, og jeg var iskold. Jeg lod Sølvmanke gå som det passede hende, og lagde ikke mærke til hvor hun gik. Ikke før, jeg kunne høre en anden hest vrinske tæt ved. Hvorfor havde Sølvmanke ikke advaret mig? Det gik op for mig at det var sent på eftermiddagen, jeg måtte have sovet siddende på hende. Hun havde sikkert allerede forsøgt at advare mig, men kunne ikke vække mig. Jeg trak buen fri fra saddeltasken og forsøgte at spænde den. Det var umuligt, min ryg gjorde for ondt. Jeg satte den forsigtigt på plads i tasken igen, lod Sølvmanke vende sig og gå mod min forfølger. Jeg sank sammen over hende, udmattet, sulten og med en ryg som smertede forfærdeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...